Transportminister kaldt i samråd om manglende øresundstog

Hvordan skal der skaffes ekstra kapacitet i overfyldte pendlertog, når Transportministeriet og DSB har droppet at købe 15 øresundstog? Det vil både pendlere og politikere gerne have svar på.

Derfor har Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, kaldt transportminister Magnus Heunicke (S) i samråd.

»Ministeren bedes redegøre for, hvilke konsekvenser beslutningen om ikke at anskaffe 15 nye øresundstog får for jernbanens samlede materielstrategi og dermed for den daglige togdrift,« skriver ordføreren i indkaldelsen.

Læs også: Transportminister: DSB køber snart nye tog for 1,2 milliarder

Magnus Heunicke lovede tirsdag, at DSB snart ville skrive under på en kontrakt om at købe nye tog for 1,2 milliarder kr. Samme dag havde Transportministeriet imidlertid afvist et tilbud fra togproducenten Bombardier, som leverer de tog, der i dag kører på Øresundsbanen.

Ministeren har ikke villet sige, hvilke tog DSB i stedet har i kikkerten, hvor mange der er tale om, hvor de skal sættes ind, eller hvordan DSB vil skaffe flere pladser i myldretiden om morgenen og om eftermiddagen.

Læs også: Transportministeriet dropper nye øresundstog til 1,2 milliarder

Det vil han imidlertid skulle svare på under samrådet.

»Ministeren bedes redegøre for, hvordan regeringen vil sikre, at der er tilstrækkelig med siddekapacitet i togene på de vigtigste pendlerstrækninger i myldretiden i lyset af, at trafikken alene på Sjælland (uden S-banen) frem mod 2027 vil stige med knap 50 pct. jf. Trafikstyrelsens Trafikplan for den statslige jernbane 2012-2027, hvor der i denne prognose ikke er taget hensyn til yderligere materielbehov som følge af Togfonden DK’s investeringer,« skriver Kristian Pihl Lorentzen i sin indkaldelse.

Ud over Venstre har de konservative også indkaldt transportministeren til samråd om pendlernes problemer.

Gå ikke glip af nyhederne om Danmarks kommende tog - tilmeld dig Ingeniørens nyhedsbrev

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det ville bringe DSB og staten i en helt uholdbar position, hvis man ikke stoppede indkøb til for høje priser - eller i andre sammenhænge for ringe kvalitet.

Det er end del af et frit marked, at kunden skal kunne sige nej, hvis betingelserne ikke er gunstige. Det har dybt skadelige følger for Kongeriget, hvis partierne laver populistisk plat på sådant, der end ikke har fundet en afslutning endnu.

Lars :)

  • 4
  • 0

Prisen er der vel ingen der kender? Ifølge den forrige artikel, var det prisen, der blev for høj, fordi antallet af tog blev for lavt.

I Transportministerets rapport om Togfonden DK er angivet at et Øresundstog i 2013 kr skulle koste 86 mio DKK. prisen har vel næppe afveget voldsomt fra dette - hvis ellers Trafikstyrelsen har regnet rigtig?

  • 0
  • 0

Hej Magnus

Vi har ikke kunnet få bekræftet de oplysninger, vi har fået om stykprisen for de nye øresundstog. Derfor har vi ikke skrevet prisen ind i artiklen. Men stykprisen var så høj, at budgettet på 1,2 mia. kr. ikke ville kunne holde.

VH

Ulrik Andersen Journalist Ingeniøren

  • 5
  • 0

Det er rigtigt at Trafikstyrelsen havde en idé om at et Øresundstogsæt (litra ET for nemheds skyld) kunne fås for 86 mill DKK/stk. Det var så lidt mindre end hvad producenten forlangte. Om det har forvirret de folkevalgte, Trafikstyrlesen, DSB, ministeriet eller hele bundet vil jeg ikke kloge på. Nå, men allerede ved 86 mill/stk, så passer tingene ikke sammen med ramme på 1200 mill. hvis man vil have 15 stk. litra ET.

Meeeen, DSB/ministeriet er nu heller ikke uden skyld i fadæsen. Aftalen har ligger klar til underskift i månedsvis, men DSB ville ikke bestille inden de svenske parter havde skrevet under. Svenskerne ville dog ikke skrive under inden DSB skrev under.......jeg kan godt forstå hvis en producent sælger sin produktionsplads til mere seriøse kunder. Uheldigvis faldt flere mindre operatører i Sverige fra (af varierende årsager), så ved faldende mængde, fylder etableringsomkostninger jo mere og så kravler stykprisen op. Ganske som det skete her. Faktisk var det oprindelige bud ved samkøb på 20 togsæt og havde dette puljekøb gået igennem, så ville rammen på 1200 mill næsten dække 15 litra ET til DSB...... Havde de kære politikere/DSB været lidt hurtige dengang i 2006-2008, så kunne en litra ET fås for ca. 65-70 mill DKK.

Mit bedste bud er at 67 dobbeltdækkervogne, som DSB bruger nu og som er lånt, bliver købt sammen med nogle el-lokomotiver. Det kan fås for 1200 mill. DSB slipper for (dyr!) vognleje og får staten til at betale for "nye" vogne. På den måde får DSB ikke øget sin gæld, der er ret voldsom. Ulempen ved at eje er at materiellet i tilfælde af udlicitering skal stilles tilrådighed for den vindende part; det kan man slippe for ved leje, da udlejer ikke altid vil acceptere "lån-på-lån".

  • 0
  • 0

Mit bedste bud er at 67 dobbeltdækkervogne, som DSB bruger nu og som er lånt, bliver købt sammen med nogle el-lokomotiver.

Men så skal man ud og have en ny litra, for EA er udgået af produktion for længe siden. Der skal uddannes folk til at køre dem og reparere dem og der skal indkøbes reservedelslager. Det kan ikke være rationelt for kun 15 lokomotiver. Man må bide i det sure æble og købe Comtessa. Så er de altså heller ikke dyrere og de kan falde direkte ind i driften.

  • 0
  • 0

@ Ulrik: Men kan I løfte sløret for om de 1,2 mia er inkl eller eksl moms? Prisen fra Trafikstyrelsen på 86 mio pr tog er uden moms. Har svært ved at forestille mig, at 10 Øresundstog nu skulle være dyrere end 120 mio kr pr stk?

  • 0
  • 0

Kom nu ind i kampen - EA blev produceret tilbage i 1990'erne for sidste series vedkommende og der blive IKKE tale om at genoptage produktionen; al snak herom er nationalromantisk dagdrømmeri.

Der findes ganske fine el-loko i serieproduktion rundt omkring. Eks. en Bombardier TRAXX (type 146 kunne være et bud). Siemens har en Vectron - forholdsvis nyt produktserie som kun er et par år gammel. Det er muligt at jeg har overset nogle typer, som er i produktion - rettelser modtages gerne.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten