Tysk naturfredningsforening: Selvfølgelig bremser vores Femern-klage byggeriet

Tysk naturfredningsforening: Selvfølgelig bremser vores Femern-klage byggeriet

Foto: Femern A/S

Den magtfulde tyske naturfredningsforening ser ny konsulentrapport som rendyrket bestillingsarbejde for at berolige politikerne.

Selvfølgelig kommer en tysk forbundsdomstol i Leipzig ikke til at give Danmark tilladelse til at grave en 18 km lang sænketunnel ned i bunden af Østersøen, samtidig med at den behandler en klage over forarbejdet.

Sådan lyder konklusionen fra en af de mest magtfulde tyske miljøorganisationer, naturfredningsforeningen Nabu, der med sine over en halv million medlemmer er vant til at føre retssager om store infrastrukturprojekter.

Nabu er dermed grundlæggende uenig i en vurdering, som revisionsfirmaet EY har udarbejdet for det danske transportministerium. Den lyder på, at en sag om opsættende virkning af en klage vil blive afsluttet hurtigere end hidtil ventet og sandsynligvis kan klares på halvandet år eller mindre.

Læs også: Revisorer: Tysk retssag skubber Femern-byggeri til 2020

Selve retssagen kan sagtens tage længere tid, men så snart spørgsmålet om opsættende virkning er ude af verden, kan byggeriet starte, pointerer EY.

Forsinkelse bliver slet ikke så dyr

Oven i købet er det billigere end ventet at have de fire entreprenørkonsortier på standby, mens de venter på tilladelsen til at grave i Østersøens bund. Det koster ifølge revisorerne kun 150 millioner kroner årligt. Dermed får de tyske myndigheders sagsbehandling kun meget begrænset indflydelse på prisen for hele den faste forbindelse mellem Rødby og Puttgarden. Det var ellers det største usikkerhedsmoment, inden EY's rapport blev fremlagt for politikere og offentlighed torsdag.

Læs også: Entreprenører skal have 150 mio. kr. for hvert år Femern-tunnelen forsinkes

Eick von Ruschkowski, der leder Nabus afdeling for naturbeskyttelse og miljøpolitik, ser dog revisorrapporten som et partsindlæg, selv om Transportministeriet kalder den for en 'ekstern kvalitetssikring.'

»Den er et forsøg på at berolige de danske beslutningstagere,« siger han.

Læs også: Længe ventede analyser: Femern-tunnel på sikker grund - betalt tilbage på 36 år

Eick von Ruschkowski afviser forudsigelsen om, at en tysk domstol relativt hurtigt vil ophæve den opsættende virkning af en klage, mens sagen stadig kører.

»Ingen domstol kan stoppe en halvt bygget tunnel. Jo flere irreversible effekter et projekt har, desto mere sandsynligt er det, at en domstol vil tildele en klage opsættende virkning,« siger han.

Vi opnår altid opsættende virkning

Ingeniøren har bedt Eick von Ruschkowski om at indsamle statistik over klagesager, som Nabu og andre tyske miljøorganisationer har ført for at vurdere praksis for, at en klage får opsættende virkning. Det indvilligede han i første omgang i, men vendte senere tilbage med beskeden om, at det ikke giver nogen mening. Dertil er sagerne for forskellige.

»I alle større sager, som vi har ført ved domstolene i de senere år, har vi fået opsættende virkning,« fastslår han.

Han understreger desuden, at det ikke er muligt at kommentere på den gennemgang af tyske sager, som EY har udført i sin kvalitetssikring. Den foreligger nemlig kun på dansk.

»Men generelt finder jeg det vanskeligt at udlede chancerne for succes af udfaldet af tidligere sager, fordi specifikke detaljer kan være den afgørende faktor,« siger Eick von Ruschkowski.

Hitrate på 76 procent

Han havde dog medbragt en statistik til et pressemøde i København inden jul, som viste, at tyske miljøorganisationer vinder 48 procent af de retssager, de anlægger. Indregnes forlig, er succesraten oppe på 76 procent.

Læs også: Magtfuld miljøbevægelse: Femern-tunnel står til ny gigant-forsinkelse

Eick von Ruschkowski gentager, at selve retssagen om de tyske myndigheders godkendelse af Femern-tunnelen sagtens kan tage fem år. Det bygger han bl.a. på, at tilladelsen omhandler langt flere aspekter end gennemsnitligt, og at en del af klagen i praksis skal behandles af EU-Domstolen.

Kommentarer (1)

Citat: "Det koster ifølge revisorerne kun 150 millioner kroner årligt. Dermed får de tyske myndigheders sagsbehandling kun meget begrænset indflydelse på prisen for hele den faste forbindelse mellem Rødby og Puttgarden. Det var ellers det største usikkerhedsmoment, inden EY's rapport blev fremlagt for politikere og offentlighed torsdag.

Eick von Ruschkowski, der leder Nabus afdeling for naturbeskyttelse og miljøpolitik, ser dog revisorrapporten som et partsindlæg, selv om Transportministeriet kalder den for en 'ekstern kvalitetssikring.'

»Den er et forsøg på at berolige de danske beslutningstagere,« siger han.

Næ, det er simpel logik.

Der er lånt 3 mia. kroner til projektet indtil videre. Men med statsgaranti for lånene betaler Femern A/S det samme som staten for at låne = nul kroner.

Så skal Femern A/S opretholde driften, lokaleleje, løn til de 100 ansatte med videre. 60 mio. kroner for det er et godt bud.

Tilbage er at spørge en entreprenør hvad det vil koste at holde et beredskab stående i den størrelse. Det er ikke et svært spørgsmål for en entreprenør at give et uforpligtigende bud på. Det svarer til at spørge en vaskemaskinesælger hvad en ny vaskemaskine til husholdningsbrug typisk koster.

Læg det hele sammen og resultater er så for det anerkendte EY 150 mio. kroner.

Hokus-pokus udeblev.

  • 1
  • 2