Transportministeren: IC4 er noget skrammel

Transportministeren: IC4 er noget skrammel

Transportminister Hans Christian Schmidt beder om politisk opbakning til at kalde IC4-togene for skrammel og finde en realistisk plan for at klare sig igennem med dem en kort årrække.

Skrammel.

Gang på gang og i flere debatter var det ordet, som transportminister Hans Christian Schmidt (V) på Folkemødet lørdag brugte om IC4-togene.

»Det er skidt med de IC4-tog. Vi skal bruge dobbelt så mange, som rent faktisk kører, sådan cirka. Vi skal altså bruge 60 tog for at få 30 ud at køre. Så vi kan lige så godt kalde det, hvad det er. Og det er noget skrammel,« lød det for eksempel i en debat arrangeret af togproducenterne Bombardier og Siemens, som meget gerne vil sælge et alternativ.

Læs også: DSB-boss afviser hjælp mod forsinkelser: 'Vi har ikke brug for aflastning'

Intet tyder på, at Danmark er klar til at købe nye tog lige foreløbig. Tværtimod må det vente på den elektrificering af jernbanen til Aalborg og til Kalundborg. Der går mindst fire år, inden danske passagerer kan stige om bord på de tog, fremhævede ministeren.

Læs også: DSB indleder milliardindkøb af eltog

»Vi har i grunden ingen tog. Det er vores virkelige problem. Det skal vi først have ordnet, men det er nemmere at sige end at få det til at ske.«

Intet alternativ til skrammel-togene

Han tilføjede, at det er svært at leje en erstatning for IC4.

»Men hvis nogen har hørt om, hvor vi kan leje nogle tog, så vil jeg meget gerne have, at de lige kommer op til mig,« lød det fra den lille talerstol i et telt på Folkemødet.

Læs også: Nye IC4-fejl får DSB til at ønske sig tilbage til sidste år ... hvor præstationerne også haltede

Derfor ser han ikke noget alternativ til skrammel-togene. Tværtimod bad han de øvrige politiske partier om at omfavne hans nye yndlings-IC4-ord.

»Hvis vi tager hinanden i armene og bliver enige om, at det er noget skrammel, så ved vi, at vi skal af med IC4, for de kommer ikke til at køre,« sagde Hans Christian Schmidt.

Han fremhævede, at han selv var taget til Italien og havde set de ufærdige togsæt stå pakket i plastic hos producenten Ansaldobreda. Han har også læst det oprindelige aktstykke, hvor Folketinget i 1999 godkendte IC4-købet og konstaterer, at alle advarselslamper blinkede allerede dengang.

Hans Christian Schmidt var klar i mælet, da han talte om tog på Folkemødet.

Holder sig fra at tale dunder til DSB og Banedanmark

Alligevel gjorde han et stort nummer ud af ikke at kigge tilbage og slå nogen oven i hovedet, heller ikke DSB og Banedanmark, som han dog nævnte.

»Der er ingen grund til at tale dunder for folk, der alligevel ikke har en jordisk chance for at lave om på det,« mente ministeren.

»Lad os holde op med at tale om, hvem der er skyld i hvad. Problemet går ikke væk. Vi er nødt til at ændre den fortælling, som de danske passagerer har fået, og få det bedste ud af situationen,« argumenterede ministeren.

Liberal Alliance: Fyr DSB, så får vi hurtigere nye tog

Han erkendte, at der bliver et hul, hvor DSB og de danske togpassagerer er afhængige af IC4, uanset hvor dårligt de kører, og uanset hvor utilfredse pendlerne er.

»Jeg mødes med pendlerne to gange om året, og det er nogle møder, jeg kan huske, at jeg har været til. De pakker ikke tingene ind,« konstaterede Hans Christian Schmidt.

Læs også: Flere og flere togrejsende bliver forsinkede med DSB

Under en af sine debatter sad han ved siden af Liberal Alliances transportordfører, Villum Christensen. Han byggede videre på billedet med de 30 IC4-tog, der holder DSB's værksted.

»Det er en absurd situation. Forestil dig, at du selv har en gammel spand, der konstant er på værksted, og som derfor koster dig lige så meget som at lease en ny bil. Hvad ville du så gøre? Du ville nok lease den nye bil,« sagde Villum Christensen.

Læs også: Spørg Scientariet: Hvorfor larmer IC4-tog så meget?

Han henviste ikke kun til IC4, men til hele DSB's service, da han tilføjede:

»Vi skal have mod til at sige, at det produkt simpelthen ikke er godt nok.«

Ifølge Villum Christensen er det muligt at skaffe bedre tog til danskerne ved at sætte DSB fra bestillingen og udbyde togstrækninger til andre operatører, der kan komme med deres egne, moderne tog.

Dansk Folkeparti: DSB har aben

Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, var endnu hårdere ved DSB.

»Vi har hældt det hele i armene på DSB, og det har ikke været godt. Nu ligger aben der,« sagde han og lod dermed ane, at han ikke synes, at der er meget, politikerne kan gøre for at forbedre situationen for togpassagererne. Slet ikke da statskassen er så tom, at der ifølge Dansk Folkeparti ikke er råd til nye, store investeringer.

»Jo, vi kan trække DSB ind som en styrelse, eller vi kan privatisere hele skidtet,« rettede han sig selv, men lod samtidig skinne igennem, at begge dele vil være drastiske beslutninger, der ikke er på tegnebrættet nu.

Kommentarer (37)

Der findes utallige private operatører i udlandet, der kører rundt med materiel som enten er lejet eller købt til skrotpris.
Bare se på HKX i Tyskland der har en flåde af gamle Trans Europe Express 1. klasse vogne, som de har indsat mellem Hamburg og Köln til stor ros fra de rejsende.
I det sydelige Tyskland kører Arriva også rundt med en flåde af ældre kupevogne fra hhv. Vesttyskland og DDR, som er blevet renoveret, og de bliver trukket af Siemens diesellokomotiver.

Så jeg kan ikke se problematikken.

  • 15
  • 9

Der findes ikke 120 personvogne og 40 styrevogne der kan køre 180 km/t og slet ikke 40 diesellokomotiver der kan køre 180 km/t som kan lejes fra i morgen til at erstatte IC4.
Det er urealistisk ønsketænkning at der står en hær af moderne fjerntog et sted i Tyskland og venter på at DSB lejer dem til en slik. Det eneste der står i Tyskland er gamle udtjente regionaltogsvogne med en max. hastighed på 140 km/t - så er komforten i IC4 trods alt bedre.

  • 16
  • 7

Underligt, hver gang jeg læser om IC4, så popper F35 op! Jeg ved ikke om jeg er besat, eller om det er tilfældigt?

Hvad nye tog angår så mener jeg at vi skal udlicitere kørslen, drop DSB, de har fejlet stort!

  • 15
  • 12