Tysk motorleverandør stævner DSB for at undgå erstatningskrav

Motorleverandøren Deutz AG mener ikke, at DSB har ret til millionerstatning for konkurrenceforvridning og manglende levering, som Konkurrenceankenævnet afgjorde i 2013. Nu forsøger motorgiganten sig med en stævning.

Den tyske motorleverandør Deutz kæmper for at undgå en millionerstatning til DSB på baggrund af konkurrenceforvridende adfærd og bevidst tilbageholdelse af reservedele til IC3-dieselmotorer.

Derfor forsøgte motorgiganten sig i august måned sidste år med en stævning af DSB, oplyste DSB torsdag til Jern og Maskinindustrien:

»Vi kan bekræfte, at DSB er blevet sagsøgt af Deutz i Tyskland. DSB modtog stævningen i august 2015, og stævningen går i korte træk ud på, at Deutz vil have DSB til at anerkende, at DSB ikke har et krav på erstatning mod Deutz som følge af Deutz’ konkurrencebegrænsende adfærd,« siger Mette Rosholm, direktør for personale og jura i DSB.

Læs også: IC3-motorer havarerede, fordi DSB blev trynet af forsmået producent

Tilbageholdelsen fandt sted efter en udbudsrunde, hvor DSB fravalgte Deutz’ datterselskab Diesel Motor Nordic som servicepartner på 404 dieselmotorer i IC3-togene. Herefter tilbageholdt Deutz alle leverancer.

I 2013 fik DSB Konkurrenceankenævnets ord for, at der var tale om bevidst tilbageholdelse og konkurrenceforvridning fra motorleverandørens side. Efter afgørelsen udtalte daværende direktør Steen Schougaard Christensen fra DSB Vedligehold, at DSB agtede at søge kompensation fra Deutz.

Kostede tid og penge

Den er Deutz AG tilsynladende ikke med på, men selskabet har endnu ikke kommenteret yderligere på beslutningen.

Med stævningen forsøger Deutz nu at bremse DSB’s mulighed for at søge kompensation. Før det kan ske, skal den tyske motorproducent først rejse sagen ved byretten i Køln.

»DSB’s sag varetages af DSB’s tyske advokater, og de tyske advokater har anmodet om, at sagen enten bliver afvist eller udsat, indtil de danske domstole har truffet endelig afgørelse i den materielle del af sagen,« siger Mette Rosholm til Jern og Maskinindustrien.

Agnete Gersing, daværende direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, udtalte i 2013, at der var tale om en klar konkurrenceforvridende adfærd, som kan straffes med bøder i millionklassen.

Kommentarer (4)

Hvis det er som skitseret i artiklen, så kunne man håbe på at nogen kom ind at ruske tremmer for den slags opførsel - gerne den øverste direktør og bestyrelsesformanden (de får jo den høje løn for at tage det store ansvar) i et par år. Om ikke andet, så for at afholde andre fra at gentage det.

Nu er der jo tit to sider i en konflikt, så det kunne være rart om man kunne få modparten til at kaste lidt lys over sagen set fra deres side. Med vores erfaring med DSB kan man jo frygte... Ja faktisk hvad som helst.

  • 4
  • 1

Det kunne også tænkes at DSB faktisk har ret. Som Konkurrenceankenævnet siger.
Umiddelbart lyder det da som om at man (DSB) netop har reageret.
Ind imellem må det være utaknemmeligt at være DSB.
You're damned if you do, and you're damned if you don't.

  • 5
  • 0