optommel for beskrivelse af vilkår, som kan betyde, at mange aldrig lærer at forvalte sig selv og kritikken af det oppustede, globaliserede vare-amok.

Jeg ville dog nok lade virksomhederne, der beskæftiger mindst 2/3 af befolkningen - en større andel på globalt plan - få en større del af ansvaret sammen med finansverdenen, hightech og kunstig intelligens. Alle disse virksomheder er vel på et tidspunkt begyndt som start-ups, skabt af horder af kreative, frie mennesker.

Staterne i den vestlige verden kunne ses som kolosser på lerfødder/flydende gobler i have af virksomheds- og pøbel-lobbyister, hertil stadig mere uigenneskuelig hightech og AI med tvivlsomme formål. Staten, hvis pligt skulle være at sikre det heles vel, sikrer så alt muligt andet.

Efter således at have filosoferet i et par minutter kommer jeg dernæst uværgeligt til at tænke ret hverdagskonkret: Det 'frie menneske' står ud af sengen en morgen og åbner op for vandhanen i badeværelset. Hvad for en vandhane, hvilket bad, skabt af hvem? Hvorfor skulle nogen dog kreere vandhaner, endsige putte vand ind i dem, uden stærke incitamenter. Så sjovt er det heller ikke - dag ud og dag ind.

Det er desuden lykkedes de død-hamrende frie kreative med hovederne under armene at hælde PFAS i samme vand. Nu ville det være vældig praktisk at nogen uvildige undersøger dette på et højt fagligt niveau, og derefter fjerner PFAS'en igen, gerne hurtigt. Den faglighed og især uvildigheden hænger ikke på træerne, så de rette kompetente er nødt til at transporteres ret langt, ja. somme tider fra andre lande. Nu alle på cykel..

Du og dine kommer muligvis til at vente et stykke tid, inden I trygt kan drikke vandet fra hanen.

ja, men måske også dér hvor problemerne begynder at dukke op. Jf. en gammel undersøgelse falder folks forbrug jo i fritiden og mere fritid for folk flest tydeligvist betyder mere forbrug.

Den helt store udfordring er FRIHEDEN!

Det er faktuelt den, som alle de geskæftigede flygter fra og forklaringen på, at de ikke vil den, FRIHEDEN, når det kommer til stykket.

Heldagsskolen, som fortsat står ved magt, er sat i verden med det formål at smadre de unge menneskers evne til at underholde sig selv, dvs. med det formål at fortrænge evnen til at leve frit med evnen til at gøre sig nyttig, ofre sig, lade sig opsluge af andres definitioner på, hvad der er meningsfuld aktivitet frem for konkret at se muligheder selv og realisere dem.

Stort set alle pædagogiske institutioners primærre funktion handler om at sætte faste rammer op om mennesket, dvs. definere tid og rum for sine klienter. Pædagogik sigter primært på at fjerne menneskets evne til at danne sig og holde fast i det indre skellet, erstatte det med institutionens ydre skellet. Mit yndlingsbillede på formningen af det liberale menneske handler om alle disse arbejdsomme, der har erstattet deres knogler med en fossildrevet eller nu elbil, altså et ydre skellet af composit, hvor det sandt frie menneske har sit indre skellet og en cykel mellem benene og en fast røv og sidde på.

Hvis de ikke kan lempe deres mentalt bløddele ind i karosseriet om morgenen og lulle sig ud ad vejen mod deres institution og hjem igen, hvor de udtømt for rastløshed, nyttigt har gjort sig nyttige hele dagen inden for den store fortælling om at have gjort sig fortjent til løn, sin pensionsopsparing, bidraget til det store guddommelige BNP, så ved de ikke hvem de er. Uden rammen er de eksistentielle nuller!

Det store spørgsmål, der melder sig hver gang det bløde legeme har ligget længe nok i sofaen, handler om, hvad de nyttige skal gøre ved sig selv, når de ikke har noget over sig, der siger dem, hvad de skal gøre.

Det er her friheden melder sig. Den frihed, som de mistede evnen til at forvalte, da de blev anbragt i institution første gang.

Der er masser af konkrete muligheder for at realisere et liv uden ret meget løn og uden ret mange penge. Faktisk så kommer alle de nære konkrete spørgsmål til udtryk helt af sig selv, når man slipper tøjlerne. Og der er, som det er nu, ingen social vejledning i forhold til de virkelige eksistentielle udfordringer. Den store sociale fortælling går på BNPet, ikke individets FRIHED.

Liberalisterne identificerer friheden med markedets behov og udbud.

Socialkammeraterne identificerer friheden med arbejdsmarkedet, som er en del af det større marked.

Ove Kaj Pedersen var VS-er, før han skrev neoliberalismens bibel: "Konkurencestaten". Det er ham, der har skrevet VS regeringens modererede grundlag. Når han giver regeringsgrundlaget et rent 12-tal, så er det fordi han genkender det som rent afskrift af sin "konkurrencestat".

Alle tror på, at meningen er fast arbejde. Men det er fundamentalt set fordi de har fortrængt evnen til at leve med evnen til at gøre sig nyttig på et pengeøkonomisk marked, der realøkonomisk står for en global katastrofe.

Det kan betale sig pengeøkonomisk at hente varer ind fra hele verden, der gennemsnitligt vandrer en en halv gang om jorden inden de bliver opbrugt af bløddyrene i sofaen, der ikke kan beskæftige sig selv, og som kalder sig udviklingens blomst, vinderne på konkurrencestatens betingelser.

Når varerne, bestående i tidsfordrivende maskiner, er udtjent, så sendes de til Afrika eller Indien, hvor de sammen med andet skræld skilles ad, samles igen, brændes og forgår. Det er et vanvittigt spild af ressourcer, som jeg ikke bidrager ret meget til.

Hele mit liv har jeg levet på kanten.

Hele mit liv har jeg forholdt mig reflekterende til det sindsyge tabersamfund, som tilhængerne af konkurrencestaten har skabt for sig selv på bekostning af livet selv.

Taberrøvene er folk som OVEKAJ, der begynder deres intellektuelle liv med at ofre sig for Karl Marx og som ender med at lave den store syntese af Karl Marx og Milton Friedmann. Dette miskmask af en frihedsfjentlig tænkning, syntesen mellem to totalitære intellektuelle traditioner er resultatet af en lang formålsløs jagt på den formålsløse og livsfjentlige fortrængning af det store spørgsmål: HVAD SKAL MENNESKET MED SIN FRIHED!

I flugt fra spørgsmålet smadrer de nyttige ikke bare sine individuelle muligheder for at leve frit, men livets forudsætninger på planeten, i konkurrencestatens navn.

DE SANDE TABERE I DENNE VERDEN ER DEM, DER HÆVDER AT VÆRE VINDERNE PÅ KONKURRENCESTATENS BETINGELSER!

De forstår det ikke rigtigt, før de er blevet pensionister, dvs. når de har fået den pension, som de sparede op til hele livet. Så dør de stille, fordi de ikke længere havde evnen til at leve, og fordi friheden blev for meget for dem.

Skæbnen er en streng lærermester. Jeg har opdraget på den hele mit liv, og derfor er jeg ikke død endnu.

https://webcache.googleusercontent.com/search?q=cache:vkLTowU9hpQJ:www.arbejdsforskning.dk/pdf/sorkommentar.pdf&cd=1&hl=da&ct=clnk&gl=dk#82

Hvis man skal sætte sin arbejdstid ned, så skal det selvfølgelig ikke ske på den måde, at man lader andre arbejde for sig, dvs. finansiere sin fritid på overførsel, som nasser på dem, der arbejder. Man må finansiere en pensionering selv, hvis man kan.

er det muligt at spare op til en ok-pension fra en livslang deltidsstilling uden indirekte at belaste andre? (Det er et åbent spørgsmål herfra). De sidste mange års økonomi har vel været båret oppe af en byggeboble, skabt af kunstigt lave lånerenter. Tilsvarende for finans og investeringsmarkedet, der har tryllet en del af den efterlyste arbejdskraft om til spekulanter. Bl.a. en andel ganske unge, der efter 10-20 års private investeringer forventer at kunne pensionere sig selv.

Dertil kan lægges, at en stadigt voksende andel af vort forbrug over mange år har bestået i varer og tjenester fra den 2. og 3. verden, produceret for lønninger, arbejdsforhold og med miljøbivirkninger, vi ikke selv vil have i nærområdet. Indregner man disse effekter, og omregner til en ideel situation, hvor der tages hånd om alt dette på global retfærdig og grøn vis, hvordan ville vor pensioner så se ud. Og hvor meget skulle danskere flest da arbejde for at have en passende tryghed i alderdommen?

Det er overforbruget, der er problemet, hvorfor løsningen er at sætte forbruget ned.

absolut. Nok nemmere for de af os, der stammer fra en fjern tid hvor folk flest havde coronahår og gik rundt i brugt tøj eller arbejdsmandstøj.

Belønningen er fritid

ja, men måske også dér hvor problemerne begynder at dukke op. Jf. en gammel undersøgelse falder folks forbrug jo i fritiden og mere fritid for folk flest tydeligvist betyder mere forbrug..

Det andet er de nævnte ophobede opgaver med grøn omstilling og oprydning af allerede ophobede miljøproblemer. De, der arbejder dermed, herunder forskere, ville nok trille om af grin, hvis man foreslog, at flertallet af dem skulle løse deres påtrængende opgaver ved selv at gå ned i tid.

der er en del af især de unge, grønne samfundskritikere, der i disse år er modtagelig for den slags inspirationer, og påtænker at stå tidligt af ræset

Det er nemlig rigtigt!

Vor statsminister indrømmer selv, at det er en sejlivet myte, at det skal være en lyst at arbejde, så hun ved udmærket, at der findes et kæmpe incitatment til at drosle ned. Det er derfor hun snakker om sin syge arbejdsmoral! Folk skal tvinges og presses med moral.

Min lille tilføjelse går så på, at det faktisk er en del af løsningen, fordi det er alle jer åh.. så produktive, der laver problemerne med jeres geskæftighed, dvs. overforbrug. Det er overforbruget, der er problemet, hvorfor løsningen er at sætte forbruget ned. Belønningen er fritid.

Hvis man skal sætte sin arbejdstid ned, så skal det selvfølgelig ikke ske på den måde, at man lader andre arbejde for sig, dvs. finansiere sin fritid på overførsel, som nasser på dem, der arbejder. Man må finansiere en pensionering selv, hvis man kan.

En del af løsningen på klimakrisen er af indlysende grunde, at vor del af verden sætter forbruget ned. Det er der masser af belæg for:

https://www.google.com/search?q=der+er+gr%C3%A6nser+for+%C3%B8konomisk+v%C3%A6kst&rlz=1CATVZD_enDK888&oq=der+er+gr%C3%A6nser+for+&aqs=chrome.1.69i57j35i39j0i15i22i30j0i22i30l3j69i61j69i60.8630j0j4&sourceid=chrome&ie=UTF-8

Den fattigste halvdel af jordens befolkning står iflg. et studie, udkommet slut september 2022 i tidsskriftet “Nature Sustainability”, for sølle 11,5 % af bidraget til forureningen med drivhusgasser på planeten. Det skal ses i forhold til, at de 10 % med den højeste indkomst havde ansvaret for ikke mindre end 48 % af forureningen med klimagasser! Det er strukturen i fordelingen af det personlige ansvar for menneskehedens pågående destruktion af livets klimatiske forudsætninger.

og for at sige vanligt retorisk blomstrende imod mit dril.

Din afsluttende sætning og løsning:

en kold tyrker til fossiljunkierne og nedsat arbejdstid, dvs. mere levetid og bæredygtig livsstil. Søg på: "Fri af arbejdsmarkedet".

Ud fra medierne på tværs har jeg lidt det indtryk, at der er en del af især de unge, grønne samfundskritikere, der i disse år er modtagelig for den slags inspirationer, og påtænker at stå tidligt af ræset (uden at have nogen som helst statistisk belæg for den påstand). Helt ok med nogle hist og hér; gør de det en masse, vil verden være endnu mere på spanden.

De allerede ophobede presserende ting såsom evighedskemikalier, det måske snart passerede klimamæssige tipping-point, taler for masser af grønne hjerner og hænder, mange flere, end der er i dag, til kvalificeret blot at beskrive de problemer og udfordringer, der hober sig op derude. Og dernæst løse dem. Altså et ret slidsomt, konkret arbejde.

Fint nok, at der også er politiske filosoffer og bonderøve til supplerende inspirationer.

Man kan som kritiker heraf vælge selv at drosle ned og slå sig ned i et indre eksil.

Kære Lone, hvis nu du aldrig havde set mit smukke ansigt oppe til venstre for mine indspark eller hørt mine argumenter for den livsstil, som DU kalder indre eksil, så kunne du uden performativt at modbevise din egen påstand om, at jeg med stil lever i mit indre eksil, hævde at min stil var udtryk for INDRE EKSIL. Men selve samtalen udfolder sig her i det ydre! Det er her, vi er!

Du og jeg kender hinanden indgående i det ydre, både her fra stedet men også fra information, fordi vi begge er rimeligt udfarende.

Der er mange måder at drosle ned på, pengeøkonomisk, det er mit budskab. Mine anbefalinger skal ses som retningsgivende alternativ til den "udvikling" som konkurrencestatens paroler bruges som propaganda for, herunder den danske magtelites nye regering.

Mine anbefalinger er næppe særligt uniformerende eller totalitære og jeg kan på ingen måde se, hvorfor virkningen af det at vise vejen ved ikke selv at søge meningen i evig øget produktion og forbrug skulle være betinget af, at alle gjorde præcist det samme. Den hiver du således lige ud af den tomme luft. Der hænger den og flandrer! Ren påstand! Uden hold i noget.

Men jo, der er også noget opbyggeligt i at gøre noget selv, dvs. vise en alternativ vej og afsløre det opbyggelige i den. Det er retningsgivende, her alterantiv til alt, hvad regeringen står for. Det, som jeg himler op om i enhver sammenhæng!

Det gør en forskel, og dem jeg forsøger på at kritisere med livsstil og argumenter, de ved det!

At forskellen ikke er så stor, som jeg selv kunne ønkse, men stor nok til at irritere, det viser dine fordrejninger.

Det konkrete ligger på det performative niveau, det man gør.

Det gælder praktisk livsstil og det gælder det at ytre sig, som også udfolder sig som handling, talehandling.

Det gælder, når man ytrer sig konkret, fordi det er et socialt fænomen at ytre sig, dvs. det samme som at bryde ud af sit eksil, og dermed negere det indre.

Din model er jo køn, men fordrer, at alle følger dine livsstilråd. Aktuelt hober uløste miljøproblemer, sociale problemer og sikkerhedsproblemer sig kontinuert op globalt. Fordi der er masser, der indædt fortsætter med at gøre stadig flere skader stadigt mere effektivt. Enten af uvidenhed, fordi det er en rigtig god forretning på den korte bane eller de har valgt ophold i nogen af de mange identitetsskabende fællesskaber, hvor sorte klapper til det ene øje uddeles ved indgangen.

Man kan som kritiker heraf vælge selv at drosle ned og slå sig ned i et indre eksil. Eller man kan vælge at kæmpe den anden vej ved konstant at påvise kiks og mangler, og gerne mulige løsninger. Kemikalie for kemikalie, den ene truede art efter den anden, klimagasudslip efter udslip, tåbelige beslutning efter tåbelige beslutning.

De politikere, NGO'ere og forskere mv. der udfører dette arbejde, kan næppe tillade sig at drosle ned i arbejdstid, hvis modparten ikke gør præcist det samme.

Helt på spidsen: hvis nu borgerne i en vis øst-europæisk stat havde fulgt dine råd og hver især havde droslet kraftigt ned fra dag 1, var krigen nok slut og samme stat hørte endegyldigt under et altundertrykkende diktatur, hvis leder og mobiliserede folk beklageligvist ikke havde fulgt rådene.

Det samme vil have mere af det samme!

Når hovedpersonen i Jul på Vesterbro rækker ud efter sin kalendergave for højtideligt at udråbe sin overraskelse over, at det var endnu en morgenguldbajer, så er der lige så stor substantiel overraskelse bag udbruddet, som der er bag den selektive mekanisme, der har sat navne på Lars Løkke, Jacob Ellemanns og Frederiksens taburetter.

Det handler om at smøre pingerne i toppen af et samfund, bygget op om en fortælling om udviklingen, der har udråbt selv samme udvikling som det, der kommer af konkurrencestaten. Det hele centrerer sig om win-win-scenariet, det der har ført verdenssamfundet ud i miseren.

Mere vækst som løsningen på de problemer der skyldes økonomisk omsætning, forbrug af livsbetingelser! Den ene bajer skal tage tømmermændene fra den forudgående. Det er SMV i en nødeskal.

Udbuddet af arbejdskraft skal øges. Vækst.

Klimakrisen indrømmes at være den største udfordring, som vi står over for. Men løsningen er mere af det samme, det der har ført til overforbrug og gigantiske udslip af klimagasser, skal findes inden for den samme vækstmølle, som har ført til problemet.

Afhængigheden af troen på det evigt samme er lige så udtalt som hos Anders Mattesens hovedperson. Ih... det var vel nok en overraskelse, vi skal have gang i hjulene, øget indtjening så vi kan få råd til at betale for redningen af det klima, som vi har smadret i udviklignens og den hellige økonomiske væksts navn!

At der måske var nogen, der bare skulle skrue lidt ned for deres overforbrug, det kan der slet ikke være tale om i den ende af det sociale hierarki, som regeringen henter sin støtte fra. Det kan man så sætte ind relation til forholdene på globalt plan.

Hvordan fordeler ansvaret og proportionerne sig i forhold til klimakrisen på dansk og globalt plan?

Det er der dokumentation for: Den fattigste halvdel af jordens befolkning står iflg. et studie, udkommet slut september 2022 i tidsskriftet “Nature Sustainability”, for sølle 11,5 % af bidraget til forureningen med drivhusgasser på planeten. Det skal ses i forhold til, at de 10 % med den højeste indkomst havde ansvaret for ikke mindre end 48 % af forureningen med klimagasser! Det er strukturen i fordelingen af det personlige ansvar for menneskehedens pågående destruktion af livets klimatiske forudsætninger.

https://www.nature.com/articles/s41893-022-00955-z

Regeringens løsningsmodel er problemet.

Min løsning er en kold tyrker til fossiljunkierne og nedsat arbejdstid, dvs. mere levetid og bæredygtig livsstil. Søg på: "Fri af arbejdsmarkedet"