Pesticider ender i vandløbene på trods af bufferzoner

Drænrør fører langt flere sprøjtegifte ud i vandløbene, end sprøjtefri zoner forhindrer. Måske kan landmændene blive nødt til at behandle jorden mere skånsomt.

De forkætrede zoner omkring de danske vandløb, hvor landmændene ikke må sprøjte, er langtfra tilstrækkeligt til at forhindre, at pesticider havner i vandløbene i doser, der slår smådyrene ihjel.

Med hver eneste godkendelse af et sprøjtemiddel herhjemme følger ellers en instruktion om, hvor langt fra vandløbene landmanden skal holde sin sprøjte.

Disse bufferzoner, som er på op til 50 meter, skal ikke forveksles med randzoner, som er helt dyrkningsfri. Men de har samme formål, nemlig at beskytte livet i vandløbet.

Bufferzonerne forhindrer, at sprøjtemidlerne bliver blæst direkte i vandløbene, eller at de havner der i høje koncentrationer, hvis terrænet skråner ned mod en bæk.

Derimod har de ingen som helst indflydelse på, hvad der sker med insekt-, svampe- og plantegift fra resten af marken. Hvis der er tale om en sandet jord, som det oftest er tilfældet i Jylland, så er der masser af ilt til stede, som sørger for, at bakterier kan omsætte stofferne på deres vej mod grundvandet.

Margårds Mølleå på Fyn – en øvre del af Odense Å-systemet – er et af de vandløb, hvor forskerne har fundet den største koncentration af pesticider udledt gennem drænrør fra marker. Foto: Jes Rasmussen

Lerjorder hårdest ramt

På lerjorderne, som hovedsageligt findes i Østdanmark, er det derimod anderledes, fortæller seniorrådgiver Walter Brüsch fra Geus. Han har ansvaret for de forsøgsmarker, som der bliver målt pesticider under.

»Når vi analyserer vand fra drænene under lerjorder, finder vi mange forskellige pesticider,« konstaterer han.

Lerjorderne er drænede for at forhindre markerne i at stå under vand. Drænene løber ud i vandløb, og når det sker umiddelbart efter et kraftigt regnvejr, kan drænvandet tage pesticiderne med sig.

»Der er grund til at være bekymret over, at drænvandet med pesticider løber direkte ud til overfladevand,« konstaterer lektor og miljøkemiker Carsten Tilbæk Petersen fra Københavns Universitet.

Han har undersøgt vandets veje fra regndråber til vandløb, blandt andet ved hjælp af farvesporstoffer og ved at blæse røg ind gennem drænene. Undersøgelserne viser, at vandet hovedsageligt trænger ned til drænene gennem gamle regn­ormegange, som kan være op til en cm i diameter. Nogle af gangene har direkte forbindelse til drænene og leder dermed vand med pesticider direkte til vandløbene.

Det afhænger dog meget af, hvordan landmanden behandler jorden. Langt de fleste porer i jorden er nemlig bittesmå. De har en kapillærkraft, som får dem til at suge regnvandet til sig.

Problemet er ifølge Carsten Tilbæk Petersen, at jorden mange steder er behandlet meget hårdt for at gøre den ensartet og dermed lettere at dyrke. Behandlingen med for eksempel først at pløje og dernæst harve destabiliserer de små jordklumper og får derved de mindre porer til at slemme til, så de ikke kan lede vandet.

»Så får vi i stedet aktiveret de store porer,« forklarer han. De leder i nogle tilfælde vandet direkte til drænene, og det er urealistisk at rense drænvand fra samtlige danske marker.

»Når drænene leder ud i vandløbet, kan jeg ikke se, at randzoner og bufferzoner har særlig stor effekt i forhold til pesticider,« siger Carsten Tilbæk Petersen.

Enkelt at spore drænproblemer

Han understreger dog, at drænene ligger med ca. 18 meters afstand under markerne og kun står i direkte forbindelse med regnormegangene på en afstand af omkring en meter.

Ifølge Carsten Tilbæk Petersen er det enkelt at se, om der er store problemer med drænvandet på en mark. Så vil der nemlig ligge synligt vand på marken efter kraftigt regnvejr.

Det kan måske undgås ved, at landmændene behandler jorden mere skånsomt, så den ikke bliver presset så meget sammen.

Men som det er i dag, er der ikke noget at rafle om, understreger seniorrådgiver Peter Wiberg-Larsen, Aarhus Universitet.

»Der er ingen tvivl om, at det er en god idé med sprøjtefri zoner omkring vandløbene. De kan bare ikke løse det problem, at hovedparten af pesticiderne kommer ud med drænvandet,« siger han.

Seniorrådgiveren fremhæver, at der stadig er giftrester på markerne, længe efter at landmanden har været ude med sprøjten. Halveringstiden er ofte omkring en måned. På det tidspunkt findes pesticiderne ikke længere i deres frie form, men er bundet til partikler. For dyrelivet i vandløbene er det imidlertid lige så slemt, viser et nyligt afsluttet forskningsprojekt finansieret af Miljøstyrelsen.

Postdoc Jes Rasmussen, ligeledes Aarhus Universitet, udtrykker det således:

»Vindafdriften fra sprøjtning med pesticider er ubetydelig i forhold til, hvad der havner i vandløbene fra drænene. Den bufferzone er ikke meget værd, for drænene forbinder langt, langt ind under markerne.«

Dyrelive spiller for lille en rolle

Han finder det frustrerende, at dyrelivet i vandløbene spiller en så lille rolle, når pesticider bliver godkendt.

Kontorchef Lea Frimann Hansen, Miljøstyrelsen, afviser, at reglerne ikke tager hensyn til sprøjterester i drænvandet.

»Det bidrag, der kommer via drænvand, kan være meget større, end der kommer via afdriften. Derfor indgår begge dele allerede i risiko­vurderingen i dag. Vi har vurderet, at med den sikkerhedsmargen, der er lagt ind i godkendelsen, og med de doser, vi i laboratorieforsøg ser effekter på dyr og planter ved, er brugen sikker,« siger hun.

Den vurdering af Jes Rasmussen og Peter Wiberg-Larsen helt uenige i. Deres forsøg er primært udført med insektgifte af typen pyrothroider, som er de mest udbredte herhjemme.

»Vi ser effekter på dyrelivet på koncentrationer af pesticider, der ligger på mellem en tiendedel og en hundreddel af de grænseværdier, vi har,« siger Jes Rasmussen.

Kommentarer (6)

http://www.frdk.net/

Måske man skulle satse lidt mere på reduceret jordbehandling som dyrkningsmetode - istedet for ensidigt at satse 100% på økologisk landbrug fra statens side...

Økologisk har stadig pløjning, og ofte mere jordbehandling end konventionelt... og udleder mere kvælstof end konventionelt landbrug iflg. svenske undersøgelser.

Reduceret jordbehandling har flere regnorme end økologisk - og flere mikroorganismer - mikroorganismerne er bla. med til at nedbryde sprøjtemidler.

  • 6
  • 2

Jeg mangler lige nu ord, til at beskrive mine tanker om, at landets allerklogeste, efter 3-4 ÅRTIER nu tør konkludere, at drænrør formentligt virker - også på hvad der nu end måtte være i vandet.

  • 2
  • 0

Den vurdering af Jes Rasmussen og Peter Wiberg-Larsen helt uenige i. Deres forsøg er primært udført med insektgifte af typen pyrothroider, som er de mest udbredte herhjemme.

Da der er meget få midler at vælge imellem, bliver det de mest udbredte. Der findes flere midler, men de er ikke godkendte herhjemme. Derfor er resistens også en parameter vi skal have i hu. Er der resistens, bliver forbruget også mindre. Så hvor stort er det målte problem? Hvor mange % af km vandløb er midlerne et problem. Indtil videre er der bare teoretiske modeller med brug af farvestof og røg. De danske jorde og dræn er langt mere varierede, særligt de østdanske jorde (altså ikke sandjorde).

  • 1
  • 2

Der findes nogle interessante forsøg med randzoner, hvor man har taget højde for drænrørene, og opsamler deres afledning i et rodzoneanlæg, som måske samtidig kunne fungere som energiafgrøde. Det kan ikke klares på de reducerede 5 m randzoner, men kunne have givet god mening på 10 m zonerne.

Her et principsnit:
http://oplandsråd-norsminde-fjord.dk/inte...

Og her den fulde rapport om projekt Aktive Bræmmer:
https://www.landbrugsinfo.dk/Miljoe/Vandpl...

  • 0
  • 0