Tysk kemi-gigant vil skære en fjerdedel af sin CO2 med varmepumper og alternativ energi

Det ville være temmelig overraskende, hvis du lige i dette øjeblik ikke befinder dig i nærheden af en masse plast.

Lamper, telefoner, computerskærme, stole, køkkenredskaber... ja, man kunne blive ved.

Oven i det kommer produkter som gødning, medicin, bygningsmaterialer, emballage og maling.

Så før vi går i gang med historien, så lad os få på det rene, at ekstremt mange af de produkter vi omgiver os med til daglig bygger på industrielle kemiske forbindelser og for at kunne producere dem, er der brug for råstoffer og energi i store mængder.

Meget store mængder.

Råstofferne og energien har virksomheder som BASF i mere end 150 år fået fra fossile brændsler.

I starten var det kul og senere blev det naturgas.

Omkring 1990 toppede CO2-emissionen fra produktionen hos BASF med 44 millioner ton fra alle koncernens fabrikker.

Til sammenligning lå emissionen fra hele Danmark det år på 55,8 millioner ton.

I 2018 var tallet for BASF mere end halveret til 21,9 millioner ton på trods af, at produktionen var fordoblet.

I den nyeste strategi fra 2021, skal det tal sænkes med yderligere 25 procent inden 2030.

I praksis betyder det en reduktion på 300-400.000 ton årligt, samtidig med at virksomheden fortsætter med at vokse.

I 2050 er det planen af virksomheden, der i dag globalt har cirka 111.000 medarbejder og omsætter for 590 milliarder kroner, skal være CO2-neutral.

Nedskæring, men ikke lukning

Så hvordan kan en virksomhed der har 238 produktionssteder fordelt på 90 lande, blandt andet tre i Danmark, og som bruger enorme mængder af fossile brændstoffer, både i processen og som råmateriale, skære ned på CO2-emissionen?

Og hvad betyder den russiske invasion af Ukraine og energikrisen i Europa for planerne?

»Lige nu handler det om på kort sigt at reducere forbruget af naturgas på vores fabrikker i Europa. Men den globale konkurrence er brutal, så vores konkurrenter i USA, Kina og Mellemøsten er ligeglade med de høje energipriser i Europa. Så vi kigger på alle de steder, hvor vi kan reducere gasforbruget. I nogle tilfælde har det været nødvendigt helt at stoppe produktionen. Men jeg tror, at vi nok skal komme denne vinter uden de helt store nedlukninger,« fortæller Mark Meier, der i 2016 blev udnævnt til direktør for BASF i Norden og Baltikum.

Der er altså væsentlige udfordringer, både på den korte og lange bane, erkender Mark Meier.

Med fokus på de to største energislugende produktionssteder i Europa - Ludwigshafen i Tyskland og Antwerpen i Belgien - er teknikerne gået i gang med at finde alternativer til naturgas.

På den korte bane er der to oplagte løsninger: At reducere gasforbruget og, som mange danske virksomheder også gør det, udskifte gassen med olie.

Den første løsning er dog ikke godt for produktionen og den anden er ikke holdbar, da det jo ikke gør noget godt for CO2-emissionen - tværtimod.

Heller ikke en tilbagevending til naturgas og tiden før den russiske invasion af Ukraine er attraktiv.

Prisen for gassen vil måske falde en smule, men der vil stadig være en afhængighed af usikre leverancer fra Rusland:

»Vi importerer allerede råvarer som ammoniak andre steder fra, for eksempel USA eller Kina, men det giver også en risiko for, at vi træder ind i en anden afhængighed,« siger Mark Meier.

Stor effekt på ét sted

Men alt er ikke skidt for BASF, for på grund af sin størrelse, så er det muligt at foretage nogle væsentlige ændringer, der virkelig batter.

Oven i det kommer, at selvom produktionen er fordelt på 238 produktionssteder over hele verden, så kommer 70 procent af emissionen fra bare 10 forskellige basis-kemikalier og det største produktionssted for disse fylder 10 km2 i Ludwigshafen.

Det er blandt andet her, de store dampdrevet crackere bryder de langkædede hydrocarbon-forbindelser op i de mindre dele.

Et af dem er ethylen, der er grundstenen i et utal af plastprodukter.

Den årlige emission af drivhusgasser (CO2-ækvivalenter) lå i 2021 på 7,2 millioner ton alene fra Ludwigshafen.

Men der er altså en vej væk fra fossile brændsler, forklarer Mark Meier:

»Siden 1990 har vi altså reduceret emissionen med 75 procent, hvis man indregner produktionsstigningen. Vi ved, at elektrificering er en af de afgørende faktorer, og vi kan tredoble vores elforbrug så vi i stedet for godt 5 TWh kan komme op på 15 TWh årligt . Det skal helst komme fra VE. Men vi ved, at det ikke er nok. Derfor bliver vi nødt til at investere endnu mere i ny teknologi,« siger Mark Meier.

Derfor blev der i sommeren 2022 indgået en aftale med MAN Energy Solutions om at undersøge muligheden for at bygge verdens største varmepumpe i Ludwigshafen.

Energikilden bliver BASF’s eget spildevand, og den 120 MW store varmepumpe forventes at kunne reducere CO2-emissionen med op til 390.000 ton årligt, når den står klar.

Et andet af de projekter, der arbejdes intenst med, kaldes for e-furnace.

Det er et samarbejde med de to andre industrivirksomheder Linde og SABIC, og målet er at udvikle en elektrisk drevet cracker.

I dag er der fem fossilt drevet crackers globalt, hvoraf de to er i Ludwigshafen, som kører 24/7, 350 dage om året. De kører alle på en gas, der minder meget om naturgas, og det har de gjort i cirka 60 år, fortæller Mark Meier.

»Nu starter vi i Ludwigshafen og hvis vi kan få det til at virke her, kan vi begynde at implementere teknologien i andre Crackers. Det kan potentielt spare millioner af ton CO2,« fortæller han.

Danmark ligger godt til PtX

Et af de næste store skridt BASF kigger på er PtX - altså produktion af brint ved hjælp af elektrolyse, allerhelst drevet af grøn el.

Udfordringen her er afstande; for brintproduktion kræver meget el, og i Tyskland er der udfordringer med at få den grønne el fra Nordsøen ned til de store forbrugere. Det gælder også for BASF.

»I det billede har især Spanien, Belgien og Holland i en årrække set interessant ud. Her er der udsigt til store produktioner af brint, som så kan føres i rørledninger til Tyskland. Men vi er også begyndt at få øje på Danmark i den forbindelse og se på mulighederne for at importere brint nordfra. Det er lidt en diskussion om ‘hønen og ægget’ - for hvornår er der et marked for grøn brint, og kommer der først et marked, når der er en rørledning?« siger Mark Meier, der har været med til at argumentere for, at Danmark investerer i en brint-infrastruktur som tyske industrivirksomheder kan udnytte.

Mark Meier understreger, at BASF er dybt engageret i at udvikle grønne værdikæder, men at der helt grundlæggende mangler grøn energi.

Der er altså brug for endnu flere vindmølleparker og investorer i PtX-anlæg i Europa:

»Men der er selvfølgelig meget, vi selv kan gøre, og nu investerer vi omkring fire milliarder euro i at nå vores klimamål, « siger Mark Meier.