Tvivl om bæreevnen for hundredvis af altaner i København
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Tvivl om bæreevnen for hundredvis af altaner i København

I forrige uge afspærrede Københavns Kommune 22 nyopsatte altaner i en ejendom i sydhavnskvarteret af frygt for, at der var risiko for nedstyrtning. Men selv om op mod 1.000 altaner i København er opført efter samme metode, følger kommunen ikke op med andet end et brev til de ejerforeninger, andelsboliger, udlejere og boligselskaber, som har etableret altaner i 3. sals højde og opefter inden for de seneste par år.

De enkelte beboere med nyopsatte altaner i resten af hovedstaden er således ikke direkte informeret og kan frit benytte deres altaner, uvidende om den risiko, kommunen frygter ved de tilsvarende altaner i Sydhavnen.

Læs også: 660 bygningsejere skal tjekke deres altaner for fejl

Det er branchens største firma, Altan.dk, som har opført altanerne i Sydhavnen og benyttet den metode, som nu kritiseres.

Manglende bjælkeforlænger

Altan.dk har på 3. og 4. sal-altanerne ikke fastgjort bjælkerne til facadevæggen med en såkaldt bjælkeforlænger - et stykke jern, der forlænger bjælken og går ind i lejlighedens ydervæg. I Sydhavnen var bjælkeforlængeren en del af tegningerne, der lå til grund for godkendelsen af altanen. Den skulle have været 120 cm lang.

Altan-stridens omdrejningspunkt er bjælkeforlængere, som her på tegningen, der fulgte med den oprindelige godkendelse af altanerne i Sydhavnen, som er betegnet UNP 120. Forlængeren er ikke monteret på altanerne, som efterfølgende er godkendt uden. Illustration: Altan.dk

Ifølge centerchef Steffen Mark Jensen, Københavns Kommune, har kommunen kun godkendt altaner på 3. og 4. sal, hvis de har været forsynet med bjælkeforlængeren. Det skyldes, at ydermuren i den højde er for tynd til i sig selv at bære altanen, sådan som det er muligt længere nede i bygningerne. Altanerne bliver derfor hæftet på bjælkerne.

Hvis bjælkerne, som i ejendommen i Sydhavnen, ligger 15 cm inde i ydermuren, er bjælkeforlængeren unødvendig. Men det forudsætter, at bjælken er i god stand, altså at den ikke er rådnet, ædt af borebiller eller på andre måder degenereret. Også murværket omkring bjælken skal kunne holde til belastningen.

Dette foto viser, at bjælken i lejlighederne i Sydhavnen går 15 cm ind under ydermuren. Derfor er der ifølge Altan.dk tilstrækkelig bæreevne også uden en bjælkeforlænger. (Foto: Altan.dk) Illustration: Altan.dk

Det kræver en visuel inspektion at finde ud af, og sådan en satte Københavns Kommune i værk på de 22 altaner i Sydhavnen.

Ejeren af Altan.dk, Peter Knudsen, oplyste onsdag aften, at alle altaner nu er godkendt uden bjælkeforlænger, efter at kommunen har inspiceret 5 af de 22 lejligheder, hvor gulvet blev hevet op. Alle beboerne kan nu benytte deres altaner. I samme ombæring blev den manglende isolering, også kaldet lerindskud, som tidligere har været omtalt på ing.dk som en anden fejl ved sydhavnsaltanerne, monteret.

Læs også: Kommuner afspærrer nyophængte altaner efter fund af fejl

Altan.dk's byggemetode er ofte billigere end konkurrenternes, fordi firmaet ikke behøver at fjerne gulvet, men udelukkende monterer altanen gennem et hul i den udvendige mur. Det indebærer, at bjælkerne skal inspiceres, mens hullet står åbent.

»Vi har tjekket alle bjælkeenderne,« siger Peter Knudsen.

Han understreger, at hvis bjælkerne ikke går ind i muren, har Altan.dk monteret bjælkeforlængerne af stål.

Ingen inspektion af andre altaner

Københavns Kommune har imidlertid ikke foretaget en eneste inspektion af bjælkeenderne andre steder end i Sydhavnen. Peter Knudsen anslår, at Altan.dk har sat 700-800 altaner op gennem hul i muren - efter samme metode som i Sydhavnen. Bjælkeforlængerne er monteret, hvor firmaet har skønnet det nødvendigt. Hvor mange steder det er, giver Peter Knudsen intet bud på.

Foreløbig gør kommunen heller ikke mere for at finde ud af det, selv om disse altaner skulle spærres helt af, hvis kommunen fulgte samme fremgangsmåde som i Sydhavnen.

Centerchef Steffen Mark Jensen fremhæver, at bygherrerne selv har ansvar for, at deres altaner lever op kommunens byggetilladelser.

»Vi har ikke noget juridisk ansvar, og principielt behøvede vi ikke at gøre mere. Jeg synes derfor, at vi går længere end vores ansvar,« siger han med henvisning til brevet, som Københavns Kommune har sendt ud til 550 bygningsejere.

Ingeniøren bliver ved med at spørge om, hvorfor kommunen ikke gør mere for at opspore de altaner, som er konstrueret efter samme metode som dem i Sydhavnen, men i stedet lader beboerne benytte dem i modsætning til i Sydhavnen. Men det er ejerens eget ansvar, lyder svaret

»I vores udgangspunkt kan man godt have en formodning om, at der er flere altaner konstrueret på samme måde og uden bjælkeforlængeren som forudsat i byggetilladelsen. Men det er ikke os, der går ud og river gulvet op og konstaterer, om det er udført i overensstemmelse med byggetilladelsen. Det er ejerens ansvar,« siger Steffen Mark Jensen.

»Derfor formoder vi, at bygningsejerne er ved at undersøge, hvad de har af dokumentation for deres altaner. Mange har en rådgiver, som de kan trække på, og som vi håber, at de vil bringe i spil,« tilføjer han.

Onsdag havde kommunen ikke hørt fra en eneste af de 550 bygningsejere, som havde fået brevet.

»Det er klart, at hvis der ikke sker noget på baggrund af vores brev, så må vi overveje næste skridt,« siger Steffen Mark Jensen.

Tilbage til Peter Knudsen, ejer af Altan.dk. Han mener, at der er tale om en storm i et glas vand.

»Der er absolut ingen nedstyrtningsfare,« siger han.

»Vi kan sagtens montere bjælkeforlængere fra hullet i ydermuren. Det har vi gjort de steder, hvor bjælken ikke går ud i muren, eller hvor det har været nødvendigt af andre grunde,« tilføjer han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis en ejendom er 6 etager høj er det klart at muren er tynd i toppen og det kan give et problem.
Men hvad hvis ejendommen kun er 2-3 etager høj? Er muren så relativt tyndere nederst, og kan der i givet fald være problemer ved lavere etager?

  • 1
  • 0

Ja, generelt er muværket både tyndere og vejer mindre jo tættere man kommer på murkronen (toppen af muren). Hvis man kun bygger 2 eller 3 etager, er der ingen grund til at have en mur på 60 cm tykkelse på 1. etage.

  • 1
  • 0

Det er tankevækkende at følge hele denne altan-sag.

Først beslutter man nye retningslinier for altaner.
Så laver man retningslinierne om, fordi altan-firmaerne klager - de mister omsætning. (Og man tilsidesætter komplet hensynet til lysindfald ved underboer).

Og nu dette.

Gad vide om ikke hele altan-området trænger til lidt kulegravning i Københavns Kommune?

  • 5
  • 0