Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Tusindvis evakueret: 'Eksplosiv' skovbrand nærmer sig Yosemite-nationalpark

Fredag brød en brand ud nær Yosemite-nationalparken i Californien, USA. Den voldsomme brand dækker nu et areal på størrelse med et mindre land og er fortsat ikke under kontrol. Illustration: David Mcnew/AFP/Ritzau Scanpix

En skovbrand i Californien har tvunget tusindvis af mennesker til at flygte fra deres hjem på grund af frygt for flammerne, der i øjeblikket spreder sig. Den dækker ifølge de lokale brandmyndigheder nu et område på hele 15.000 hektar, stort set på størrelse med det lille europæiske land Liechtenstein.

Mere end 2000 brandmænd, bulldozere og 17 helikoptere kæmper i øjeblikket med at holde flammerne nede, men fortsat er 0 procent af branden under kontrol. Sådan lyder meldingen i den seneste opdatering fra de lokale brandmyndigheder, Cal Fire, tidligt mandag morgen dansk tid (søndag aften lokal tid).

»Brandaktiviteten var ikke så ekstrem, som den har været de foregående dage. Brandfolkene havde fremskridt i dag,« fremgår det.

Cal Fire melder dog om, at det kan tage over en uge at få flammerne under kontrol. Imens nærmer den voldsomme brand sig nationalparken Yosemite, hvor den truer parkens gigantiske mammuttræer og rige dyreliv.

Branden, der kaldes 'The Oak Fire' (Egetræsbranden oversat til dansk) startede fredag som en mindre brand i byen Midpines i Mariposa County for foden af Sierra Nevada-bjergene i den centrale del af den amerikanske delstat Californien.

Årsagen til branden er dog endnu ukendt.

Indtil videre er mindst 10 ejendomme ødelagt, og 3000 mennesker evakueret. Tusindvis flere risikerer at forlade deres hjem på grund af branden, der er opstået efter rekordhøje temperaturer og tørke, og som myndighederne betegner som 'eksplosiv'.

På mindre end et døgn voksede branden lørdag til at dække et areal på næsten 7.000 hektar og er altså siden vokset til 15.000 hektar eller 150 kvadratkilometer. Californiens guvernør, Gavin Newsom, erklærede lørdag undtagelsestilstand i Mariposa County.

Et satellit-billede fra NASA viser røg fra den 'eksplosive' skovbrand:

Illustration: NASA
Emner : Natur