Trådløs kommunikation skal redde motorcyklister fra ulykker
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Trådløs kommunikation skal redde motorcyklister fra ulykker

To dedikerede chips er basis for den israelske virksomhed Autotalks’ system, der udnytter Dedicated Short Range Communications (DSRC) til kommunikation mellem biler og motorcykler i samme område. Alle køretøjer udsender løbende informationer om position, retning, hastighed, acceleration og deceleration og modtager de samme oplysninger fra andre køretøjer i området. Et modul i køretøjet bearbejder informationerne og videregiver relevante informationer og advarsler til føreren. (Ill.: Autotalks)

TEL AVIV Efter et sammenstød mellem en bil og en motorcykel er bilistens forklaring ofte, at han eller hun ikke så modparten, før det var for sent. Og eftersom den statistiske risiko for at omkomme i trafikken for motorcyklisten er 30 gange højere pr. kørt kilometer end for bilistens vedkommende, er dette selvsagt et akut problem for trafiksikkerheden.

Det israelske firma Autotalks har udviklet en teknologi, der sætter biler i stand til at kommunikere med hinanden og på den måde advare trafikanterne om uventede farer på vejen. Nu har israelerne videreudviklet dette, så motorcykler – og i princippet alle bløde trafikanter – kan nyde samme beskyttelse.

Ideen er enkel, og Autotalks’ egne tests viser, at den fungerer – men initiativtagerne er også klar over, at man står over for en vigtig udfordring for at skabe den tilsigtede tryghed på vejene: Systemet fungerer først optimalt, når samtlige trafikanter deltager i kommunikationen.

Ad hoc-netværk

Systemet bygger på DSRC, altså Dedicated Short Range Communications. Ideen er, at hvert køretøj udstyres med en antenne og et kommunikationsmodul. To gange i sekundet udsender køretøjet informationer om position, retning, hastighed, acceleration og deceleration. Samtidig modtager det tilsvarende informationer fra andre køretøjer i området, så de derved opbygger et ad hoc-netværk, der omfatter alle køretøjer inden for en given radius.

»Rækkevidden afhænger lidt af forholdene,« siger Yaniv Sulkes, vicedirektør for forretningsudvikling og markedsføring hos Autotalks.

»Men teknologien sætter din bil i stand til at kommunikere med andre biler på flere hundrede meters afstand og i åbent terræn på op til et par kilometers afstand.«

Et kamera vil ikke kunne se, om de to lygter, som man selv kan se i bakspejlet, er en bil, eller om det er to motorcykler, der pludselig kan ændre kurs.Yaniv Sulkes, Autotalks

Teknologien sætter bilisten i stand til at opdage ting, som det blotte øje ikke kan se. Den vil opdage bilen, der nærmer sig med stor fart bag et gadehjørne, og den vil også gøre bilisten opmærksom på en motor­cykel, som kommer bagfra.

»Motorcykler er små, og de kører i visse tilfælde hurtigt og følger somme tider ikke det generelle trafikmønster. Det er hovedårsagen til, at det alt for ofte går galt,« siger han.

Han understreger, at Autotalks ikke ser sig selv som konkurrent til en anden israelsk teknologi fra virksomheden Mobileye, som ser ud til at blive en integreret del af fremtidens selvkørende biler. Men kamera­teknologi, som Mobileye bygger på, ser kun hvad det menneskelige øje i princippet også kan se.

»Et kamera vil ikke kunne se, om de to lygter, som man selv kan se i bakspejlet, er en bil, eller om det er to motorcykler, der pludselig kan ændre kurs i forskellig retning,« tilføjer han.

Motorcykler stiller andre krav

Det er her, motorcykelteknologien kommer ind i billedet. Autotalks har eksisteret i snart ti år og har udelukkende arbejdet med denne teknologi gennem hele sin levetid. Det betyder, at man allerede i 2012 havde første generation klar. Den byggede udelukkende på kommunikation mellem firhjulede køretøjer, og den blev kun brugt som demo og i testkøretøjer. Det er erfaringerne fra dette arbejde, som giver Autotalks et forspring og som har sat israelerne i stand til at udvikle en model til tohjulede køretøjer.

De to chips er de samme. Den ene chip står for radiodelen, altså den analoge frekvens, og den anden for kommunikationsdelen, som bearbejder informationerne og sender dem videre til et display på bilens instrumentbræt. Dette display giver også lyd fra sig, når der sker noget uventet.

Autotalks’ vision er, at deres teknologi også skal kunne bruges af f.eks. cyklister og fodgængere, så alle typer trafikanter er i besiddelse af udstyr, der kan advare om risiko for ulykker. (Ill.: Autotalks)

»Typisk vil applikationen til forebyggelse af sammenstød først fungere, når køretøjet er nået op på en vis hastighed, for eksempel 25 km/t. En analyse af alle tilgængelige data er blevet brugt som grundlag ved udarbejdelsen af en række forskellige algoritmer, som skal forhindre falske alarmer i størst muligt omfang,« siger Yaniv Sulkes.

En motorcykel stiller imidlertid nogle andre krav til udstyret. Det skal være mindre, energiforbruget skal være mindre, og ikke mindst skal det være resistent over for motorcyklens kraftige vibrationer. Det skal også kunne fungere, så motorcyklen ikke bare udsender informationer til andre køretøjer, men så motorcyklisten selv kan modtage informationer, nøjagtig som bilisten gør det. Og eftersom et display ikke er hensigtsmæssigt på en motor­cykel, bliver løsningen at disse informationer kan modtages via en lille højttaler inde i hjelmen.

Udbredelse og pris

Udstyret kan placeres mange forskellige steder på køretøjet. Flere bilmodeller har en ‘hajfinne’ på taget, hvor man med held har anbragt det, men det er nu konstrueret, så det kan passe ind i sidespejlet på de fleste biler og sidde på et ganske lille sted på en motorcykel.

»Prisen er en afgørende faktor,« fortsætter Yaniv Sulkes:

»Vi lander på under 100 dollars for hele pakken, og det er et vigtigt argument for at sikre den massive udbredelse, som er en betingelse.«

EU har allerede indført en standardfrekvens, hvilket betyder, at eksempelvis tyske, franske og italienske biler vil kunne kommunikere med hinanden. Samtidig er Autotalks gået i samarbejde med Bosch, der leverer udstyr til en række af Europas store bilproducenter. Efter at have afprøvet udstyret konkluderer Bosch, at det vil kunne forhindre en tredjedel af de tohjulede dødsulykker i trafikken.

Fra 2019 vil Volkswagen Golf have teknikken fra Autotalks som standardudstyr, mens flere andre ser ud til at være klar til at tage springet. En anden samarbejdspartner, den italienske motorcykelproducent Ducati, har også afprøvet udstyret og er klar til at gøre det til standard i de nye modeller.

......der ikke overholder at køre og opfylde hensyn til deres medtrafikanter er uønskede i trafikken , slet og ret.

Men nu er motorcyklister ikke ene om at opføre sig tåbeligt i trafikken. Efter smartfonens indtræden på markedet ,er den blevet langt den farligste ting i trafikken.

og den viste nyskabelse vil ikke hjælpe på ulykker, tror jeg:

  • 4
  • 2

Højresvingsulykker er heldigvis blevet færre med bedre spejle/kamera på lastbiler/busser.
Men det er ulykkeligt hver gang en ung mor eller andre kommer for tæt på og ender i ulykke!
Det sker med lav hastighed, så hvorfor ikke udnytte at næsten alle svage trafikanter har mobil på sig, når de færdes i trafikken?
Der kunne laves en Bluetooth modtager med lydindikation?/ head-up display? monteret i biler som indikerer retning og afstand til advarsel om svage trafikanter tæt på? App?

  • 2
  • 2

Det er da et interessant indlæg fra Israel. Men artiklen nævner jo slet ikke at effektive løsninger ikke er afhængige af "israelsk teknologi", som man umiddelbart skulle tro, når man læser artiklen.

Det er klart at altomfattende systemer skriger på standardisering for kommunikationsprotokoller mm-, hvor israelerne har lavet deres egen version ser det ud til , som de så promoverer med hjælp fra indlæg som Hans Henrik Hafners artikel.

Der er da andre firmaer som er meget mere fremme i skoene med store partnere gennem mange år og med interesse i standardisering af området, som så ikke bliver afhængigt af en bestemt teknologi. F. eks. er der jo det australske firma Cohda Wireless, som jo har meget stor erfaring og er en trendsætter, som arbejder med store koreanske bilfirmaer samt store elektronikfirmaer.

Men til lykke med sales pitchet, som jo tydeligt nok i omtalen af mulige partnere ikke viser nogen særlig opbakning/satsning fra nogen selskaber i det hele taget.

  • 2
  • 3