Tyndbenet UFO-rapport gør os ikke klogere

Her ses et uidentificeret flyvende objekt optaget fra et amerikansk militærfly. Illustration: Pentagon

Den længeventede rapport fra de amerikanske sikkerheds- of efterretningsmyndigheder om UFO'er er nu blevet offentliggjort.

Den er lidt af en fuser, som ikke gør os meget klogere. Til forsvar kan det selvfølgelig siges, at det jo nok også er svært at forklare noget, som er kategoriseret som værende uforklarligt.

Rapporten er på kun 9 sider og indeholder ingen specifikke data, fotos eller lignende af de i alt 144 rapporteringer om det, som nu kaldes UAP for unidentified aerial phenomena.

Det er heri skuffelsen består for de forskere og entusiaster, der havde håbet at kunne kigge amerikanere i kortene.

Kun en af hændelserne fra de 144 rapporter er det lykkedes at identificere - det var en ballon.

Mystiske bevægelser i luften

Hovedindholdet af rapporten blev tidligere på måneden gengivet New York Times.

Læs også: Flyver der rumvæsner rundt i amerikansk luftrum? Ny rapport kan ikke afvise det

Det meste interessante er måske det faktum, at ud af de 144 rapporter involverer de 80 observationer med forskellige former for sensorer, og at 18 hændelser beskrevet i 21 rapporter er forbundet med usædvanlige bevægelser i luften.

Rapporten gør dog også opmærksom på, at sensorer på amerikanske militærfly har helt specielle formål og generelt ikke er velegnet til at identificere UAP'er - og det tilføjes at observationer af næsten naturstridige bevægelser kan skyldes fejl ved sensorer, spoofing eller mistolkninger af observatørerne.

Det anføres også, at der kan være mange mulige forklaringer på observationerne, men i de fleste tilfælde er data ikke tilstrækkelige eller for vanskelige at analyser til at give en specifik årsag.

Det bemærkes dog, at UAP udgør en sikkerhedsrisiko for sikkerheden i luften og potentielt kan være en større national sikkerhed, såfremt de kan skyldes et gennembrud inden for luftfartsteknologi fra en fremmed magt - ingen lande er nævnt konkret.

Med yderligere dataindsamling og bevillinger til forskning og udvikling håber man senere at kunne forklare nogle af de rapporterede hændelser.

Aliens?

Muligheden for, at nogle af observationerne kan være forbundet med besøg af aliens nævnes overhovedet ikke - udover at alle forklaringer i princippet står åbne.

Læs også: Værd at Vide: Selv om aliens ikke har været på jorden, så kan de jo godt eksistere alligevel

Det er muligt at finde mange kommentarer til rapporten på forskellige nyhedssites. Det kan f.eks. anbefales at læse artiklen i magasinet New York.