Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Trods smugleri: Fængsler nægtes beskyttelse mod droner

Illustration: Flickr

Selvom der er flere eksempler, hvor folk har forsøgt at smugle ting ind i danske fængsler ved hjælp af droner, fik kriminalforsorgen tilbage i juni 2015 afslag på en ansøgning om at måtte jamme droner omkring Danmarks fængsler.

Det oplyser Energistyrelsen til Ingeniøren.

I Danmark er det Energistyrelsen, der administrerer, hvem der bruger hvilke frekvenser og hvornår. Ifølge et notat fra Energistyrelsen er Politiet og Forsvaret de eneste, der må bruge jamming i Danmark.

Læs også: Private og virksomheder er forsvarsløse over for illegale droner

»Det (afslaget, red.) skyldes, at for at jammingen skal være effektiv, er man nødt til at jamme bredt, og signalet fra jammeren skal være meget kraftigere end det signal, jammeren skal forstyrre,« lyder det i et skriftligt svar fra Energistyrelsen til Ingeniøren.

Derfor vil en jamming af et dronesignal omkring et fængsel ifølge Styrelsen hurtigt kunne forstyrre anden vigtig kommunikation i området.

Men hos det danske selskab MyDefence, der blandt andet leverer netop jammere mod droner, lyder det ikke helt rigtigt.

Læs også: Se seks vilde - og ulovlige - forsvarsmetoder mod droner

»Vores system måler, hvilke frekvenser, dronen benytter og jammer netop de frekvenser. Derfor vil alle, der ikke benytter præcis de frekvenser, ikke opleve forstyrrelser,« siger Dan Hermansen, der som produktionsdirektør i selskabet MyDefence har været med til at udvikle netop drone-jammere.

MyDefence har testet deres jammere flere gange og vedholder, at man kan nøjes med at jamme et ganske lille spektrum og opnå stor effekt. Alligevel holder Energistyrelsen fast.

Især Wi-fi er sårbart

»Selv hvis der kun jammes kort tid er det ikke til at vide, om der foregår vigtig kommunikation i netop det korte interval,« siger chefkonsulent hos Energistyrelsens tele-afdeling Robert Lindgaard.

Han påpeger, at en kortvarig jamming ikke ødelægger dronen, hvorfor en eventuel dronepilot blot kan sende sin drone i luften igen, hvis hans drone bliver jammet og enten lander eller vender om.

Læs også: PET lukker i om risiko for droneangreb i Danmark

»Især wi-fi baseret på det såkaldte 2,4 gigahertz-bånd er sårbare. Her er der reelt set kun tre kanaler, fordi de 11-12 kanaler der findes i teorien ligger oven i hinanden. Jammes en enkelt kanal, rammer man altså en tredjedel af alle mulige kanaler,« forklarer Robert Lindgaard.

Er jammeren placeret udenfor vil skaden være endnu større, for udenfor afskærmes signalet ikke. Det rækker derfor længere og kan skade flere 'uskyldige signaler'.

Læs også: Næste uge skal man have dronekørekort - men der er ingen godkendte droneskoler