Tusindvis af nye arter vælter frem fra Costa Ricas skove

Illustration: Brian Kubicki, Costa Rican Amphibian Research Center

Forskerne var ved at falde ned af stolene, da de modtog dna-analyserne fra en enkelt insektfælde i Gunacaste-naturreservatet i det nordvestlige hjørne af Costa Rica.

Den amerikanske professor i økologi Daniel Janzen og hans kolleger havde sendt de flere end 60.000 insekter, der endte deres liv i fælden i løbet af 2014, til Guelph University i Ontario, Canada.

På det canadiske universitet er de eksperter i en teknik, kaldet dna-stregkodning, hvor et lille område af insekternes dna bliver under­søgt for at afgøre, om der er tale om en ny art.

Som Ingeniøren tidligere har beskrevet, har denne teknik speedet processen med at finde nye arter op, ligesom den åbner mulighed for nye former for naturovervågning i for eksempel søer og vandløb.

Der findes omkring 50 arter af kolibrier i Costa Ricas skove. Her er det en Green-crowned Brilliant. Illustration: Ina Fischer Andersen
Illustration: MI Grafik

Og anvendelsen af dna-stregkodning i Costa Ricas overdådige natur viser med al ønskelig tydelighed, at der er nok at komme efter. I fælden fra tropeskoven fandt forskerne over 6.000 nye insektarter, hvilket i høj grad oversteg forventningerne:

»Vi var overvældede. Det var et svimlende resultat,« fortæller Daniel Janzen.

Én art skjulte 36 arter

Blandt de nye arter var der blandt andet 186 arter af parasitiske hvepse i slægten Apanteles, og dna-tjekket af dem var for Daniel Janzen et wake up call. Den amerikanske professor opdagede, i hvor høj grad han havde undervurderet antallet af arter i Costa Ricas tropiske skove:

»Det, jeg troede, var en enkelt parasitisk hvepseart, viste sig i realiteten at være 36 forskellige hvepsearter,« fortæller han.

Daniel Janzen identificerede oprindeligt arterne i forhold til deres morfologi – altså udseende. Men hvepse, der umiddelbart ligner hinanden som to dråber vand, kan altså godt være forskellige arter med forskellig adfærd.

Netop parasitiske hvepse er kendt for deres barbariske adfærd, hvor de sprøjter deres æg ind i andre insekters larver. Når hvepsenes æg klækker, er der levende mad på menuen, og larven bliver ædt indefra og ud.

I snart fire årtier har Daniel Janzen og hans kolleger undersøgt, hvilke arter der lever i Costa Ricas tropiske skove. Forskerne ved, at jo flere arter, der findes i et område, desto mere bevaringsværdigt er området – og det reducerer risikoen for, at skovene bliver fældet og for eksempel omlagt til landbrugsområder.

Det er ikke tilfældigt, at den store artsrigdom netop bliver opdaget i Costa Rica. Det mellemamerikanske land har verdens største biodiversitet pr. kvadratkilometer, og selvom det kun er ca. 16 procent større end Danmark, huser det 4-5 procent af verdens samlede antal arter.

Costa Rica er centrum for den ekstremt store biodiversitet, fordi det ligger på landtangen mellem Nord- og Sydamerika. Landet er derfor en biokorridor for planter og dyr fra begge verdensdele.

Glasfrøer som den nyopdagede 'Kermit-frø' er kendt for at være gennemsigtige – man kan fra deres underside se direkte ind til organerne. Illustration: Brian Kubicki, Costa Rican Amphibian Research Center

Kermit-lookalike

Selvom langt de fleste nye arter, der bliver opdaget, er insekter, krydrer forskerne i Costa Rica også arts­listerne med nye planter, fisk, padder, krybdyr og fugle.

I 2015 fandt den amerikanske biolog Brian Kubicki og hans kolleger for eksempel en ny art af glasfrøer med det latinske navn Hyalinobatrachium dianae i et bjerg­område i den centrale del af Costa Rica.

Glasfrøer er i sig selv fascinerende, fordi man kan se lige igennem dem. Ikke på oversiden – der ligner de andre frøer – men på undersiden ser man direkte ind til deres indre organer; leveren, tarmene og et bankende hjerte.

Den nyfundne glasfrøart har så lige den ekstra egenskab, at den er en ‘Kermit-look­alike’. Med sin skriggrønne krop og udstående øjne er den som skåret efter fuldstændig samme skabelon som den højtråbende frø fra ‘The Muppet Show’.

På grund sit udseende fik fundet af glasfrøen da også ekstra opmærksomhed i verdens medier. Det førte blandt andet til et interview med Kermit, der mente, at hans dobbeltgængers navn var lige tungt nok. Kermit anbefalede at pifte navnet lidt op til noget a la Kermina Kardashian.

Selvom mange af skriverierne om opdagelsen af glasfrøen altså ikke var i den videnskabelige afdeling, blev de modtaget af Brian Kubicki med kyshånd:

»Det er fantastisk at få alt den opmærksomhed. Det øger forhåbentligt også fokus på, hvor vigtigt det er at fortsætte med at udforske Costa Ricas imponerende tropiske skove,« fortæller han.

Den nye art af glasfrøer har holdt sig under forskernes radar så længe, fordi dens parringskald er helt usædvanligt. Med sine lange metalliske fløjt lyder den nemlig i langt højere grad som et insekt end som en frø, og netop dét har hjulpet den til at ‘gå i ét med tapetet’.

Alle parasitiske hvepse er opkaldt efter lokale med tilknytning til naturbeskyttelse i Costa Rica. Denne parasitiske hveps (Apanteles carlosguadamuzi) er opkaldt efter en af professor Daniel Janzens lokale assistenter. Illustration: José Fernández-Triana, Canadian National Collection of Insects

Hvad skal barnet hedde?

Tilbage til professor Daniel Janzen og hans tusinder af nye insektarter i Gunacaste-naturreservatet. Janzen og hans kolleger stod nemlig med en slags luksusproblem, for traditionen tro skal en ny art jo have et unikt artsnavn.

Ofte opkalder man nye dyre- og plantearter efter hoveddonorer, præsidenter og andre magthavere. Det er også sket her. Costa Ricas præsident, Luis Guillermo Solis, har for eksempel fået en parasitisk hveps opkaldt efter sig med det latinske navn Pseudapanteles luisguillermosolisi.

Forskernes håb er, at præsidenten dermed vil vende blikket mod sin navnebror i regnskoven og føle sig mere forpligtet til at arbejde for at bevare mangfoldigheden i naturen.

På grund af den enorme gavebod af nye arter i Costa Ricas regnskove, har forskerne kunnet være store i slaget – ud over at bruge de tradi­tionelle navneskabeloner har de hædret stort set alle, der nogensinde har haft noget at gøre med naturbeskyttelse i Costa Rica.

Mange tusinde lokale med tilknytning til og arbejde i naturen har derfor fået den ære at få et lille insekt opkaldt efter sig. Det gælder statsansatte, ansatte i ngo’er samt alt fra guider til kantinemedarbejdere i landets nationalparker. Man er vel at mærke gået 25 år tilbage, for at udvalget kunne blive stort nok.

Noget tyder på, at jagten på navne på naturdedikerede per­soner i Costa Rica kommer til at fortsætte, for Daniel Janzen er sikker på, at forskerne bliver ved med at finde mange nye arter i de kommende år. Der er stadigvæk mange uudforskede områder at gå på opdagelse i.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Atter et eksempel, på at mere CO2 og højere temperaturer er en god ting for "bio diversity". Om det er menneskeskabt eller ikke er vel ligegyldigt, men rart med lunere vejr.

  • 2
  • 11

Nej, nej. Jo flere arter man finder, jo flere arter kan jo forsvinde, så det er egentlig den rene elendighed. Klimaændringer kan per definition kun føre til katastrofer, og enhver katastrofe er et tydeligt aftryk af klimaændring.

  • 6
  • 5

Sorry. Var ment som en ironisk tåbelighed på forkant af de sædvanlige tågehorn (ikke dig Søren). ;)

  • 2
  • 1

Ok - godt nok Bjarne. Du kom lige Svend i forkøbet.

Men han fandt så alligevel ud af at markere sig. Han er ikke sådan at stoppe. Ligesom klimaændringer. Man kan vist roligt sige at uden klimaændringer ville vi ikke kende Svend. De er intimt forbundne og man burde måske overveje at lade Svend optræde som parameter direkte i klimamodellerne. Så kunne man lave forskellige scenarier - med Svend, uden Svend, Svend på månen osv og på den måde udvikle mere effektive strategier for fremtiden.

  • 4
  • 5

Selvfølgeligt er det træls at opdage nye arter når man nu hellere ville have en ny fladskærm at se Paradise Hotel på. Nye arter er potentielle arter vi skal lade være med at udrydde, havde vi dog bare lukket øjnene så havde de aldrig eksisteret.

Men det viser også med ret stor tydelighed at ting vi ikke gider forske i, forstår vi uendeligt lidt om. Vi har endda rigeligt indenfor vort eget lands grænser som vi ikke kan forklare og i vækstens hellige navn får udryddet. Det tankevækkende er lidt at det eneste vi behøver at gøre, er at lade være med at ødelægge og udrydde, og det falder os så uendeligt svært. Biodiversitetsmæssigt er Høfde42 en rigtig perle, for godtnok er dyrene derude forgiftede, men de bliver ladt i fred som et af de meget få steder i landet, fordi arealet "ikke kan bruges til noget fornuftigt".

  • 1
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten