Trafikstyrelsen: ’Første lovlige elløbehjul’ er ikke tilladt på danske veje

På søndag giver slovenske FlyKly alle interesserede mulighed for at prøvekøre et nyt elløbehjul på Rådhuspladsen i København.

Løbehjulet skulle efter sigende være det første elløbehjul i verden, som er tilladt i trafikken, da ’Smart Ped’ i princippet ikke er motordrevent, men i højere grad er en løbecykel, hvor den ekstra fremdrift skabes af brugerens skub med foden.

Det gør den imidlertid ikke tilladt, understreger Trafik- og Byggestyrelsen, som i en mail forklarer, at FlyKlys lighedstegn med en elcykel ikke automatisk gør den lovlig.

Det er ikke en handicapcykel

Styrelsen forklarer, at i Danmark er det kun tilladt at bruge el-hjælpemotor, når cyklens pedaler eller lignende samtidig betjenes, og her dækker ’lignende’ over, at visse handicapcykler kræver, at man bruger armene.

Men eftersom elløbehjul ikke er udstyret med sådanne anordninger, er de altså endnu ikke tilladte i den danske trafik.

Læs også: Opfinder vil fylde København med trehjulede løbehjul

’Det er Trafik- og Byggestyrelsens vurdering, at FlyKly el-løbehjulet ikke falder ind under denne bestemmelse, og det er derfor ikke en lovlig el-cykel, da løbehjulet ikke anvender pedaler eller lignende og ud fra hjemmesidens beskrivelse forsætter med afgive effekt et stykke tid efter, at brugeren har sat af med det ene ben. Det betyder, at et motoriseret løbehjul er ulovligt at anvende på områder, hvor færdselsloven gælder.’ skriver styrelsen i sin mail.

Kort fortalt betyder det, at alle elløbehjul fortsat kun må anvendes på områder, hvor færdselsloven ikke gælder, dvs. i skaterparker eller hjemme i haven.

Styrelsen skriver desuden: ’Trafik- og Byggestyrelsen er meget opmærksom på den forholdsvis nye og meget hurtigt udviklende tendens, der er inden for udvikling af el-løbehjul og alternative selvbalancerende køretøjer. Det er et område, som styrelsen arbejder videre med i den kommende tid, således at der kan findes en løsning for dem, under hensyn til det trafikbehov de evt. opfylder og især trafiksikkerheden.'

Direktør for FlyKly Niko Klansek forklarer, at indtrykket ellers har været fra research i USA og en række europæiske lande, han har kontaktet, at løbehjulet ville blive godkendt, da effekten efter sparket kun var ganske kort. Ifølge Trafik- og Byggestyrelsen er dette dog – endnu – ikke tilfældet for færdsel på de danske veje.

Startede ellers godt

Der er ellers stor interesse for løbehjulet, som på få dage næsten har nået sit mål på 100.000 euro på Kickstarter. Her kan interesserede støtte projektet og samtidig få billig forkøbsret til produktet.

På samme måde samlede FlyKly for to år siden på rekordtid 4,5 mio. kroner ind til at producere en smartere el-cykel, hvor baghjulet indeholdt al elektronikken, så man kunne give sin gamle cykel hjælpemotor.

Løbehjulet Smart Ped er i familie med sin cykel-forgænger på den måde, at der i begge tilfælde er tale om et baghjul, som er spækket med motor, batteri og elektronik, som sørger for fremdriften. Ligeledes er løbehjulet koblet til en app, som kan lægge ruter eller låse den.

Prisen kommer til at ligge på lige over 5.000 kroner, når løbehjulet kommer i handlen i starten af 2016.

Emner : El
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Jeg får helt kafkaske fornemmelser, når jeg læser om trafikstyrelsens overvejelser i dette projekt.

Man må godt stå på løbehjul i trafikken (som jeg forstår det). Men hvis nogen sætter en hjælpemotor på, som "forsætter med afgive effekt et stykke tid efter, at brugeren har sat af med det ene ben" - så er det ikke lovligt. Men hvorfor egentlig ikke? Hvad er den reelle bekymring fra Trafikstyrelsen?

For mig lyder det som, at problemet er, at de ikke kan rubricere produktet, fordi det "ikke har pedaler" - og det er altså med til at stoppe udviklingen og folks initiativ.

Jeg bliver til en bille..

  • 11
  • 1

Man må godt stå på løbehjul i trafikken (som jeg forstår det).

Det må du gerne, sålænge du holder dig inde på fortovet. Du må IKKE køre på løbehjul eller rulleskøjter på cykelstien og da slet ikke på selve vejbanen.

Færdselsloven:

§ 10. Gående skal benytte fortov, gangsti eller rabat, dog ikke midterrabat. Cykelsti eller kørebane må kun benyttes, såfremt der ikke findes fortov, gangsti eller egnet rabat.

§ 11. Som gående anses også den, der løber på ski, skøjter, rulleskøjter eller lignende, og den, der fører barnevogn eller legevogn.

"Ski, skøjter, rulleskøjter eller lignende ..." Jeg tror helt sikkert at løbehjul kommer ind under denne kategori.

Men det er da positivt at Trafikstyrelsen har et blik på Segways etc. og at lovteksten måske skal ændres. Men indtil da - eller der kommer en undtagelse som f.eks. med Segways, tror jeg du skal holde dit løbehjul inde på fortovet :)

  • 5
  • 0

Der er vel kun indtil at de finder en afgift, der kan kompensere for en anden afgift, som man ikke længere betaler, fordi man så ikke bruger et andet transportmiddel, hvor de så går glip af de afgifter, som man teoretiske set skulle have betalt - dermed vi der være tale om et tilskud til et eldrevet løbehjul. Derfor må det helt klart være ulovligt...

  • 8
  • 2

Og holde styr på om noget 'forflyttes' eller 'holdes i gang'. ;-)

ud fra hjemmesidens beskrivelse forsætter med afgive effekt et stykke tid efter .. skriver styrelsen i sin mail.

  • 0
  • 1

Og der er ganske mange steder der ikke er fortov, gangsti eller egnet rabat. De "gående" skal så lige lære at føre sig frem i den rette side af vejbanen

  • 1
  • 0

kan foldes rimeligt kompakt og nok ligge i bagage rummet uden større problemer. Overkommeligt at slæbe op i lejligheden til opladning og for at undgå tyveri ?.

Jeg tror ikke der vil være de store problemer med at køre blandt cyklister på cykelstien, og håndbremsen afbryder vel forbindelsen til motoren på samme måde som den gøre på el-cykler. Meget sjovt legetøj til en dyr pris for at køre et par kilometer, som nok ville ligge permanent i bagage rummet i min bil.

  • 0
  • 0

Et almindeligt løbehjul med hjul på størrelse med en desserttallerken er forbløffende effektivt den sidste kilometer fra stationen eller parkeringspladsen, og kan spare en for meget stress under forsøget på at finde en parkeringsplads i gåafstand fra målet.

Løbehjul med hjul med ca. 100mm diameter er ikke gode til byens strabadser.

  • 1
  • 0

Hvad med de små elektiske tohjulede plader man bare står på som en slags mini Segway. Er de lovlige? Jeg har kun set dem anvendt på fortovet.

  • 1
  • 0

Dem blandt os der forsøgte at fremme elbiler ved at konvertere blev også mødt med drakoniske krav. De krævede som en del af tilladelsen at den oprindelige bilfabrikant certificerede vores ændringer. At det i praktisk er umuligt var ikke deres problem. Derudover krævede de laboratorie radioprofiltest som er 50kkr plus moms for hvert forsøg og kan gøres 1 eller 2 steder i dk. De stillede krav til private som var de bilfabrikanter med milliardbudget. Det er en flok skrankepaver som burde henrettes ved dagsgry.

Dog vil jeg sige at et løbehjul i trafikken er et meget tvivlsomt køretøj. Med en lille saddel så man kan sidde roligt og køre så synes jeg fint de kunne være knallert eller EU45 kvalificerede. Jeg er helt for minimizzle designs. At sparke for fremdrift mens man navigerer blandt biler beder om at gå galt. 2 hjulet er rigeligt farligt i forvejen.

  • 1
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten