Tredje bølgerække på vej
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Tredje bølgerække på vej

Udviklingen af bølgekraften i Danmark følger sit rette element - den foregår i bølger!

Først var der bølge ét, som bestod af to anlæg, Wave Dragon og Wave Star. Testen af Wave Dragon i skala 1:4,5 begyndte på prøvestationen i Nissum Bredning allerede i 2003, og i 2006 fik dragen selskab af Wave Star, hvor en hel række flydere har monteret hver deres hydraulikcylinder, som trækkes op og ned af bølgerne. Wave Star kan i dag prale af 15.000 driftstimer på et anlæg i skala 1:10, mens Wave Dragons har produceret strøm i mere end 20.000 timer.

»Det er mere end noget andet off­shore bølgelkraft-anlæg i verden,« siger institutleder Peter Frigaard fra Aalborg Universitet og tilføjer, at de i den tid også har produceret den strøm, man regnede med.

I 2008 kommer så anden bølge stormende i form af to nye og relativt uprøvede, privatfinansierede anlæg, som skal lægges ud ved Nakskov til sommer og ved Hanstholm i efteråret.

Anlæggene bygger på ældre koncepter. Waveplane, der skal ligge ved Hanstholm anvender principperne fra den såkaldte bølgehøvl og Floating Power Plant ved Nakskov bruger konceptet fra Poseidons orgel.

I bølgehøvlen skyller vandet ind på forskellige niveauer alt efter bølgehøjde, og vandet driver en turbine på vej ud igen.

I Poseidon vipper bølgerne en række flydere op og ned. De aktiverer nogle stempler, og den komprimerede luft kan trække en turbine.

Nye ideer

Men nu er en tredje bølge på vej, hvor folk med helt nye ideer kommer til, og hvor Energinet.dk går ind og støtter de originale koncepter. Det drejer sig om Leancon Wave Energy ved Kurt Due Rasmussen.

Her genererer bølgerne henholdsvis tryk og undertryk i store, skråt placerede rør, og Kurt Due Rasmussen har valgt at ensrette trykket, så luftstrømmene kan drive en almindelig turbine, som er mere effektiv end den specielle Wells turbine, som roterer samme vej, uanset luftstrømmens retning.

Leancon Wave Energy har fået næsten 700.000 kroner af Energinet.dk til afprøvning i et bølgebassin på Aalborg Universitet samt styrkeberegninger på en skala 1:10 model.

Et andet lovende, fynsk koncept er en såkaldt bølgevinge, hvor nogle leddelte pontoner rider ind over bølgerne, og hvor pontonernes placering i henholdsvis en bølgedal og på en bølgetop kan trække et stempel.

Det nye i bølgevingen er en slags skørt på pontonerne, der så at sige suger pontonen fast til vandet og dermed gør, at anlægget kan bygges lettere, fordi der ikke behøves nogen tyngde for at presse anlægget ned i vandet. Opfinderen Henning Pil­gaard har fået omkring 200.000 kroner til at få testet princippet.

Billig konstruktion

Endelig er der Dexa Wave Energy, som også bruger princippet med de leddelte pontoner. Konstruktionen er meget enkel og bør derfor blive billig. Ifølge ophavsmanden Lars Clausen skal man inden for tre måneder i gang med at afprøve en syv meter lang model ( målt på tværs af bølgerne) på prøvestationen ved Nissum Bredning, og man har finansiering på plads til byggeri og test af en 16 meter lang model med en effekt på fem kW.

»Det har taget lang tid at få finansieringen på plads, men nu kører det, og at jeg er overbevist om, at vi vil blive klar til at kunne bygge et 30 kW anlæg, som skal ud og prøve kræfter med bølgerne ved Hanstholm,« siger Lars Clausen.

Dokumentation

Bølgekraftforeningen

Emner : Bølgekraft
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten