Trådløs fjernstyring og videoovervågning

Lettere beruset af sidste uges succes, gik jeg i denne uge i gang med at få installeret produktet fra Martek Electronics, som hedder en PowerMid. I alt sin enkelthed er det en universel fjernbetjening, som kan styre tv, video, dvd, parabol og andre enheder, som kræver en infrarød fjernbetjening.

Det smarte er dels, at man på den måde kan undvære de fleste af sine fjernbetjeninger, og ikke mindst at man kan styre enheder fra andre rum, eller i mit tilfælde fra en anden etage. Den fjernbetjening man bruger benytter sig nemlig af radiobølger, som den sender til en lille pyramidelignende modtager, der så igen sender de korrekte infrarøde signaler til de enheder, der skal styres.

Den fjernbetjening, der kommer med PowerMid kan styre op til otte forskellige enheder, hvilket burde være mere end rigeligt for de fleste behov.

Avanceret fjernbetjening
At installere PowerMid viste sig hurtigt at være lige så let som at få CableLink til at virke (sidste uges projekt). Efter at jeg havde forsynet fjernbetjeningsenheden med batterier, stillede jeg den lille sorte pyramide tæt på den video og parabolenhed, som jeg ønskede at styre.

Herefter gik jeg i gang med at fortælle PowerMid, hvilke enheder den skulle styre. Der følger en lang liste med, som fortæller, hvilke enheder PowerMid kender. Når man har fundet den enhed man vil styre, er det bare at taste et kodenummer ind. Hvis man er i den situation, at man ikke har en enhed, der står på listen, er der to ting man kan gøre.

Den ene er at sætte PowerMid til at scanne efter enheder, den kan kontrollere, og den anden er at sætte den i »learn mode«, hvor man peger den gamle fjernbetjening mod PowerMid og benytter samtlige funktioner. På den måde vil alle enheder kunne betjenes, uanset alder eller mærke, rigtigt smart, og så skulle jeg hilse at sige, at de virker. Jeg har afprøvet samtlige metoder, og endte hver gang med total kontrol over såvel tv som video og parabol.

Videoovervågning

Herefter tog jeg så fat på at få det trådløse kamera til at fungere, og det var næsten overstået, før jeg var startet. Kameraet blev sat op og sluttet til strøm, og herefter satte jeg CableLink til at lede efter trådløse enheder, og i løbet af få minutter havde jeg et pænt billeder på mit tv.

Nu var det så, at jeg gerne ville have sat det til min computer, men her kom jeg til kort. Ikke på grund af det trådløse kamera, men fordi min computer ikke havde en video indgang. Men hvis det havde været tilfældet, kunne jeg have sluttet en trådløs modtager til den, og så ved hjælp af videograbber software optage direkte til min harddisk. Nå, men nu ved jeg så, hvad jeg skal ønske mig i fødselsdagsgave - et nyt grafikkort.

Ugens projekt tog ikke ret lang tid at få på plads, men der var alligevel noget, der knirkede for mig. For pludselig blev jeg opmærksom på, at fra tid til anden var der en underlig hyletone på mit tv. Nu viste jeg jo at mit komfur støjede, og det var heller ikke en nær så høj lyd. Men en højfrekvent hyle- eller brummetone, der kom og gik med mellemrum. Og jo mere jeg begyndte at lytte efter den, jo mere irriterede den mig.

Jeg har kontaktet leverandøren af Martek Electronisk produkter, shoppingonline.dk, og de kender ikke umiddelbart til lignende problemer. Men der er to ting, som de muligvis kan gøre for at hjælpe mig. Dels fremsender de et testsystem til mig. Det skulle kunne fortælle mig, hvilke af mine elektriske produkter, der støjer, og indtil videre går mistanken på min olie-el radiator.

Dernæst har de et såkaldt støjfilter. Normalt bliver det kun brugt til fabrikshaller, hvor der er meget elektrisk støj, men hvis der ikke er andet der hjælper, vil det nok være løsningen.

I næste uge går jeg i gang med at overføre dvd-signal fra min computer til mit tv, og jeg starter muligvis også på at fjernstyre nogle af mine øvrige el-apparater.