Tysk chip kan finde giftstoffer i blod og printes på inkjet-printer

Illustration: US DOD

Forskere fra det tyske Fraunhofer-institut har udviklet en sensor-chip, som ved hjælp af fluorescens kan finde giftstoffer i blod. Sensoren kan printes på en almindelig og let modificeret inkjet-printer.

Det er helt præcist Fraunhofer Institute for Applied Optics and Precision Engineering IOF i byen Jena, der sammen med partnere i industrien har skabt den nye teknologi.

Det er partnerne, som har stillet mikro-fluide chips til rådighed for Fraunhofer. Disse chips indeholder bittesmå kanaler, og instituttet modificerer dem ved at inkludere en lys-emitter og detektor.

»Vi printer en lampe og en fotodetektor ved at anvende en almindelig og kun lettere modificeret printer. Både lampen og detektoren har grundlæggende set fire lag: en elektrode i bunden, et aktivt lag af polymer, en anden elektrode og så et fjerde lag, der virker som filter,« forklarer forsker Falk Kemper fra Fraunhofer til Eenews Europe.

Når lampens elektroder udsættes for en elektrisk strøm, gløder polymer-laget og udsender lys. Filteret øverst sørger for, at kun det blå lys slipper igennem.

Billig og effektiv produktion

Chippen anvendes ved at putte en dråbe blod, der skal testes for giftstoffer, på chippen. De små kanaler leder blodprøven på en sådan måde, at den blandes med specielle anker-molekyler og det fluorescerende farvestof.

Når der testes for et giftstof, vil anker-molekylet bindes til specifikke markører i giftstoffet, mens andre molekyler vil passere igennem. Det fluorescerende farvestof sætter sig fast i toppen af den stak, der udgøres af anker-molekylerne og markørerne, og vil kun klistre sig til de helt specifikke markører.

Den indbyggede lampe får farvestoffet til at gløde, og det kan detekteres af fotodetektoren, hvis giftstoffet er til stede i blodprøven. Hvis giftstoffet ikke er til stede, binder det fluorescerende farvestof sig ikke til molekylerne.

»Ved at printe chippen med en inkjet-printer er vi på vej imod en omkostningseffektiv måde at producere fluorescens-sensorer på hurtigt og effektivt,« siger Falk Kemper.

Derudover er enhedsprisen den samme, om man printer blot én eller mange sensorer. På længere sigt er ideen at producere simple tests, som kan detektere sygdomme og finde resultatet på få minutter med en mobil-app.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Min tillid til "gør det selv tests", er ikke særlig høj, øjnene, der fortolker resultatet, har ofte et blindt punkt, jeg har i mange år arbejdet med vandløb, og haft elever, der fik lov til at tage nogle prøver, og analysere dem med diverse tests, det var helt normalt, at de fik forskellige resultater, til trods for en udmærket manual. Jeg bruger selv laboratorierne, som biolog og kemiker, kender jeg mine begrænsninger.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten