Hvert år koster trafikstøj tusindvis af for tidligere dødsfald og kronisk søvnbesvær for millioner EU-borgere. For at bekæmpe ulovlig trafikstøj fra motorcykler og biler tager en række europæiske lande derfor ny teknologi i brug, der både fanger ulovlig støj og nummerplade.
I Frankrig har en støjradar-prototype frem til juni sidste år været testet på en lukket testbane i byen Nantes. Resultaterne fra forsøget har været så overbevisende, at otte byer nu har meldt sig til at deltage i afprøvningen af en støjradar-prototype, skriver det franske medie Actu.
Bøderne kommer dog ikke i første omgang til at vælte ind ad brevsprækkerne hos ejere af køretøjer, der udsender ulovlig støj over støjgrænserne, fortæller Fanny Mietlicki, der er direktør for den franske non-profit miljøorganisation, som står bag projektet med at få udviklet og afprøvet støjradaren.
»Der vil være tests uden bøder i adskillige måneder,« fortæller hun til Actu og uddyber, at det nu skal tjekkes efter, om støjradarerne møder de tekniske kriterier, og hvorvidt de er i stand til at identificere ulovligt støjende køretøjer med præcision.
Støjradarerne opfanger decibel-niveauet fra sine omgivelser ti gange i sekundet samtidigt med, at støjkildens udpeges. På enhederne sidder et 360-graders kamera sammen med fire akustiske mikrofoner, der registrerer støjen og nummerpladen.
Det innovative ved støjradaren består i, at den kan skelne mellem forskellig støj; hvor og hvor meget der kommer fra én støjkilde. Dette gøres ved at registrere støjens ‘akustiske spor’ ved hjælp af mikrofonerne i kombination med trigonometri til at beregne vinkel og afstand.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO udsættes omkring en tredjedel af EU's befolkning for sundhedsskadelig støj fra trafikken, der kan forstyrre nattesøvnen, øge risikoen for hjertekarsygdom og have en række negative psykologiske effekter. Én ud af fem europæere udsættes ifølge WHO regelmæssigt for lydniveauer om natten, der »markant kan skade helbredet«. Ifølge rapporten ‘Noise in Europe – 2020’ fra Det Europæiske Miljøagentur EEA, er vejtrafik den primære kilde til støjforurening i Europa, og i løbet af det næste årti forventes støjniveauet at stige både i by- og landområder som følge af byvækst og øget efterspørgsel efter mobilitet. Omkring 113 millioner EU-borgere var i 2020 ifølge rapporten udsat for trafikstøj på mindst 55 decibel (dB(A)) i længere perioder om dagen, aftenen eller natten. I de fleste europæiske lande er over 50 procent af byboerne udsat for trafikstøj fra vejen på minimum 55 dB om dagen, aftenen eller natten. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO vil der sandsynligvis opstå helbredsproblemer ved dette niveau, skriver EEA. På grundlag af oplysninger fra WHO skønner EEA, at langvarig støjeksponering årligt forårsager 12.000 for tidlige dødsfald og medvirker til 48.000 nye tilfælde af iskæmisk hjertesygdom (forsnævring af hjertets arterier) i EU. Det skønnes også, at 22 millioner EU-borgere konstant udsættes for store gener, og at 6,5 millioner har kronisk søvnbesvær på grund af støj.Trafikstøj koster liv
Målrettet motorcykler
Ifølge Fanny Mietlicki handler det ikke om, at støjradarerne skal bruges til at straffe »alle og enhver«. Den teknologiske støjbekæmpelse er primært målrettet byernes motorcyklister, der ulovligt modificerer maskinerne.
»Det er dem, som med fuldt overlæg gasser op i høje omdrejninger, piller ved udstødningssystemet og/eller fjerner lyddæmperen, som er målene,« fortæller hun til Actu.
Hun tilføjer, at den slags støj, som generer folk mest, er impulsstøj (lyd, der hurtigt stiger til en skarp spids og derefter hurtigt aftager).
Støjradarerne i Frankrig forventes tidligst at blive brugt til at uddele bøder i udgangen af 2022 eller i 2023 alt afhængigt af, hvordan projektet, som det franske miljøministerium har iværksat, forløber, skriver Actu.
Også i Spanien skal støjradarerne afprøves i kampen mod ulovlig støj fra køretøjer. Myndighederne i den spanske region Catalonien annoncerede for nylig, at støjradarerne, der foruden Frankrig også tidligere er afprøvet i Schweiz, kommer til at blive sat op langs en af regionens primære motorveje, C-31, skriver det spanske medie El Español.
Engelsk pilotprojekt en succes
I England har man afprøvet en lignende løsning og vil nu installere flere ‘støjkameraer’, som allerede har været brugt til at uddele bøder. Det startede med et pilotprojekt sidste år, hvor der blev opstillet støjkameraerne på to gader. En af dem er Sloane Street i London-bydelen Chelsea, der er kendt for sine mange Lamborghinier, Ferrarier og andre dyre biler.
Støjkameraerne registrerer både video og lydniveau, når et filtreret lydsignal overskrider 80 decibel, skriver de lokale myndigheder, Royal Borough of Kensington and Chelsea, på deres hjemmeside. Under pilotprojektet, der kørte i perioden september-december 2020, registrerede støjkameraerne i alt 2.000 hændelser.
I løbet af pilotprojektets omkring fire måneder registrerede støjkameraerne næsten 2.000 hændelser, og myndighederne brugte oplysningerne derfra til at uddele 163 bøder og 69 advarsler til larmende køretøjsejere. Ikke alle hændelser førte til bøder, da også politi-, brand- og ambulancekøretøjer samt lastbiler udløste hændelser.
I juni meldte de lokale myndigheder ud, at de genopstiller støjkameraer igen på Sloane Street og Holland Park Avenue for at hjælpe med at bekæmpe den ulovlige støj, og at de ser frem til at udvide ordningen til andre områder, når mere data er blevet indsamlet.
»Borgere har gjort det klart for os, at mange bilister bruger vores gader som en racerbane. Pilotprojektet med ny støjkamera-teknologi sidste år hjalp os med at fange flere af de værste lovovertrædere,« lyder det fra formanden for bydelsrådets transportudvalg, Johnny Thalassites.
»Vi får nu data med kameraer fra andre områder i bydelen for at se, hvor stort det her problem er, og hvad mere der kan gøre for at beskytte vores borgere og arbejdere fra forstyrrende støj og anti-social kørsel.«
Danmark vil støjbekæmpe med stærekasser
I Danmark meldte regeringen i forbindelse med sommerens infrastrukturaftale ud, at der skal etableres ‘støjstærekasser’ på bynære motorveje. Det er almindelige stærekasser også kaldet ‘Automatisk Trafikkontrol’ eller i kort form ATK’er, der sættes op i første omgang på Motorring 3 i hovedstadsområdet som et forsøg, der forventes at koste 25 millioner kroner.
Læs også: Borgmester om 3 mia. til indsats mod trafikstøj: »Det er langt fra tilstrækkeligt«
»Det er fartkontrol. Formålet med dem er at sænke hastigheden på motorvejen og dermed reducere støjen,« forklarede folketingsmedlem Rasmus Jarlov (K) til Folkebladet for Glostrup og Vestegnen i juni.
ATK’erne registrerer udelukkende køretøjer hastighed og har derfor mødt en vis skepsis fra partifællen Mogens Brauer (K), der sidder i kommunalbestyrelsen i Rødovre.
»Støjstærekasser er et helt nyopfundet begreb, som ingen rigtig ved noget om, og ideen er åbenbart at få farten så langt ned på motorvejene at støjniveauet falder,« sagde han til Rødovre Lokal Nyt i april om støjstærekasserne, som efter forsøget på Motorring 3 skal evalueres, hvor der tages stilling til, om tiltaget skal udvides til andre bynære motorveje.
Mogens Brauer (K) kaldte i den forbindelse det for »en stråmand« at bruge mange millioner på de såkaldte støjstærekasser og tilføjede, at det har førsteprioritet, at der opsættes støjskærme og pålægges ny asfalt.
Rettelse klokken 12.43 5. august 2021: Som en opmærksom læser noterer i kommentarsporet, så har der sneget sig en fejl ind i artiklen. 'Støj-radarerne' registrerer lydniveauer ti gange i sekundet og selvfølgelig ikke hvert tiende sekund, som det tidligere fremgik.
