Tysk politiker: Jernbane til Femern bliver mindst fem år forsinket

Transportminister Magnus Heunicke (S) tager fejl, når han har orienteret det danske folketing om, at en ny jernbane mellem Lübeck og Puttgarten åbner i 2024.

Sådan lyder det fra Bettina Hagedorn, medlem af Forbundsdagen for socialdemokratiske SPD og valgt i det område, hvor den nye, dobbeltsporede jernbane skal anlægges tæt på motorvejen.

Hun reagerer, efter at en anden tysk parlamentariker, De Grønnes Konstantin von Notz, har offentliggjort de breve om forsinkelsen, som den tyske transportminister Alexander Dobrindt sendte til Magnus Heunicke sidste år.

Brevene nævner ikke noget årstal, blot at der bliver tale om en forsinkelse. Tyskland har i den såkaldte statstraktat om Femernforbindelsen forpligtet sig til at elektrificere jernbanen til Bad Schwartau nord for Lübeck, når forbindelsen åbner i 2021. Men det bliver altså ikke tilfældet.

Den manglende elektrificering gør, at der ikke kommer til at køre godstog gennem tunnelen, før den nye, dobbeltsporede jernbane er færdig. SPD’s Bettina Hagedorn tror ikke et øjeblik på, at det bliver i 2024.

Læs også: Ikke et eneste godstog vil køre gennem Femerntunnelen i tre år

»Nu er det sort på hvidt bevist, hvad jeg i årevis har sagt: Jernbanen på den tyske side bliver forsinket, mindst til 2026, hvis ikke til 2028,« siger hun i en pressemeddelelse.

Hun bygger den vurdering på de tyske regler for myndighedsvurdering og -godkendelse af byggeprojekter. De indebærer blandt andet, at alle klagemuligheder skal være udtømt, inden byggeriet kan begynde.

Det er byer som Neustadt i Holstein, som den eksisterende jernbane til Puttgarten går igennem, og hvor de tyske politikere vil holde godstogene ude for at skåne indbyggerne for støjen. (Foto: M. Bienick/Wikipedia) Illustration: M. Bienick / Wikipedia

Læs også: Ingen køreledninger på den tyske side af Femern-tunnelen før i 2024

Bettina Hagedorn kræver, at det bliver helt forbudt at køre godstog gennem tunnelen, indtil den nye jernbane er færdig. Det skyldes, at den eksisterende bane snor sig ind igennem en række mindre byer, hvoraf en del har turisme som deres vigtigste erhverv.

»Intet godstog må køre gennem Femerntunnelen, før den tyske jernbaneforbindelse er fuldstændig kan færdig. Det kan betyde, at godstransport i årevis må køre over Jylland, og at tunnelen udelukkende bliver til fjerntog og biler,« siger hun.

Bettina Hagedorn påpeger, at den danske regering har kendt til den tyske forsinkelse siden september, da den tyske transportminister sendte sin første advarsel om forsinkelsen til Magnus Heunicke. Hun finder det derfor overilet, at Danmark i februar ventes at vedtage anlægsloven for tunnelen.

Læs også: Tysk tidsplan for jernbane til Femern på vej til at skride

Bettina Hagedorn er kendt som modstander af forbindelsen. Hun kræver nu en genforhandling af aftalen med Danmark. Hun mener, at statstraktaten giver mulighed for en sådan forhandling, fordi de økonomiske forudsætninger har ændret sig voldsomt. Blandt andet bliver det nye dobbeltspor i Tyskland langt dyrere end forudset. Mens Danmark kan betale opgraderingen af jernbanen til Rødby med indtægter fra tunnelen, skal den tyske statskasse punge ud. Sådan blev aftalen, fordi Danmark påtager sig den økonomiske risiko ved byggeriet af selve tunnelen.

Også De Grønnes Konstantin von Ortz forlanger en genforhandling af aftalen, og den tone går igen hos flere parlamentsmedlemmer, der er valgt i Ostholstein.

Læs også: Tysk ja til omstridt tosporet jernbane til Femern

Det lykkedes ikke Ingeniøren inden deadline at få svar på, hvilke informationer Magnus Heunicke bygger oplysningen om en ny tysk jernbane fra 2024 på. Ministeren har til Folketinget oplyst, at han forventer at drøfte Femernforbindelsen med sin tyske kollega til februar.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Citat: "og indtil da vil et tysk parlamentsmedlem kræve stop for godstog gennem tunnelen"

Skal tunnelen overhoved bygges til dieseltog? Der er et sod-problem, ventilationsproblem og sikkerhedsproblem, i forhold til elektriske tog, som ikke har de problemer. Det var jo aldrig meningen der skulle køre diesellokomotiver i den.

  • 2
  • 0

Citat: "Hun reagerer, efter at en anden tysk parlamentariker, De Grønnes Konstantin von Notz, har offentliggjort de breve om forsinkelsen, som den tyske transportminister Alexander Dobrindt sendte til Magnus Heunicke sidste år"

Jeg håber så sandeligt Magnus har informeret den politiske følgegruppe sidste år. Ellers læner han sig op af et mistillidsvotum.

Det undrer mig stadig alt det her dykker op 1 måned før anlægsloven skal vedtages.

  • 2
  • 1

Citat: "Bettina Hagedorn er kendt som modstander af forbindelsen. Hun kræver nu en genforhandling af aftalen med Danmark"

Nej, vi skal ikke genforhandle blot fordi tyskerne ikke kan bygge en jernbane fra 2008 (den første traktat) til 2021 - 13 år.

Vi må vente på tyskerne, desværre. Men ikke starte hele processen om. Så slemt er det ikke med godstog over Fyn/Jylland i nogle år til.

Kravet om genforhandling bunder i hendes ønske om det hele falder på gulvet. Ikke saglige argumenter.

  • 7
  • 2

Var der ikke tale om en forbindelse for mange år siden hvor Danmark satte sig imod, og hvor datidens svenske industrifyrster tilbød at medfinanciere (Gyllenhammer bl.a.)

Det var også dengang Storebæltsforbindelsen med års mellemrum blev taget op af skuffen, luftet og lagt tilbage.

  • 0
  • 0

Jeg håber så sandeligt Magnus har informeret den politiske følgegruppe sidste år. Ellers læner han sig op af et mistillidsvotum.

Ja - det bliver interessant at følge, her så tæt på en evt. vedtagelse af anlægsloven og så tæt på et kommende folketingsvalg.

At få indsyn i de breve som er sendt fra DK i denne sag, kan også være interessant. Det kan umiddelbart overraske lidt at breve fra nov 2014 medfører at ministeren i feb 2015 vil holde et møde med den tyske minister. Hvorfor vente med at få afklaring - det handler om mange penge - havde man håbet at disse oplysninger først var kommet frem efter at anlægsloven var blevet vedtaget ????

  • 2
  • 0

Hvis Tyskland ikke vil overholde den aftale de har indgået - så må de betale 3 mia. kr til de danske projekterings omkostninger, VVM, mmmmmm. (gerne hurtigt - så vi ikke bygger nye broer i DK )

Da udgifterne på den tyske side er vokset fra ca 6 mia til 22 mia - og store dele af Tyskland heller vil bruge penge på andre infrastruktur projekter - kan det godt være at 3 mia kr til DK, for at slippe ud af sagen, foretrækkes. OK - det kommer nok til at koste en minister eller 2 "" livet "" ;-)

  • 0
  • 0

Vi må vente på tyskerne, desværre. Men ikke starte hele processen om. Så slemt er det ikke med godstog over Fyn/Jylland i nogle år til.

Er det ikke? Det virker på mig som en mere og mere speget sag. Hvis det holder stik at sagsbehandlingen er årsagen til forsinkelsen og at tidsforløbet er rutine og helt normal, så har forsinkelsen været kendt fra starten. Det vil igen sige at tidsplanen i realiteten har forudsat at lastbiltransporten vil få et forspring på 5 år. Det er et kæmpehandikap for banetransport og vil sandsynligvis påvirke trafikudviklingen i mange år frem til fordel for lastbilindustrien - Volvo, Scania, Mercedes, MAN, Renault, DAF.

Et tilfælde? Det er rent utroligt at man ikke kan lave sådan et projekt hvor vej og jernbaneside er driftklar nogenlunde samtidigt. Jeg bryder mig ikke om konspirationsteorier - men ...

Og hvad med forrentningen af jernbanetunnelen når den skal stå tom i 5 år?

Nå ja, det hænger skatteyderne på. Ingen private penge er vel i klemme undtagen skatteydernes. Og skatteyderne omfatter nok ikke industrien. Hvad har man Luxembourg for? Helt lovligt naturligvis

http://www.gp.se/ekonomi/1.875890-volvo-be... http://www.spiegel.de/international/europe...

  • 0
  • 0

Lastbiler/vogntog over 12 t totalvægt betaler vejskat/maut i Danmark, så der kommer altså et mindre plaster på såret, hvis der virkeligt skulle komme flere hunderede ekstra lastbiler på de danske veje.

Det er nok sandsynligt, at der sker en genforhandling med mindre tidsjusteringer, men jeg anser det for meget usandsynligt, at traktaten bliver opsagt.

Men muligheden foreligger. Ingen ved, hvad de tyske domstole finder frem til.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten