Teknikerne hos det amerikanske rumfartsfirma Orbital Sciences er stadig i fuld gang med at undersøge resterne af den Antares-raket, der eksploderede kort efter affyringen fra Virginia forrige tirsdag. Men nu tør de godt sige, at uheldet sandsynligvis skyldtes et problem med den ene af de to raketmotorer.
De foreløbige undersøgelser peger på, at raketten mistede fremdrift, da der opstod en fejl i en turbopumpe, som skulle sende brændstof ind i motorens brændkammer. Det skriver Orbital i en pressemeddelelse.
Antares-raketten løfter sig ved hjælp af kraftige og effektive AJ-26-motorer fra Aerojet Rocketdyne. De er baserede på sovjetiske NK-33-raketmotorer, der blev designet sidst i 1960'erne. De gamle motorer købes i Rusland og får en overhaling i USA.
Som konsekvens af ulykken har Orbital opgivet at bruge Antares-raketten i den nuværende konfiguration til flyvninger til Den Internationale Rumstation, ISS. Det betyder, at firmaet bliver nødt til at købe raketter fra et andet rumfartsfirma, for Orbital vil stadig overholde kontrakten med Nasa om leverancer til rumstationen.
Det er fortsat Orbitals rumkapsel Cygnus, der skal løftes op i bane om Jorden og bringe udstyr og forsyninger det sidste stykke til ISS, men den næste opsendelse eller to skal ske med en anden løfteraket end Orbitals egen Antares.
Det vides endnu ikke, hvem der bliver Orbitals midlertidige raketleverandør. Firmaet forhandler med to amerikanske og et europæisk rumfartsfirma.
Blandt de mulige kandidater er ærkekonkurrenten SpaceX, som også har kontrakt med Nasa om ISS-leverancer. Det ville være en interessant udvikling, hvis SpaceX-raketten Falcon 9 skal løfte Cygnus ud i rummet - ikke mindst set i lyset af, at SpaceX-stifteren, Elon Musk, i et interview til magasinet Wired i 2012 kaldte Orbitals raketter for en joke på grund af brugen af gamle russiske raketmotorer.
I løbet af de kommende par år vil Orbital finde nye raketmotorer til Antares, som så vil være klar i en ny og forbedret udgave i 2016. Det vil utvivlsomt blive motorer fremstillet i USA.
Vi bygger bro med stærke vidensmedier, relevante events, nærværende netværk og Teknologiens Jobfinder, hvor vi forbinder kandidater og virksomheder.
Læs her om vores forskellige abonnementstyper
Med vores nyhedsbreve får du et fagligt overblik og adgang til levende debat mellem fagfolk.
Teknologiens Mediehus tilbyder en bred vifte af muligheder for annoncering over for ingeniører og it-professionelle.
Tech Relations leverer effektiv formidling af dit budskab til ingeniører og it-professionelle.
Danmarks største jobplatform for ingeniører, it-professionelle og tekniske specialister.
Kalvebod Brygge 33. 1560 København V
Adm. direktør
Christina Blaagaard Collignon
Chefredaktør
Trine Reitz Bjerregaard