Trods forhøjede gebyrer mange steder: »Borgerne vil generelt ikke opleve stigninger i affaldsgebyret«

Klimaminister Dan Jørgensen(S) holder fast i, at borgerne i snit kun vil få en stigning i affaldsgebyret på 55 kr. Illustration: Ulrik Jantzen

Landet over meldes der om markante stigninger i borgernes affaldsgebyrer. Alligevel fastholder klimaminister Dan Jørgensen(S) i et svar til Folketinget, at miljøminister Lea Wermelin(S) udmelding om en gennemsnitlig stigning per hustand på 55 kroner, stadig står ved magt.

Som Ingeniøren tidligere har skrevet, så har de nye regler om sortering af affald i ti fraktioner, der trådte i kraft 1. juli i år, allerede haft konsekvenser for mange borgere, der har fået stigninger på langt over de 55 kr.

Og der støder hele tiden nye kommuner til listen. Nederst i artiklen kan du se en gennemgang af 15 kommuners affaldsgebyrer, der i gennemsnit stiger 512 kr. om året.

Læs også: Affaldssortering bliver en dyr omgang for borgerne

I gennemsnit vurderer vi, at det vil koste cirka 55 kr. mere for en husholdning set i forhold til et affaldsgebyr om året på 1.500-3.000 kr.« Miljøminister Lea Wermelin (S) i et interview i TV-Avisen på DR 18. maj 2020, hvor hun blev spurgt om, hvad den nye affaldsordning vil koste danskerne.

De famøse 55 kroner kom frem, da Lea Wermelin på DR 18. maj 2020 præsenterede et udspil om en ny affaldsaftale - og senere gengivet på skrift til Folketingets Miljøudvalg i september sidste år.

Og klimaminister Dan Jørgensen(S) holder fast i garantien. i et svar til Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, skriver han, at nogle borgere kan opleve en større stigning, men gennemsnitligt vil niveauet ligge på de 55 kroner.

»Aktuelle kommunale beslutninger om stigninger i affaldsgebyret giver ikke anledning til at ændre opgørelsen over den forventede gennemsnitlige gebyrstigning på ca. 55 kr., der blev beregnet i forbindelse med den politiske aftale om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi. Det skyldes bl.a., at den forventede stigning i affaldsgebyret på ca. 55 kr. er en gennemsnitlig opgørelse regnet ud fra konsekvenserne i hele affaldshåndteringskæden, dvs. meromkostninger ift. nuværende håndtering af affaldet. Ændringen i affaldsgebyret vil derfor variere med de gældende indsamlingsordninger i kommunerne, således at borgere i kommuner, hvor der ved indgåelse af aftalen i juni 2020 kun var husstandsnær affaldsindsamling i få fraktioner formentlig vil opleve en større stigning end de, der allerede havde husstandsnær affaldsindsamling i mange fraktioner.«

Læs også: Affaldsfiasko: 9 ud af 10 kommuner overholder ikke sorteringsregler

Samtidig skriver Dan Jørgensen også, at eventuelle stigninger over 55 kroner i affaldsgebyret ikke kan tilskrives den politiske aftale om en grøn affaldssektor. Den havde nemlig ikke medregnet håndtering af madaffald og tekstilaffald.

»Beregningen af den forventede gennemsnitlige gebyrstigning på ca. 55 kr. i forbindelse med den politiske aftale om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulærøkonomi inkluderede ikke omkostninger og/eller indtægter forbundet til indsamlingen og håndteringen af madaffald og tekstilaffald. Det skyldes dels at indsamling af madaffald er et EU-krav og dermed ikke nationalt bestemt, og dels at der forud for aftalen ikke var et tilstrækkelig solidt datagrundlag til at udregne konsekvenserne for tekstilindsamling. Dette kan også medvirke til, at der er forskelle mellem den gennemsnitlige opgørelse og de stigninger i affaldsgebyret, som er blevet besluttet i en række kommuner. Der vedlægges et notat, der tidligere er blevet udleveret i forbindelse med forhandlingerne om Klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi, som yderligere redegør for beregningen af stigning i affaldsgebyr.«

Klimaminister Dan Jørgensen beroliger samtidigt med, at stigninger i affaldsgebyret på sigt vil blive udlignet:

»Det bemærkes i den forbindelse, at det er blevet besluttet, at der parallelt med strømliningen skal ske omkostningsreduktioner, der som minimum udligner den samlede stigning i affaldsgebyret, således at borgerne generelt ikke vil opleve stigninger i affaldsgebyret på baggrund af strømliningen. Det bemærkes desuden, at indførsel af udvidet producentansvar for emballage forventes at medføre et yderligere betydeligt fald i affaldsgebyret, idet omkostningerne for håndtering af emballageaffaldet overvæltes på producenterne.«

Ikke noget overblik

Venstres klimaordfører Marie Bjerre har bedt klimaminister Dan Jørgensen(S) om at fremlægge en opgørelse på kommuneniveau over, hvilke affaldsgebyrstigninger der har været som følge af de nye regler om sortering i 10 fraktioner:

Det er dog i følge Dan Jørgensen ikke muligt før engang til næste år:

»I Klimaplanen for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi fremgår det, at udviklingen i affaldsgebyret skal monitoreres og afrapporteres til aftalekredsen. Her forventes en øget sortering i 10 forskellige affaldsfraktioner at bidrage til en stigning i kommunernes affaldsgebyrer. Stigningen forventes at blive modvirket gennem indførslen af det udvidede producentansvar for emballage samt andre omkostningsreduktioner.«

»Jeg forventer, at monitoreringen af affaldsgebyret vil give et bedre overblik over effekterne ved de forskellige tiltag, der implementeres omkring kommunernes affaldssortering. Energistyrelsen er i gang med at undersøge den bedste metode for, hvordan og hvornår monitoreringen foretages. På nuværende tidspunkt har Energistyrelsen kun data for kommunernes affaldsgebyrer for dataåret 2019, hvorfor der endnu ikke er skabt et overblik over udviklingen i affaldsgebyret. Det er hensigten, at Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget kan modtage en tilbagevendende status på udviklingen i affaldsgebyret første gang i 2022.«

Stiger gebyret i din kommune?

Illustration: Ursula Bach

Ingeniøren har løbende samlet stigninger i affaldsgebyret, når de er meldt ud af kommunen eller i lokalpressen:

Djursland: 800 kr.

Borgerne i Norddjurs - og Syddjurs Kommuner, kan forvente en stigning i affaldsgebyret på omkring 800 kroner. Det fortæller bestyrelsesformand i Reno Djurs Jens Meilvang (LA), der sidder i kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune.

»Vi skal hente, transportere og sortere flere affaldstyper, og vi skal købe nye beholdere. Det koster penge. Samtidig ønsker vi ikke at skrue ned for serviceniveauet for borgerne,« siger Jens Meilvang.

Hedensted: Over 1.000 kr.

Illustration: Hedensted Kommune

Borgerne i Hedensted Kommune i Østjylland modtog i november sidste år et brev fra kommunen med overskriften ‘Dit affaldsgebyr stiger’. Heri fremgik det , at affaldsgebyret vil stige til 2.910 kroner om året pr. husstand.

Horsens Folkeblad har tidligere skrevet, at gebyret før lå gennemsnitligt 1.887 kr.

Aarhus: Forventer 1.000 kr.

Borgerne i Aarhus Kommune kan forvente en stigning på 1.000 kr. i affaldsgebyret. Det skriver Lene van der Raad, Chef for Genbrug og Energi i AffaldVarme Aarhus A/S i en mail til Ingeniøren.

»Det er stadig forventningen at en typisk kunde forventes at skulle betale omkring 1.000 kr. mere om året som følge af sortering i ti fraktioner. Den endelige pris er selvfølgelig først kendt, når de forskellige dele af opgaven har været udbudt.«

Helsingør: Stigning på 741 kr.

På Forsyning Helsingørs hjemmeside fremgår det, at prisen for at få hentet affald stiger for private kunder i 2021. Stigningen er på 741 kr. for et gennemsnitligt enfamiliehus, så det samlede renovationsgebyr fremover bliver på 3.480 kr. inkl. moms. Forklaringen lyder blandt andet på:

»Stigningen i gebyret skyldes en kombination af flere faktorer – dog primært udgifter i forbindelse med udrulningen af den nye affaldsordning med mere sortering ved husstanden.«

Køge: Stigning på 535 kroner

Et enigt byråd godkendte sidste år en stigning i affaldsgebyret i kommunen. Her vil en gennemsnitsfamilie gå fra at betale 3.742,50 kr. til 4.277,50 kr. årligt – svarende til en stigning på 535 kr. Kilde: Dagbladet Køge.

Faxe Kommune: Stigning på 360 kr.

Borgerne i Faxe Kommune fik i december sidste år besked fra Faxe Forsyning om, at der ville komme en stigning i gebyret.

Det samlede gebyr for en en-familiebolig med en 240 liters beholder til mad- og restaffald og beholder til genbrug vil i 2021 stige med 360 kr. om året i forhold til prisen i 2020, så den samlede pris ender på 3.070 kr. inkl. moms.

Lolland Kommune: Stigning på 500-1.000 kr.

Borgerne i Lolland Kommune kan forvente, at affaldsgebyret stiger mellem 500-1.000 kr. per bolig, når kommunen overgår til øget sortering. Det fremgår af et nyt tillæg til affaldsplanen i Lolland kommune.

Kilde: Folketidende.dk

Høje-Taastrup Kommune: Stigning på 800 kr.

På kommunens hjemmeside fremgår det, at affaldsgebyret for haveboliger på 2.854 kr. inkl. moms forventes at stige med ca. 550 kr. årligt inkl. moms, 'fordi det er dyrere at indsamle flere fraktioner, og fordi der forventes en generel prisstigning'. Hertil skal lægges omkostninger til nye beholdere, som koster ca. 2.500 kr., der betales over 10 år, så den samlede årlige stigning i affaldsgebyret bliver på 800 kr. pr. bolig.

Hillerød Kommune: Stigning på 125 kr.

I pressemeddelelse fra Hillerød Forsyning fremgår det, at en gennemsnitlig hustand kan får en stigning i affaldsgebyret på 2,9 procent i 2021. Det svarer til 125 kroner, så den samlede gennemsnitlige pris bliver på 4.334 kr. Takststigningen begrundes med inflation samt øgede omkostninger til indsamling og behandling af affald.

Fredensborg Kommune: Stigning på 145 kr.

På Fredensborg Forsynings hjemmeside skriver man, at en typisk hustands affaldspris vil stige 145,24 kr. i 2021 og i alt blive ca. 2.892 kr.

Glostrup Kommune: Stigning på 318,75 kr.

Glostrup Forsyning oplyser, at taksten på affald stiger i 2021, hvilket blandt andet tilskrives den nye affaldssortering. I 2021 bliver gebyret for affald, afhentning og gebyr, 125 liter (alm. plastsæk) på 3.352,5 kr., hvilket er en stigning på 318,75 kr. ift. 2020.

Næstved Kommune: Stigning på 535 kr.

Kommunen oplyser, at en standardvilla kommer til at få en stigning i affaldsgebyret fra 2.905,79 kr. i 2020 til 3.440,55 kr. i 2021, hvilket blandt andet tilskrives de nye sorteringsregler, som blev vedtaget i sommer.

Varde Kommune: Stigning på 4-500 kr.

I følge Din Forsyning kan borgerne i Varde Kommune forvente en prisstigning på 4-500 kr. om året, som tilskrives den nye affaldssortering.

Kilde: JydskeVestkysten

Silkeborg Kommune: Stigning på 560 kr.

Silkeborg Forsyning oplyser, at der vil komme stigninger i gebyret, når de nye sorteringsregler implementeres i 2022: »Det er fordi, der skal tømmes flere gange, der skal indkøbes miljøkasser, og så skal affaldet efterfølgende afsættes til videre sortering, før det kan genanvendes. Men prisen stiger maksimalt 560 kroner om året,« skriver Silkeborg Forsyning.

Fredericia Kommuner: Stigning på 372 kr.

For at opfylde de nye sorteringsregler har Fredericia Kommune været nødsaget til at købe nye skraldespande. For husejere bliver stigningen i affaldsgebyret på 372 kr. om året, mens beboere i lejlighed får en stigning på 355 kr.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

På Bornholm har kommunal bestyrelsen godkendt en 40% stigning af affaldsafgifterne i 2021 eller 1381 kr for en almindelig husstand.

Dertil skal lægges at 5473 husstandene vil få yderligere en stigning på 150 kr da en rabat for kompostbeholdere bortfalder. Og, så er der "pensionist-rabatten", som gives til ca 25% af husstandene der kun har behov for tømning hver anden uge - 859 kr/året. Rabatten fortsætter i 2022 fordi det nye indfamlingssystem kun vil være i brug de sidste 3 måneder af året, men i 2023 bortfalder denne rabat.

Affaldsselskabet Bofa, påstår at der ikke vil komme yderligere stigninger i 2023, hvilket jeg ikke tror på fordi: det nye affaldsindsamligssystem kun skal operere 3 måneder i 2022, mens systemet skal køre samtlige 12 måneder i 2023.

  • 4
  • 0

Ovenfor er Dan Jørgensen citeret for følgende:

Det bemærkes i den forbindelse, at det er blevet besluttet, at der parallelt med strømliningen skal ske omkostningsreduktioner, der som minimum udligner den samlede stigning i affaldsgebyret

Hvilket så specifikt, i ihvertfald et tilfælde, betyder at kommunen indfører krav om at affaldsbeholdere skal placeres i skel[1].

Altså vil villavejene fremover blive nydeligt flankeret af 4-8 affaldscontainere ud for hver eneste matrikel.

Hvilket sammenholdt med lokalplaner for levende hegn, der typisk kan have fomålet:

"Det er lokalplanens formål at sikre et grønt vejbillede"

...vel så løses ved at beholderne er grønne...

[1] Så kan affaldsafhentningen gøres hurtigere. Det betyder ikke at den enkelte skraldem/k'er skal bevæge sig mindre. De skal tværtimod lave endnu mere på en vagt.

  • 15
  • 0

så må der være en del kommuner, hvor gebyret falder ganske voldsomt

god pointe: Jeg kan i så fald blot håbe, at Haderslev er blandt dem! :)

Men mit håb bliver sikkert gjort til skamme, fort det lokale forsynings-/affaldsselskab ('Provas') er ved at lægge sidste hånd på en spritny genbrugsplads (beliggende noget fjernere fra byen end den nuværende).

Det er nok ikke helt billigt, men så har døden vel en årsag, hvad prisstigning angår??

  • 9
  • 0

der er langt fra christiansborg ud til landets kommuner, hvis det går helt galt, kan i få lov til skattestigninger, til at dække omkostninger, hvordan i løser problemmet, er jeres sag. når nu landets top politiker har besluttet hvordan verden ser ud,så har alle bare at følge trop. til oreientering, dog blot information, den i forvejen overbebyrdet hjemmepleje sortere afald for de ældre og svage, måske det kan forklare at mange kommuner i forvejen har problemmer med sortering, politiker med deres varmeluft uden indsigt i dagens forhold. man kan indføre 1000 love, til hvad som helst. Lovgivning er kun noget værd hvis den bygger på realitet. Alle instanster vil selvfølgelig sige,vi kan ikke håndtere de ny krav uden omlægninger og det koster penge,det jo logik for den slags foretagner. et eksempel alle cvr. nr fra mærsk til den lokale syerske opkræves affaldsgebyr. hvis de ikke har andet affald en papir som kan sorteres under normalt husholdning, så kan de til burokraties glæde sende et årligt brev og få undtagelse,det er logiken i foretagnet. kan resten undre nogen. agifter kan man jo skrue nemmer på ved at dække sig ind bag ved andre.

  • 8
  • 0

...når jeg var barn samlede spejderne aviser ind fordi de fik penge for det...

...nu skal jeg betale for at komme af med aviserne...

Samme sag gælder metal og burde også gælde plast: det er langt billigere at genbruge jern end at producere fra nyt, det samme gælder plast.

Det er ressourcer som vi skal betale for at de bliver genanvendt i stedet for at vi får penge for at levere ressourcer, et eller andet sted sidder der nogen og tjener fedt på det og griner af os som betaler.

  • 11
  • 1

...når jeg var barn samlede spejderne aviser ind fordi de fik penge for det... ...nu skal jeg betale for at komme af med aviserne...

Der er bare en forskel på om en professionel renovationsarbejder med en 18 ton kompaktor-bil skal tjene til dagen og vejen, sammenlignet med en gruppe spejdere, der blot ønsker sig et supplement til sommerlejr-udgifterne.

Dengang vejede en SøndagsBerlinger 5 kg, i dag skal man samle aviser hver dag i en hel måned for at nå samme vægt. Dengang var der ikke organiseret papirindsamling og spejderne tog kun avis-papir.

  • 0
  • 0

[1] Så kan affaldsafhentningen gøres hurtigere. Det betyder ikke at den enkelte skraldem/k'er skal bevæge sig mindre. De skal tværtimod lave endnu mere på en vagt.

Det kommer ikke til at ske. Arbejdstilsynet forbød allerede i 1990 at skraldemænd løber på arbejdet, løfter mere end 11 kg og bærer på mere end 7 kg.

Årsagen til at priserne stiger er, at de nye beholder-systemer er meget, meget langsommeligt- at tømme op i skraldebilen. biler med et affaldskammer kan tømme op til tre containere ad gangen, hvor imod de nye 2/4 kammer container-biler kun kan tømmes en ad gangen.

Hvor jeg bor bruger vi stadigvæk affaldssække Skraldemanden går fra hus til hus med en trillebør som tømmes hvergang der er samlet 5-6 sække. Men de nye ruminddelte beholdere kan kun tømmes en ad gangen. Det er den tid der koster.

  • 8
  • 0

Inspireret af smilet og håndbevægelsen hos vores minister: Er der nogen, som kan nævne en anden person, der altid, altid, negliserer alle problemer, herunder lover, at vores forbilledlige kamp imod klimaændringerne - og alt andet, - ikke må koste noget, ikke må vende den tunge ende nedad, ikke forringe velstandsudviklingen, se grønt ud fra andre lande og se grønt ud også for vi danskere, og naturligvis få de øvrige 259 lande til at gøre det samme lige så hurtigt og effektivt, som vi gør det. Kender i andre????

Jeg kender en meget rammende betegnelse for denne naive optimisme, men ..... nej, det er vist injurierende. Så Slut!

PS. Jeg så lige, at jeg er enig med Jesper Simonsen, tak for det!

  • 10
  • 1

Der er bare en forskel på om en professionel renovationsarbejder med en 18 ton kompaktor-bil skal tjene til dagen og vejen, sammenlignet med en gruppe spejdere, der blot ønsker sig et supplement til sommerlejr-udgifterne.

Jeg vil meget gerne spare udgiften og den ekstra skraldespand så skal jeg nok køre det til et opsamlingspunkt selv - vel at mærke hvis jeg får noget for det pr. kilo.

Det er i øvrigt det samme med både metal, plast og pap - bare der var opsamlingspunkter så ville en del mennesker foretrække selv at håndtere det end at have en ekstra spand.

Politikerne har ikke luret endnu at en del mennesker sortere ikke enten af princip eller fordi de ikke gider have x antal spande i køkkenet så alt ryger i restaffald!

Så fatter jeg i øvrigt ikke hvorfor tyskerne kan have sorteringsanlæg der fungerer (og dermed nøjes med 4 spande) og vi - som startede på det her før dem - IKKE kan.

Affald er basalt set slet ikke "mit" problem - man genererer ikke affald

  • man får affald når man køber ting som ikke behøver emballage i emballage
  • man får papir primært fordi man får reklamer i postkassen - eller holder avis
  • man har madaffald primært fordi man ikke kan finde ud af at spise rester dagen efter - resten er minimalt (knogler, sten fra frugt, skræller fra grøntsager, kaffefiltre, teblade)

det eneste som er tilbage nu er emballage fra ting som ikke kan leveres uemballeret...

...men mælk (Arla) kunne f.eks. leveres på pantflaske (det gælder også Cocio, tak) ...det samme kunne div. shampoo, opvaskemidler og andre kemikalier ...sukker, mel, ris, mv. kunne leveres om ønsket til medbragt beholder

og ja, jeg ved at madindustrien "bilder os ind" at forpakningen gør at varen holder længere - det er ikke mit problem, det er madindustriens (det er rigtigt men vi kan efterlade forpakningen til meget af det i butikken da det ofte bruges kort efter køb).

Det er dem der producerer affaldet som skal betale for at det fjernes så får de også incitament til at genanvende så meget som muligt af det og opfinde måder til undgå unødig affald (Palmolive - pumpeflasker kan anvendes mange gange men det er ikke til at opdrive refills)

  • 7
  • 2

I Fredensborg stiger gebyret med 145 kroner! ja, fra 2021 til 2022, men det steg jo sidste år med 522 kr, så den samlede stigning nu er 667 kr - og det vil stige igen når fraktionerne madaffald, fødevarekartoner, tekstiler og farligt affald skal implementeres.

Og så har man her i kommunen valgt et såkaldt 'solidarisk gebyr' så man opkræver samme betaling for alle fraktioner bortset fra restaffald fra alle boliger, hvilket reelt slører omkostningerne temmelig meget, da udgifterne ved de nye fraktioner er betydeligt mindre for boliger med fælles opsamling end for parcelhusene.

Endelig har man lagt meget store etableringsudgifter over på netop boliger med fælles opsamling, der stort set selv skal betale for de nedgravede beholdere (de får et tilskud på kr. 120 pr. bolig, mens parcelhusene frit får leveret materiel for ca. kr. 1.000 pr. bolig).

Selve stigningen er derfor ikke interessant, men gebyrets størrelse pr. bolig i de tre boligform: Etage, tæt / lav og parcelhuse. Først når disse tre gebyrer, fordelingen af kommunens boliger på de 3 typer og øvrige afledte udgifter er oplyst, vil man kunne sammenligne.

Jeg kommer til at tænke på Københavns Kommune, da man indførte plastsortering fra parcelhusene (5 % af boligerne i kommunen) og reklamerede med, at det kun kostede kr. 28 pr. husstand. Man indregnede blot beløbet i gebyret fra ALLE husstande i kommunen!

Dan Jørgensens postulat om de 55 kr. får mig til at tænke på den politiker, som engang sagde: Hvis det er fakta, så benægter a fakta! For mig at se, er det nøjagtig det samme, der i artiklen kommer fra Dan Jørgensen.

Hvis man venter et par år til alle nye fraktioner er etableret, tror jeg også på, at man kan nøjes med årlige stigninger på kr. 55! Måske oven i købet mindre.

  • 2
  • 0

Hvis man er politiker så ja, men ellers NEJ. En serviceforringelse er levering af en anden og ringere vare. Og levering af ændrede emballagestørrelser, fordi varen så kommer til at se billigere ud, koster rent faktisk ekstra emballagemængder.

Det bliver billigere, når vi får spande i stedet for sække. Til gengæld skal vi selv holde dem rene, ofte selv sætte dem ud og selv tage dem ind. Men vi får øgede lugtgener oveni.

Nej, at spare på servicen for at holde prisen lav, bør være kundens valg og ikke leverandørens.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten