Tyggegummi med birkesød forebygger mellemørebetændelse

28. januar 2013 kl. 07:314
To stykker tyggegummi sødet med xylitol, også kaldet birkesød, fem gange om dagen reducerer forekomsten af mellemørebetændelse hos børn under 12 år, viser ny undersøgelse.
Artiklen er ældre end 30 dage

Mellemørebetændelse er en af de hyppigste årsager til at sætte børn i antibiotikabehandling, men nu viser en gennemgang af fire finske undersøgelser, at tyggegummi sødet med xylitol i stedet for sukker kan reducere forekomsten af mellemørebetændelse betydeligt.

Hvis børnehavebørn tygger to stykker xylitol-tyggegummi fem gange om dagen, kan de mindske risikoen for at få mellemørebetændelse med mellem 25 og 40 procent.

Tygningen behøver ikke finde sted året rundt, men kan begrænses til de to til tre vintermåneder, hvor udbruddene er hyppigst, fremgår det af en artikel i Ugeskrift for Læger.

Xylitol er et sødemiddel, der også findes i naturen. Det går også under navnet birkesød. Xylitol indgår som et sødemiddel i bl.a. tyggegummi og tandpasta og produceres af blandt andre Danisco.

Bekæmper huller i tænderne

I forvejen er det kendt, at xylitol reducerer forekomsten af huller i tænderne - karies. Xylitol hæmmer både væksten af bakterierne, der giver huller, og nedsætter deres evne til at fæstne sig til tænderne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De gavnlige virkninger kommer dog ikke uden konsekvenser. Indtagelse af mere end 10 g xylitol pr. dag kan resultere i bivirkninger i form af mavesmerter, luft i maven og diarré.

Artiklen i Ugeskrift for Læger har sammenfattet fire finske undersøgelser af xylitols virkninger på børn i perioden 1995-2002. Undersøgelserne viser også, at der skal tygges en del for at opnå den ønskede reduktion i forekomsten af mellemørebetændelse.

Et kontrolstudie, hvor de deltagende børn godt nok fik en lidt større mængde xylitol, men kun tre gange dagligt, kunne ikke påvise en reduktion i forekomsten af mellemørebetændelse.

Samme effekt: Fjern sutten

Forfatteren til artiklen, Jørgen Lous, peger i sin konklusion på en tidligere dansk undersøgelse, der har påvist en sammenhæng mellem brug af sut og udvikling af mellemørebetændelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Denne undersøgelse påviste, at brug af sut hos børn under to år øgede risikoen for mellemørebetændelse fra 3,6 til 5,4. Forskerne kunne udregne, at brug af sut var årsag til 25 procent af alle tilfælde af mellemørebetændelse hos børn under tre år.

»Så min konklusion er derfor: Lad os begynde med at bekæmpe sutterne, når børnene kommer i vuggestue,« skriver Jørgen Lous.

Dokumentation

Xylitol

4 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
4
29. januar 2013 kl. 07:27

... for at brokke jer, kunne I jo læse artiklen.

Det drejer sig om et Cochrane review over flere veludførte, randomiserede studier, hvor man naturligvis har kontrolgrupper.

3
28. januar 2013 kl. 12:59

at give sine børn. 1000 stykker i kvartalet.
Jeg vil også gerne se mere dokumentation eller høre om eventuelle fejlkilder som man har justeret eller taget forbehold for. Jeg vil også gerne vide, om det er et forsøg der følger de gængse traditioner for udgivelse af forskningsresultater, således at de negative resultater ikke er publiceret (og nej det er ikke konspirations teori, blot alm. praksis). Altså hvor mange gange er forsøget gentaget og ud af alle forsøg, hvor mange viser påståede effekt.

2
28. januar 2013 kl. 11:28

Jeg forholder mig lidt forbeholden overfor det her. Det minder lidt for meget om da tyggegummiindustrien gerne ville påvise, at det gavnede tænderne at gumle løs. Der skal mere på bordet, før jeg giver løs af børnenes slikpenge til tyggegumi. Men tanken med, at det kan være tyggeriet, som forårsager mindre tilfælde af mellemørebetændelse er lige så god. Og billigere at efterleve: De kan til at starte med få nogle æbler at gumle på,det er både sundere og mere naturligt at indtage.

1
28. januar 2013 kl. 09:58

Er det undersøgt om det specifikt skulle være xylitol, der er årsagen til virkningen? Det synes man at gå ud fra. (og det giver vel omsætning til finnerne).

Umiddelbart kunne man da forestille sig at tygningen var årsagen ved at motionere det eustakiske rør - jvf. tyggegummi til bekæmpense af "propper i ørerne" ved flylandinger.