Træhuse på vej mod nye danmarksrekorder
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Træhuse på vej mod nye danmarksrekorder

I det nye byområde Køge Kyst er foreningen Fællesbyg ved at sælge ejerlejligheder i et syv-etagers karrebyggeri med bærende konstruktioner i træ. Det vil være ny højderekord for dansk træbyggeri, hvis projektet realiseres. Illustration: Vandkunsten

Tidligere i år åbnede det fire etagers træhusbyggeri, Fremtidens Bæredygtige Almene Bolig i Lisbjerg ved Aarhus. Mens man i udlandet har bygget meget højere huse med bærende elementer i træ, er byggeriet ved Aarhus det første, der tangerer det etageantal, man nåede op på under byggeriet af de såkaldte CasaNova-boliger omkring årtusindskiftet. Men nu er træbyggeriet på vej mod endnu større højder. Det fortæller Bo Pedersen, der er kompetencechef for trækonstruktioner hos det rådgivende ingeniørfirma Moe.

Læs også: Udvikling af både træhuse og team-byggeri

»Vi sidder med to andre projekter, hvor vi skal bygge endnu højere. I København projektere vi et studieboligbyggeri i seks etager, og i Køge arbejder vi på en boligbebyggelse i syv etager.«

Studieboliger i seks etagers træhus

Studieboligprojektet opføres af Cree Denmark/Wood Building Systems Aps - en virksomhed, der er ejet af J. Jensen-koncernen. Cree Danmark har indgået en franchiseaftale med den østrigske virksomhed Cree by Rhomberg, som har udviklet et byggesystem med komponenter af limtræ og beton.

Læs også: Amerikansk iværksætter vil samlebåndsrevolutionere byggebranchen

»Det er et kompositsystem, hvor dækelementerne er opbygget som komposit ribbedæk bestående af limtræsbjælker med en betonplade ovenpå. I Østrig har de bygget i 8-9 etagers højde med det. Men Cree udfører også andre træløsninger, herunder CLT-systemer,« fortæller Jacob Ettrup Petersen, der er fagansvarlig for trækonstruktioner på Moes københavnske kontor, hvor han blandt andet regner på statikken i studieboligprojektet.

Studieboligprojektet skal opføres i CLT med en stabiliserende betonkerne, mens der er planlagt et 3-etagers byggeri i Furesø med kompositsystemet, fortæller Jacob Ettrup Petersen.

Sprinkling nødvendig

Lejlighedsprojektet i Køge skal bygges med søjler af træ og kompositdæk af træ, massivtræsskiver og beton, mens trappe- og elevatortårne i beton sikrer karreens stabilitet.

Læs også: Træ er tilbage: Fra skammekrogen til hovedrollen bag nye højhuse

Begge byggerier skal ligesom de almene boliger i Lisbjerg sprinkles.

I Lisbjerg ved Aarhus har boligorganisationen Al2Bolig fået opført lejligheder i tre og fire etager med udstrakt brug af træ til både bærende konstruktioner og facader. Selv om de er sprinklet, har byggeriet kunne realisteres indenfor rammebeløbet for almene boliger på 11.000 kr/m2 i håndværkerudgifter. Illustration: Hustømrerne

»Man må ikke indregne effekten af sprinkling i forhold til sikkerheden af de bærende konstruktioner, for bygningen skal kunne holde - også selvom sprinklerne svigter. Men vi har valgt at installere sprinklere alligevel - også for at kunne styre brandudviklingen,« forklarer Jacob Ettrup Petersen.

Nem transport og hurtig byggetid

Selv om sprinkling og/eller brandbeskyttelse af trækonstruktioner øger prisen for at bygge de bærende konstruktioner i træ, opvejes det af besparelser på andre områder, mener han.

Læs også: Tømrede tårne vokser ind i himlen

»Hvis man kigger på volumenprisen er træ ofte lidt dyrere end beton. Men man burde kunne hente prisforskellen ind på, at man har noget mindre transport, fordi træet er lettere end beton, og du dermed kan transportere flere elementer per lastbil. Desuden kan det opføres hurtigere, så erfaringen fra udenlandske projekter er, at det går lige op. Men det kræver selvfølgelig, at du nogle erfarne byggeledere, der kan styre projekterne,« siger Jacob Ettrup Petersen.

Manglende erfaring betyder højere pris

Og erfaring er netop problemet i øjeblikket i Danmark, mener Bo Pedersen.

»Der er flere entreprenører, der gerne vil være med på træbyggerier. Men det er alle firmaer uden erfaring inden for denne type byggeri. Så når de skal til at give en pris, så bliver de usikre, fordi de ikke har prøvet det før, og så lægger de lidt ekstra på som sikkerhed. Det er ikke som udlandet, hvor der er en etableret industri inden for træelementproduktion - på linje med betonindustrien herhjemme - og der er en masse erfarne entreprenører, der kan komme med en skarp pris, fordi de har erfaring og knowhow.«

Den nuværende travlhed på det danske marked gør det ikke lettere for entreprenørerne at opbygge tilstrækkelig erfaring i deres organisationer.

»Min oplevelse er, at der er stor mandskabsudskiftning i firmaerne for tiden. Så selv om du hyrer et firma, der tidligere har bygget højt i træ, så er der sikkert kommet en masse nye folk til, så de ikke har kunnet akkumulere viden og opsamle erfaringerne fra det tidligere projekt,« siger han.

Ved at vi kan bygge billigt

Alligevel tror Bo Pedersen, at træbyggeriet vil vinde mere og mere frem.

Læs også: Verdens højeste træhus bliver 4,4 meter højere

»På Lisbjerg viste vi, at vi kan bygge for rammebeløbet med håndværkerudgifter på 11.000 kr/m2 plus moms, og det kunne vi ikke have gjort billigere med beton. Og entreprenørerne kan også tjene penge på det. Det er i hvert fald erfaringen andre steder. I Storbritannien er massivtræsbyggeri nu blevet meget populært, men der accepterede entreprenørerne også, at de ville tjene ingenting eller meget lidt på de første entrepriser, men nu har de fundet ud af, hvordan man gør.«

Østrigske Cree hævder, at man kan bygge op til 100 meter høje bygninger med deres system, men det er der så vidt vides endnu ikke planer om i Danmark.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det lyder flot, men sprinkling = vandskader = råd og svamp og skimmel.
Murphys Lov gælder stadig.

Bare fordi man kan, betyder det jo ikke nødvendigvis at det også er en god ide.

  • 5
  • 1

Om det ikke allerede findes, burde der være en ret heftig CO2-afgift på på beton.
Træ i byggeri er derimod en effektiv metode til CO2-lagring.

  • 6
  • 1

Nu ved jeg ikke hvor meget det regner, når man sprinkler. Men f.eks. under montage tager CLT elementer ikke skade af et godt regnvejr - de tørrer hurtigt ud. En af CLT'ens stærke sider er netop at det fungerer som en fantastisk fugtbuffer, hvilket i det daglige giver et supergodt indeklima, da fugtniveauet er helt jævnt henover døgnrytmen. Hvor nødvendigt det så i virkeligheden er at sprinkle kan diskuteres, da CLT elementer har en ret god bæreevne også ubeskyttet i brandtilfældet. Træ mister jo ikke sin styrke i det upåvirkede tværsnit, lige som stål, der bare bliver blødt som smør. Derudover kan man brandimprægnere det yderste lag træ med Burnblock, så den massive trævægoverflade bliver endnu sværere at antænde - meget svær at antænde.

  • 1
  • 1

Det er virkeligt dejligt at se at CLT konstruktioner så småt begynder at vinde indpas herhjemme. Det er dog stadigt et lidt langt sejt træk, fordi langt det meste af byggebranchen i Danmark er ekstremt konservativ. Men - bare rolig - det er jeg ikke. :-)

  • 1
  • 0

Nu er det danske klima sjældent tørt, og derfor er det uinteressant med hvordan et regnvejr klares. Det er netop den fugtige og ofte milde del af året der skaber problemet.
Der mangler stadig afklaring af, hvordan CLT klarer det Danske klima, eller tilpasses.

  • 2
  • 2

Det klarer CLT helt fint. :-) I det færdige hus er CLT elementerne jo beskyttet af isolering og klimaskærm og står i det "indvendige" klima. CLT'ens unikke fugtbuffer egenskaber gør at den tilpasser sig fugt påvirkninger perfekt og f.eks. mod fundament, sikre man mod fugt på akkurat samme måde som man gør i træhuse - som der jo er bygget i Danmark i mange år - og de klarer sig jo fint. Desuden tætner man elementsamlingerne udvendigt, inden påsætning af isolering. Både beregninger (jeg har fået lavet nogen med IKO Enertherm isolering) og (også danske) praktiske eksempler, viser at CLT klarer sig helt fint i det danske eller tilsvarende klima (Tyskland, Sverige, Norge, Finland og diverse europæiske lande). Beregninger siger faktisk at CLT klarer sig "excellent" i forbindelse med fugtophobning og mug angreb. Et godt praktisk eksempel herhjemme er Steffan Iwersens CLT hus i Brønshøj, hvor der absolut ikke er nogen fugtproblemer. Så nej - man skal ikke være bange for at anvende CLT i Danmark. Det fungerer lige så godt eller bedre end beton-/letbeton elementer. Det er faktisk den absolut bedste måde at bygge på idag - med CLT! :-)

  • 0
  • 0

Der står i artiklen at der savnes erfaring i Danmark i at bygge med træ og deriblandt CLT. Her peger de måske mest på entreprenørerne, men andre artikler peger på rådgiverne og at det (ofte?) er udenlandske firmaer, der regner på f.eks. CLT elementerne. Jeg har interesseret mig for trækonstruktioner og massiv træ (CLT) i over 20 år og jeg kan både beregne og tegne CLT element husprojekter - hvis nogen skulle være interesserede. :-)

  • 0
  • 0

Thorvald.
Kast dig over betonkonstruktioner!. Herhjemme hersker en mafia, der kun ser muligheder ved hjælp af bål, at omsætte træ til lunket vand. ;-)

Haha. ;-) Jeg har efterhånden fået "nok" at beton elementer - har regnet elementstatik på overslagsmæssigt måske mere en 500 opgaver med et sted mellem 50.000 og 100.000 elementer. Men ikke for det - jeg laver stadigvæk gerne byggerier med beton elementer, men som nævnt vil jeg hellere arbejde med CLT elementer, da jeg mener det er den bedste måde at bygge på idag.

  • 0
  • 0