Tværs igennem mineralbjerget med borerig og dynamit

På toppen af klippevæggen står den 18 ton tunge borerig placeret i noget der minder om en 20 graders vinkel spændt fast med stålvejre for ikke at dratte ned. Sprængningsleder Bjarne Skovgaard sidder i førerhuset i sin Tamrock Ranger 780 og sender boret igennem klippen. 89 millimeter i diameter og 15 meter dybe. Så store er hullerne, der senere vil blive fyldt med dynamit, ammoniumnitrat og diesel for at sprænge klippevæggen i småstykker.

»Vi bruger ca. 10-15 ton sprængstof per sprængning. Det er ret voldsomt. Nok til at udrydde en hel bydel,« siger den 53-årige bornholmer, der rejste nordpå for over 28 år siden.

Vi befinder os i Grønlands nyeste mine i Fiskefjorden cirka 100 kilometer nord Nuuk, hvor danske MT Højgaard udvinder mineralet olivin for den svenske jern- og stålindustri. Minen er åben som en grusgrav -og med borerig og dynamit som de vigtigste redskaber er de danske entreprenører ved at udhule det enorme fjeld, som næsten kun består af olivin.

For to år siden var det gul-grønne fjeld kun besøgt af rensdyr og rensdyrjægere. I dag vrimler det med enorme entreprenørmaskiner, og over 800.000 ton olivin-fjeld er allerede sprunget i småstykker, knust til størrelse sandkorn og transporteret væk i enorme fragtskibe - præcis som det vil ske med de 15.000 kubikmeter, som Bjarne Skovgaard sprænger fri, når han er færdig med at bore sine dynamithuller. Et klippestykke, der fylder det samme som 460 20-fods containere.

Med sine 50-60 ansatte er minen en miniput i international målestok. Alligevel har den allerede haft afgørende betydning for både Grønland og MT Højgaard. Den har givet politikere, befolkningen, investorer og internationale mineselskaber troen på, at minedrift kan lade sig gøre i det svært fremkommelige ingenmandsland. Og så har den åbnet døren til en ny niche for Danmarks største entreprenørkoncern.

»Det er en vigtig mine, fordi den kan være vejen til noget stort. Vi har vist, at vi hurtigt kan bygge en mine op, og vi lærer at tænke i produktion. Det er en vigtig reference i forhold til andre projekter,« siger direktøren for MT Højgaards minesektion Jóannes Niclassen.

Første mand på fjeldet

Jóannes Niclassen var selv projektholdets første mand på fjeldet i juni 2005. Opgaven lød dengang på, at første 100.000 ton olivin skulle lastes bare fem måneder senere.

»Det var en umulig opgave, mente mange. Men der var ingen vej uden om. Vi måtte arbejde i døgndrift på mange fronter med at etablere vejen op til minen, en camp til at bo i og en midlertidig havn. Samtidig begyndte vi så at sprænge,« fortæller Jóannes Niclassen.

Han holdt sit løfte over for de svenske ejere og har siden fået udbygget selve mineanlægget, så der nu er et knuseanlæg til 600 ton i timen og en ny 235 meter lang spunskaj, hvor fragtskibene lastes. Ud over anlægsopgaven til 200 mio. kr. har MT Højgaard kontrakt på at drive minen frem til 2011 med en årlig omsætning på 50-60 mio. kr.

»Det med at bore, sprænge og flytte sten er ganske almindeligt entreprenørarbejde. Derfor har det været en naturlig niche at gå efter,« siger Jóannes Niclassen, der er klar til at kaste MT Højgaard ud i langt større projekter.

Han står i bagende sol på en klippe cirka 110 meter over havet og peger ud over det to-tre hektar store mineområde. To 52 ton tunge gravmaskiner i midten af minen læsser olivinsten op i de enorme Terex-trucks, der fragter dem videre til knuseanlægget. Længere væk er andre gravmaskiner ved at skrabe jord væk fra fjeldet for at klargøre nye mineområder. Og på en af klippevæggene fortsætter boreriggen med at bore huller til næste sprængning.

»Vi arbejder i flere områder samtidig. Kvaliteten af olivinen varierer, så vi blander olivin fra forskellige lag for at få en jævnt god kvalitet hele vejen igennem,« siger Jóannes Niclassen, der lyser op i det barske månelandskab med sin orange sikkerhedsvest.

Han peger på boreriggen og siger:

»Det er livsnerven i produktionen«.

»Jo mere de sprænger, jo mere olivin får vi ud. Og så snart det er løsnet, er det forholdsvis let at køre det væk og knuse det,« tilføjer han.

De første to sæsoner - mens minen blev bygget - sendte MT Højgaard i alt 350.000 ton olivin fra Fiskefjorden til svenske Minelco, der er datterselskab til jernmineselskabet LKAB i Kiruna i Nordsverige. I år forventer Jóannes Niclassen at nå op på 1,2 mio. ton - svarende til 600.000 kubikmeter knust olivin.

»Og vi skal blive endnu mere effektive. Målet er at producere to millioner ton om året,« siger sektionsdirektøren.

Fra fisker til minearbejder

Hos Bjarne Skovgaard i boreriggen og hans grønlandske assistent Søren Rossing er fokus lidt anderledes end hos chefen. De tilbringer ni uger i Fiskefjorden ad gangen for at have to uger hjemme. Bjarne Skovgaard er tiltrukket af den unikke natur og de udfordrende sprængningsopgaver på de stejle klippeskrænter. For den tidligere fisker Søren Rossing er det pengene, der trækker.

»Jo, i dag tjener jeg da en del mere. Jeg får omkring 35-40.000 om måneden,« siger han og smiler så bredt, at han afslører en manglende tand i overmunden.

På mange måder er Søren Rossing billedet på det, som grønlandske politikere håber at få ud af minedriften. Fast beskæftigelse og øget levestandard til lokalbefolkningen. Det er lykkes i den lokale Maniitsoq Kommune, hvor Søren Rossing bor. Her er arbejdsløsheden faldet markant fra 20 procent til fem procent siden olivin-minen åbnede.

600 ton i timen

En Terex-truck bakker op på knuseanlæggets rampe og vipper ladet.

»Der kom lige 50 ton olivin,« konstaterer Jóannes Niclassen, mens knuseanlægget æder stenene på op til en halv kubikmeter. Anlægget er i stand til at knuse 600 ton olivin i timen, svarende til en klods på seks gange seks gange seks meter. Så hurtigt går det dog ikke denne dag. 381 ton, viser displayet i knusemaskinens kontrolrum.

»Det tal skal vi have højere op,« konstaterer Jóannes Niclassen uimponeret af, hvordan transportbåndene fragter olivinen igennem finere og finere knusemekanismer for til sidst at sortere det i tre bunker som varierer fra ti centimeter til en millimeter.

Problemet er, at olivinen klisterer sammen, når det har regnet.

»Det problem skal vi finde ud af at håndtere. Det er en af de udfordringer, som er dukket op undervejs, siger Jóannes Niclassen.

Når fragtskibene med plads til 50.000 ton ankommer til Fiskefjorden bliver olivinen kørt til den 235 meter lange spunskaj og læsset i skibene. Herfra videre til LKAB?s jernmine i Kiruna, hvor det bliver brugt til at rense slagger fra jernmalmen og give stålet bedre højtemperaturegenskaber.

Det forklarer den finske geolog og professor Veikko Niiniskorpi fra sit kontor, hvor minens mest højteknologiske udstyr er samlet i form af analyseapparater og avancerede computere.

»Jeg tager omkring 200-300 prøver før hver sprængning,« siger professoren, der udgør Minelcos kvalitetskontrol.

Nogle lag af bjergarten indeholder for meget krom, mens andre indeholder for meget natrium og kalium. Derfor bruger Veikko Niiniskorpi analyserne til at blande olivinen fra forskellige lag, så kvaliteten konstant lever op til Minelcos krav.

På væggen hænger oversigtskortet, der illustrerer, at olivin-bjerget dækker et areal på 300 gange 400 meter. Og lige ved siden af ligger et bjerg mere af lignende størrelse.

»Alt det her er olivin i mesterlig kvalitet,« siger Veikko Niiniskorpi og kører en finger hen over kortet.

Reelt ved han ikke, hvor meget olivin der er i området, men han lover, at minerne ikke bliver udtømt lige med det samme.

»Vi kan i hvert fald fortsætte de næste 50 år. Jeg tror ikke man finder en bedre forekomst af olivin,« siger den finske professor.