Tv-satellit i fare for at eksplodere i kredsløb
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Tv-satellit i fare for at eksplodere i kredsløb

Illustration: Boeing

De har travlt hos det amerikanske satellit-selskab DirecTV. De skal nemlig have flyttet en potentielt eksplosiv satellit ud af kredsløb inden 25 februar i år. Ellers risikerer den at eksplodere på grund af defekte batterier.

Spaceway-1 er bygget af Boeing og sendt i kredsløb tilbage i 2005, som oprindeligt designede den seks tons tunge satellit til at have en levetid på 12 år. Den er primært blevet brugt til at broadcaste satellit-tv i et kredsløb på 10. vestlige længdekreds, men er i den seneste tid blevet anvendt som backup for satellitbaseret internet på frekvensbåndet mellem 27-40 GHz over Alaska.

I december opdagede satellittens ejer og operatør, DirecTV, som er teleselskabet AT&T's satellit-division, en række unormale forhold på satellittens battericeller.

De har konstateret »signifikante og irreversible termiske skader på batterier, og derfor er batterierne i fare for at eksplodere, hvis de bliver ladet op igen, da de beskadigede celler ikke kan isoleres.«

Det skriver DirecTV i en meddelelse til de amerikanske telemyndigheder, FCC, 19. januar i år. De frygter, at skaderne på batterierne er store nok til at skabe en eksplosion, blandt andet fordi Spaceway-1 stadig har 73 kilo brændstof om bord.

Tv-stationen har i første omgang slukket for satellittens backup-funktion, og satellitten modtager derfor kun energi direkte fra de monterede solceller, så man undgår at anvende batterierne.

Men den konstellation kan ikke fortsætte meget længere. Udfordringen opstår, når satellitten som planlagt passerer forbi Jordens skygge i slutningen af februar, og altså ikke har adgang til sollys i en længere periode. Det vil tvinge de beskadigede batterier i funktion, og så er eksplosionsfaren markant.

»Risikoen for en katastrofisk batteri-fejl betyder, at det haster med at få Spaceway-1 ud af kredsløb og dekommissioneret før 25. februar, hvor formørkelses-sæsonen starter,« skriver DirecTV i en meddelelse.

Hvis ikke man får fjernet Spaceway-1 i tide, og den eksploderer, risikerer man, at fragmenter fra satellitten kolliderer med de andre kommunikationssatellitter, der er i samme kredsløb som Spaceway-1.

Læs også: Internet fra satellit kan give kaos af rumskrot og retssager

Myndigheder godkender brændstofundtagelse

De amerikanske myndigheder kræver normalt, at satellit-operatører fjerner brændstof fra satellitterne, før de sendes ud i det kirkegårds-kredsløb, der bruges til udtjente satellitter, og som ligger omkring 300 kilometer væk fra det kredsløb, hvor mange af de store kommunikationssatellitter i dag befinder sig. For selv om satellitterne bliver sendt ud i et dødt kredsløb, hvor der kun findes rumskrot, vil man gerne undgå kollisioner. Jo mere brændstof, der er om bord på satellitten, desto større risiko for eksplosion.

Det tager typisk et par måneder at tømme satellitterne for brændstof, men så lang tid har DirecTV altså ikke, hvis de skal være sikre på, at satellitten ikke eksploderer i slutningen af februar. Ifølge Los Angeles Times har DirecTV fået tilladelse af de amerikanske myndigheder til at fjerne satellitten, selvom den har brændstof om bord.

Læs også: Bredbåndsatellitter flokkes om lav jordbane: »Det handler om at komme først«

Boeing sender opdatering ud

Det er Boeing, der har bygget Spaceway-1, som der oprindeligt blev bygget tre af. De oplyser, at sandsynligheden for lignende batterifejl er meget lille, men vil alligevel sende en opdatering ud, der skal reducere risikoen endnu mere.

»Batterifejlen er opstået, efter kontraktens levetid er udløbet og en række begivenheder, som samlet set betyder, at der er meget lille risiko for vil ske med andre satellitter,« har Boeings talsperson, Richard Esposito, udtalt til SpaceNews.

Hvad der præcist er årsagen til batterifejlen, og hvor mange satellitter der forventes at skulle igennem denne opdatering, vil Boeing ikke fortælle.

Læs også: Dyr skrotindsamling: 875 millioner for 100 kilo rumskrot

Emner : Satellitter
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten