Tro kan flytte hjerneaktivitet
I Biblen blev det sagt, at tro kan flytte bjerge, men danske hjerneforskere har nu vist, at troen primært flytter hjerneaktiviteten væk fra den kritiske sans. Det kan vise sig at have stor betydning for at forstå fænomener som hypnose, karisma og autoritet.
Uffe Schjødt fra Det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet havde sammen med kolleger fra Afdeling for Etnografi og Socialantropologi i samarbejde med Aarhus Universitetshospital inviteret 36 frivillige forsøgspersoner til at modtage bøn, mens de lå i en hjernescanner. Halvdelen af dem var erklærede kristne, primært fra pinsebevægelsen, mens den anden halvdel var ikke-troende.
»Vi var interesserede i, hvad der foregår, når man modtager bøn,« siger Schjødt.
»Hjerneforskere har oftest undersøgt, hvordan hjerneaktiviteten har betydning for religiøse ideer, men vi ville vende det på hovedet og undersøge, hvordan religiøse ideer har betydning for hjerneaktiviteten. Derfor brugte vi både kristne og ikke-troende og helbredere med forskellig religiøs status for at forstå forholdet mellem forventning, tillid og hjernens kritiske årvågenhed.«
Mindre blodgennemstrømning
Forskellen på de to grupper var stor. Alle de kristne troede stærkt på Gud og på, at bøn kan helbrede. Langt de fleste var overbeviste om, at nogle personer har så store karismatiske evner, at de kan heale mennesker, f.eks. også via radio eller tv. De 18 sekulære deltagere troede derimod ikke på den slags.
Alle deltagerne modtog bøn via hovedtelefoner, mens de lå i en fMRI-scanner, og fik at vide, at bønnerne stammede fra tre forskellige typer af prædikanter: seks bønner blev modtaget fra en ikke-kristen person, seks fra en kristen person og seks fra en kristen person, som desuden er kendt for at have helbredende kræfter. I virkeligheden var alle bønner fremsagt af 'normale' kristne.
Efter scanningsforsøgene modtog alle et spørgeskema. Resultatet viste, at de kristne i høj grad kunne mærke Guds tilstedeværelse i bønnerne, mens de ikke-troende ikke kunne mærke nogen Gud. Begge grupper kunne mærke en vis karisma hos prædikanterne - som blev stærkere, jo flere helbredende kræfter, de forventede, at en given prædikant havde. Effekten var dog meget større i den kristne gruppe.
Den mest slående forskel mellem de to grupper kom dog fra hjernescanningerne. Mens de ikke-troende viste uændret aktivitet i hjernen, lige meget hvem de lyttede til, faldt iltniveauet - og dermed aktiviteten i hjernen - hos de kristne markant, og jo mere de troede på prædikantens evner. Dette gjaldt især hjerneområder, der har med beslutningsprocesser og socialkognitive processer at gøre - særligt hjernens forreste områder (den dorsolaterale prefrontale cortex og den mediale prefrontale cortex).
»Kristne nedregulerer aktiviteten i områder, som behandler vores kritiske sans, når de modtager bøn fra en kendt helbreder,« siger Schjødt om scanningerne.
»Det gør ikke-troende ikke. Hos dem var hjerneaktiviteten den samme, uanset hvem de lyttede til. Resultaterne minder om tidligere studier, hvor personer, som forholder sig til dem de elsker, nedregulerer de samme områder. Nedreguleringen hos de kristne forudsagde desuden, hvor karismatiske de efterfølgende vurderede prædikanten til at være.«
På autopilot
Observationerne peger på en vigtig autoritetsmekanisme, som synes at træde til, når man har tilpas megen tillid til en person.
»Vores forsøg handler ganske enkelt om deltagernes forventninger og tillid til den, som de lytter til,« forklarer Schjødt.
»Det er en positiv udgave af autoritet, hvor deltageren forventer at eksperten (helbrederen) gør det rigtige eller på den bedste måde (bøn). På den måde er det et ukontroversielt resultat, som må forventes at findes i alle dagligdags situationer, hvor vi forholder os til personer, som vi har tillid til.«
Tilliden er i eksperimentet dog i sig selv et resultat af forskernes - og dermed en autoritets - udsagn om, hvem af prædikanterne, der er en kendt helbreder, og hvem ikke. Tilliden opstår altså som funktion af en installeret autoritet, ikke omvendt. Desuden viser resultaterne fra spørgeskemaerne, at de ikke-troende også syntes, at prædikanterne med helbredende evner havde en større karisma end de normale kristne prædikanter (selvom de ikke tror på deres evner).
Det peger på, at scanningerne er et første kig ind i et generelt neurologisk reaktionsmønster over for autoritets-stereotyper, baseret på bestemte sociale normer. Om det er læreren, lægen eller præsten, så træder der bestemte kognitive automatikker til, fordi vi allerede i forvejen har accepteret deres status, og dermed deres dom. Vi slukker for hjernen og slår automatikken til.
Her er der ifølge forskerne ligheder med hypnose. Forskning i hypnose har vist, at en person, som lader sig hypnotisere, udleverer sin beslutningsevne til den karismatiske hypnotisør og skruer ned for hjerneaktiviteten, præcis ligesom de kristne i det aktuelle eksperiment skruer ned for deres kognitive processer, jo mere karisma prædikanten menes at have.
Deaktivering afgørende
Spørgsmålet er, hvor meget denne udlevering af egen vilje er frivillig, eller socialt eller biologisk betinget. Sandsynligvis lidt af hvert. Et hav af socialpsykologiske studier har vist, hvordan man kan få folk til at gøre ting, som de ikke ville have gjort under normale omstændigheder. I krig kan man få folk til at dræbe. I et fængsel kan man få folk til at torturere, i hvert fald hvis egendynamikkerne mellem fanger og vogter får lov til at løbe løbsk, sådan som Philip Zimbardo har vist det i det berømte fængselseksperiment på Stanford. Stanley Milgram viste i sine eksperimenter, hvordan en forskerautoritet kan få forsøgspersoner til at dræbe en person med elektriske stød bare ved at kræve det.
Fælles for disse fænomener synes at være en implicit tillid til, at andre kan retfærdiggøre egne handlinger. Dette har selvfølgelig også en positiv side: Inspirerende ledere kan få det bedste frem i folk. Konkurrence og kærlighed i måske endnu højere grad. Nogle socialpsykologiske eksperimenter har også vist, hvordan berømmelse og venskab aktiverer hjernen, snarere end at deaktivere den.
Eksperimenter, som har vist større aktivering i hjernen, var designet på en sådan måde, at forsøgspersonerne skulle foretage sig aktive ting, spille spil eller lære noget. Schjødt og kolleger spekulerer derfor på, om deaktiveringen af hjernen i deres forsøg er et resultat af den situation, som forsøgspersonerne bliver sat i (passivt at lytte til en person gennem hovedtelefoner), snarere end af prædikantens karisma. Det forsøger Århus-forskerne nu at finde ud af.
Antagelsen er nok
Alle forsøgspersoner blev informerede om forsøgets 'rigtige' design og formål efter forsøget.
»Dem jeg har talt med om resultaterne, synes det virker meget naturligt, at de slapper mest af over for den, som de har mest tillid til,« siger Schjødt.
»De mener ikke, det har noget med Gud eller Helligånden at gøre, for vi brugte jo netop ikke 'rigtige' karismatiske helbredere. Det er jeg enig i.«
Under alle omstændigheder har hjerneforskerne nu set et levende bevis for, hvor stærkt bestemte påstande og en bestemt slags kulturel framing kan virke på folk. Ikke underligt at tv-prædikanter kan slippe af sted med at sige næsten hvad som helst.
Ifølge sociologen Max Weber er en gruppes anerkendelse af en leder eller guru ensbetydende med accepten af, at vedkommende har karismatiske evner.
Eksperimentet bekræfter Webers påstand ved at sætte den på spidsen: Ikke kun accepten, nej, alene påstanden om, at en person er en leder, er nok til at få en gruppe til at se karismatiske evner hos vedkommende. I den forstand kan tro måske flytte bjerge alligevel.
