Toyota tester opladelig hybrid-bil

Rygterne har floreret i månedsvis, og nu har selv de forsigtige japanere hos Toyota bekræftet, at verdens største bilproducent har kørt en hybridbil, hvis batterier kan oplades, ud på vejene.

Foreløbig drøner videreudviklingen af Prius, som har solgt over en million eksemplarer, på vejene i Japan, hvor den er første af sin slags, og i Californien, hvor den bliver testet i samarbejde med to universiteter. Senere skal eksemplarer også rulle rundt i Europa.

Den drøner dog ikke særligt langt på sine batterier alene, selv om tophastigheden på batteridrift angives til 100 kilometer i timen. 13 kilometer er hele den rækkevidde, som Prius'en kan nå, inden benzinmotoren skal tændes og supplere batterierne. De bliver opladet på en time til halvanden i en almindelig stikkontakt.

En af årsagerne til den ringe rækkevidde er, at Toyota holder fast i batterier med nikkel-metalhydrid i stedet for at gå over til det dyrere litium-ion, som også er sværere at styre.

Om to år ventes Toyota at præsentere en ny udgave af Prius'en, og så kommer der sandsynligvis litium-boller på suppen. Den får muligvis dieselmotor til at banke forbruget helt i bund. Også Citroen og Peugeot arbejder med hybridbiler på en blanding af el og diesel.

Toyota skriver i sin kortfattede pressemeddelelse, at selskabet vil give resultaterne af sine test til de japanske myndigheder. Selskabet erkender, at der stadig er problemer med rækkevidde og pris, inden de opladelige hybridbiler er klar til markedet.

Dokumentation

Toyotas pressemeddelelse og video