Tre brødre lavede eget hydrofoil-board på fire uger
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Tre brødre lavede eget hydrofoil-board på fire uger

En Facebook-video af det elektriske surfboard Lift eFoil fik i starten af sommeren en del opmærksomhed blandt legesyge badegæster.

Ved hjælp af en hydrofoil - en propeldrevet vinge monteret under boardet - løftes boardet fremad over vandet. Surferen balancerer på boardet, og kun vingen har kontakt med vandet. Fremdriften styres med en håndholdt controller.

De norske brødre Nikolai (28 år), Hans Emil (22 år) og Jonas Hiorth (34 år) blev fascinerede af opfindelsen.

»Vi havde meget lyst til at prøve sådan et board, men vi ville ikke betale 12.000 dollars for det. Derfor søgte vi rundt omkring på nettet og bestemte os for at lave det selv,« fortæller Nikolai Hiorth, som er maskiningeniør.

Brugte gammelt board

Hverken arbejdsbænke eller teknisk arbejde er fremmed for brødrene. Gennem deres opvækst har de blandt andet lavet både surfboards og kiteboards.

»Vi fandt en fyr på Youtube, som havde bygget et hydrofoilboard. Vi tog derefter et gammelt surfboard frem, som vi begyndte at arbejde med,« fortæller Nikolai Hiorth.

Boardet blev bygget hjemme i barndomshjemmet i Oslo.

Se video af boardet på Bygdøy søbad (artiklen fortsætter under videoen):

3D-print, eBay og byggeforum

Selve propellen og kanalen, som omslutter den (duct på engelsk), blev 3D-printet hjemme i Oslo af brødrene selv. Det øvrige fremdriftssystem blev 3D-printet i England. Disse dele er printet med SLS Nylon (Selektiv Laser Sintering), et stærkere materiale end det PLA-filament, brødrene havde til rådighed i 3D-printeren derhjemme.

Fra Tyskland købte de en motor, som man sædvanligvis finder i fjernstyrede både. Motoren har en teoretisk ydelse på 14 kilowatt (kW), men kører på maksimalt 4 kW i den benyttede version. Et brugt 5:1 planetgear fra et demonteret samlebånd blev bestilt fra Taiwan og blev en del af kraftoverførslen.

Rundt om motoren og gearboksen byggede brødrene en vandtæt skal.

To lithium-polymer RC-batterier på 5000 mAh kørt i serie med en spænding på 44 volt giver rundt regnet ti minutters liv. Nikolai Hiorth anslår, at man kan komme op i hastigheder på mellem 15 og 20 knob.

De fleste af delene blev købt på eBay og Aliexpress.

Under arbejdet brugte de Endless Sphere-forummet flittigt. Brødrene har også publiceret en artikel på Instructables, hvor de forklarer processen. Her findes også en detaljeret liste over de materialer, som blev brugt.

Selve hydrofoil-vingen blev købt færdig.

»Det havde ikke været noget problem at bygge foilen selv, men vi købte den for at spare tid. Det kan godt være, vi bygger den selv i næste version,« siger Nikolai Hiorth.

Absolut lige så sjovt, som det ser ud

Arbejdet begyndte 12. juli. Fire uger senere kunne brødrene svæve over det lokale farvand på deres eget hjemmelavede hydrofoil-board.

»Det er absolut lige så sjovt, som det ser ud. Men det er også ret vanskeligt, især at holde en jævn højde over vandet. Ofte går man for højt eller for lavt, når man surfer,« siger Nikolai Hiorth.

Selve "masten" er 85 centimeter høj. Boardet svæver mellem 40 og 50 centimeter over vandet under flyvningen.

»Forvingen på foilen var lidt tynd. Vi har for nylig bearbejdet en tykkere vinge. Den giver mere løft, som gør boardet lettere at balancere på,« siger Hiorth.

»For at svinge læner man sig til siden. Det er lidt tricky, men så absolut ladsiggørligt,« fortsætter han.

Alle tre brødre har prøvet boardet - uden at nogen af dem kan udpeges som noget stort foiltalent.

»Vi er alle sammen ret dårlige. Vi må nok øve os lidt mere,« siger Nikolai Hiorth.

I dette videoklip fra Bogstadvannet kan man se, at det ikke er så let at balancere på boardet (artiklen fortsætter under videoen):

Udvikler ny version

Han anslår, at de har brugt mellem 15.000 og 20.000 norske kroner på udviklingen af boardet.

»Det er storebror Jonas, der har finansieret størstedelen af projektet. Han har bedst råd lige for tiden,« siger Nikolai Hiorth, der er den mellemste af brødrene.

Nu udvikler brødrene version to af det svævende surfboard. Boardet konstrueres fra bunden med XPS-skumplast, hvilket gør det lettere og gør, at det kan tåle vandindtrængning.

RC-batterierne erstattes med 18650-battericeller ligesom dem, Tesla bruger. Planen er at demontere et Tesla-batterimodul for at skabe et batteri, der kan yde en times brug af boardet.

»RC-batterier er egentlig ganske brandfarlige,« fortæller Nikolai Hiorth.

Boardet får også en sikkerhedsmekanisme, som slår motoren fra med det samme, hvis man falder af boardet.

Den håndholdte controller forbedres, således at den bliver enklere at håndtere, og kurven på energitilførslen programmeres, så den bliver logaritmisk. Det skulle gøre boardet nemmere at kontrollere.

»Vi konstruerer også vandkøling til motor-controlleren. Den kommer på hårdt arbejde og bliver meget varm. Derfor skal den nedkøles for at kunne holde længe,« siger Hiorth.

Kommerciel interesse

Brødrene har delt billeder og informationer om projektet på Facebook.

To firmaer har allerede vist interesse for at udvikle en kommerciel version af brødrenes surfboard. Interessen har dog endnu ikke resulteret i en egentlig aftale.

»Det her var et hyggeprojekt, som vi lavede i slutningen af sommerferien. Så må vi se, hvad det kan udvikle sig til,« siger Hiorth.

Brødrene fortæller, at de kun har haft meget få uoverensstemmelser gennem arbejdet med projektet.

»Vi har gennemført mange projekter sammen tidligere, har samme arbejdsmoral og tænker ret ens. Dermed formår vi også at diskutere os frem til den bedste løsning i de enkelte tilfælde,« fortæller Nikolai Hiorth.

Artiklen har tidligere været udgivet på Teknisk Ukeblad

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

om balancen ville være bedre med 2 motorer med hver sin "mast".
Synkroniseringen af dem vil sikkert ikke være et problem.

Måske også et bredere board?

Ellers et "fedt" project, de har lavet.

  • 0
  • 0

Der skal vel en controller til a' la dén til Segway'en og så forbinde til styrbare flaps på hydrofoilen.
På denne måde kunne man vel assistere med at holde balancen?

  • 3
  • 0

Der skal vel en controller til a' la dén til Segway'en og så forbinde til styrbare flaps på hydrofoilen.


Jeg er sikker på at de med et par forsøg mere, nok skal finde bedre stabillitet og balance i det viste koncept.

En lidt længere hale mellem hale- og hovedfoil, kan vel gøre den mere tilforladelig overfor en langsomt reagerende surfer. Lidt mere "næsetunghed", ballanceret af mere pitch på haleplanet, kan gøre at den drejer bedre, når der krænges ..... osv, osv ....

Desuden skal man jo heller ikke tage hele udfordringen fra surferen selv. Det sjove ved al surfing-relateret sport, er jo at man ikke kan lære det, uden at blive våd. ;o)

  • 2
  • 0

Dyrt legetøj! ;o)

ja - du kan få et kite foil board for omkring 10.000,- kr + en kite til ca 12k - så er du kørende uden batteri - det får jeg rigeligt med timer til at gå med

;o)

Jeg kunne godt tænke mig at prøve den motoriserede Søren, men ville (formentlig) aldrig købe en

mvh Flemming

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten