Trådløs surf over Atlanten

10 stive timer spærret inde i et fly på vej over Atlanten fra København til den amerikanske vestkyst har aldrig været nogen stor fornøjelse.

Nuvel, gin og tonics, rødvin og en god middag har selvfølgelig dulmet de værste ubehageligheder ved at være skruet ned mellem to sæder.

Men i går tog Scandinavian Airlines SAS et afgørende skridt for at gøre de lange flyture mere behagelige - eller nyttige.

Surf i flyet på de lange rejser med 5 Mb/s i downlink - og 1 Mb i uplink. SAS er det første selskab til at tilbyde netadgang på alle interkontinentale rejser. (Foto: SAS) Illustration: SAS

Flyselskabet havde kl. 15.50 afgang for det første kommercielle fly, der tilbyder kunderne trådløs internetadgang til deres bærbare computere, på en tur fra Københavns Lufthavn til Seattle ved den amerikanske vestkyst.

Det betyder eksempelvis, at passagerne får bedre mulighed for at passe deres job på vej ud i verden:

"Under en ti-timers flytur føler man ofte, at man kunne have brugt tiden bedre andre steder, enten ved at arbejde eller være sammen med familien. Derfor byder jeg muligheden for internetadgang meget varmt velkommen," sagde en af SAS' kernekunder, Troels Larsen, Human Resource Account Consultance, Nokia Danmark, på et pressemøde inden turen.

Netadgang på alle interkontinentale ruter

Men ikke bare Seattle-ruten vil blive dækket med internetadgang. SAS introducerer i løbet af foråret trådløs internetadgang, kaldet SAS Net Access, til passagerne på samtlige interkontinentale ruter, herunder turene fra København til USA, Singapore og Kina.

Lufthansa har allerede delvis dækket deres flyruter med internetadgang, men SAS bliver det første flyselskab i verden, som vil vække samtlige oversøiske ruter med de nye muligheder.

Samtlige ruter er koblet op i marts næste år på både business, economy flex og economy class.

Prisen er knap 30 dollar, svarende til 172 kroner, for en flatrate opkobling på en hel tur. Alternativt kan man købe en halv time for 10 dollar eller knap 60 kroner. Ekstra minutter koster en kvart dollar pr. minut.

5 Mb/s downlink - 1 Mb/s uplink

Flyet er koblet op med en båndbredde på 5 Mb/s downlink/ 1 Mb/s uplink.

Ingeniørens journalist afprøvede båndbredden på It- og Telestyrelsens officielle internetkvalitetsguide.dk, som afslørede en højst opnået afsendelse på 27,52 kb/s og en tilsvarende modtagelse på 146,52 kb/s (på TCP-protokollen).

På den IP-telefoni-anvendelige UDP-protokol fremviste systemet et imponerende resultat på download-siden på 6,32 Mb/s.

Selv om Lufthansa med deres lidt hurtigere tilbud om internetadgang i fly har fået kureret de værste børnesygdomme ved systemet, var der dog enkelte udfald i forbindelse under turen. Generelt fungerede opkoblingen dog meget tilfredsstillende.