Tysk persondrone skal flyve i Dubai
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Tysk persondrone skal flyve i Dubai

Illustration: Volocopter

Skal vi flyttes fra overfyldte veje og op i luften? Det tror tyske Volocopter. I april måned kom de med en plan og såkaldte Volo-ports og Volo-hubs. Hvis sådan et system fordeles ud over en by, vil det ifølge Volocopter betyde, at op til 10.000 passagerer hver dag vil kunne flyve fra en Volo-port.

Læs også: VIDEO: Russisk postdrone smadrer mod mur på jomfrurejsen

Ideen er, at dronen lander på taget af en bygning og flyttes ind i et overdækket område, hvor passagererne kan stige ud. Her skiftes batteriet, mens nye passagerer stiger ind. Derefter flyver den fuldt autonomt til den næste Volo-port. Dette er også begyndt at gå under navnet Air Taxi Transport (ATT).

Læs også: Den flyvende bil findes allerede

»Vi regner med at et ATT-system i begyndelse vil være fra punkt til punkt og over tid vokse til et system med dusinvis af Volo-hubs i en by. Når vi er kommet op i skala, vil det at flyve ikke være meget dyrere end at tage en taxa, men det vil være meget hurtigere,« siger Alex Zosel, der er medgrundlægger af Volocopter.

Volocopter forestiller sig et netværk af Volo-ports fordelt over byer. Her kan passagererne stige om bord og autonomt flyve til en anden Volo-port. Illustration: Volocopter

Flyvske planer skal ned på jorden

Men lad os lige komme ned på jorden igen. For den slags flyvske planer er jo taknemmelige, når de kun eksisterer på papir – og hvor langt er Volocopter egentlig? Tja, ikke så langt, at ovenstående transportsystem bare er i nærheden af at blive en realitet, men på den anden side dog så tæt på, at Volocopter allerede i 2016 fik certificeret en fungerende elektrisk persondrone med plads til to passagerer.

Læs også: Kraftfulde droner kan være starten på et nyt norsk industrieventyr

Dronen er opbygget med en stor ring oven på selve cockpittet. Herpå er der monteret 18 elmotorer med propeller. Hver propel har en diameter på 1,8 meter, og ringens samlede diameter er over 10 meter.

Volocopter oplyser ikke, hvor meget energi batterierne kan indeholde, men der er ni styk, som kan udskiftes enkeltvis. Opladningstiden er mellem 40 og 120 minutter afhængigt af ladeeffekt.

Det giver 2X en effektiv flyvetid på 27 minutter med en hastighed på 50 km/t. Det kan også omsættes til en rækkevidde på 27 km med en hastighed på 70 km/t. Tophastigheden er 100 km/t, og 2X er i stand til at nå en højde af to kilometer.

Læs også: Korps af droner skal samarbejde om at flyve sårede soldater i sikkerhed

Hvis noget skulle gå galt, er der indbygget en faldskærm i taget som måske ikke er garanti for en blid landing, så i det mindste er langt bedre end alternativet.

Planen er, at den med tiden skal blive 100 pct. autonom, mens en del af flyvningen i starten foretages fra cockpittet.

Dubai står klar til testflyvninger

Umiddelbart behøver Volocopter ikke at bekymre sig om at få testet deres visioner, for i Dubai står de klar. Her har man et mål om at 25 procent af al persontransport i 2030 skal foregå med autonome transportsystemer, herunder altså også persondroner.

Læs også: Studie: Lavtflyvende droner gør folk utrygge

De foreløbige planer tyder på, at de første reelle testflyvninger vil begynde i slutningen af 2018, og at der derefter vil være en femårig prøveperiode.

Sidste år testfløj Volocopter en ubemandet 2X ved Dubai. Se videoen her:

Eneste grund til at lufttransport er et smart alternativ lige nu er, at der ikke er andre der bruger luftrummet. Flyvning er exorbitant resourcekrævende og fylder af H til.

En enkelt Metro vogn fylder som en Volocopter, bruger energi som en Volocopter - men transporterer 100 mennesker af gangen.

Skulle jeg sætte mine penge på et fremtidigt transportsystem i bymæssig bebyggelse, så er Elon M's tunnel koncept i mine øjne langt mere realistisk, både teknologisk og resourcemæssigt.

  • 2
  • 1

Som du selv skriver så er der ingen der bruger luftrummet fuldt ud. Derfor er der plads til droner. Desuden er der masser af plads i luften, da du her har 3 dimensioner frem for 2 på jorden. Det er et spørgsmål om at udvikle et trafikkontrolsystem.

Ja det kræver mere energi end tog, men det gør en bil også og det stopper jo ikke folk fra at benytte dem. Men det er heller ikke sikkert at de kommer til at bruge ekstremt meget mere end én personbil gør idag (givet at det bliver højere!). En Cessna flyvemaskine bruger rundt regnet det samme som en almindelig sedan for en given tilbagelagt strækning, grundet at den kan flyve i fugleflugt.
Ved droner kræves der VTOL (vertical take-Off and Landing), hvilket forøger energiforbruget. Til gengæld ser det ud til at disse droner bliver elektriske og derfor kommer til at kunne udnytte energien meget bedre (ICE motor = 30-40% vs EL motor 90-95%).

En del af dem der har råd, flyver helicopter. Hvis udgifterne til at flyve helicopter faldt til 1/3 del (måske endda lavere), så vil du se at denne transport vil stige med flere tusind procent. Kommer vi alle sammen til at flyve i droner og at der derfor ikke er brug for Elons M tunnel? Absolut ikke. Men det ene udelukker som sagt ikke det andet :)

  • 0
  • 0

Kommer vi alle sammen til at flyve i droner og at der derfor ikke er brug for Elons M tunnel? Absolut ikke. Men det ene udelukker som sagt ikke det andet :)

100% enig, dog med den bemærkning at Luftrummet er ikke 3D, det er 2.5D fordi alle skal ned på overfladen før eller siden i store luftfartøjer der alle skal have sikkerhedsafstand. I storbysammenhæng vil jeg gætte på at der er mindre kapacitet i luftrummet end der er på overfladen.

  • 2
  • 0