Total klar med milliardsats i dansk skifergas

29. november 2012 kl. 11:498
Det franske olieselskab vil investere 1,5 milliarder kroner i at udvinde naturgas fra Danmarks undergrund.
Artiklen er ældre end 30 dage

Mens flere partier rasler med regler af hensyn til miljøet, erklærer det franske olieselskab Total, der som det hidtil eneste har fået licens til at efterforske skifergas i den danske undergrund, sig nu villig til at investere 1,5 milliarder kroner i at efterforske og udvinde den ressource, som ingen med sikkerhed kender til eksistensen af.

Til Dagbladet Børsen siger selskabets europæiske direktør, Bruno Courme:

»Vi vurderer, at vi samlet kan komme til at investere 1,5 milliarder kroner i det danske marked.« Han betegner det som et kæmpesats.
Det er Niels Schovsbo, der er reservoirgeolog i Geus, enig i:

»Der er i dag ingen, der ved, hvad der ligger i den danske undergrund. Det finder vi først ud af, når Total foretager den første boring,« siger Schovsbo til Børsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men han vurderer, at der kan ligge gas svarende til, hvad der ligger i Nordsøen.

Efterforskningsboring til august

Bruno Courme påpeger, at Totals investering skal ses på langt sigt, for i første omgang venter en efterforskningsboring på en mark i Vendsyssel til august. Efterforskningen, der ventes at beskæftige 50 mand, kan føre til en pilotboring. Men udvikler projektet sig til udvinding, ventes beskæftigelsen at stige til 200 mand.

I øjeblikket foretager eksperter en såkaldt miljømæssig baseline-undersøgelse for at kontrollere miljøforholdene omkring marken i Vendsyssel. Generelt er der politisk skepsis over for boringer efter skifergas. Både konservative og socialdemokrater overvejer, hvordan det kan reguleres.

Oprindeligt havde Total og Nordsøfonden, der repræsenterer den danske stat og ejer 20 procent af Totals danske licenser, overvejet 15 specifikke lokationer. Når valget faldt på stedet i Vendsyssel, skyldtes det, at fem seismiske linjer går igennem grunden. Samtidig befinder der sig i forvejen en grusgrav, så området i forvejen er lagt ud til råstofudvinding.

8 kommentarer.  Hop til debatten
Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
8
2. december 2012 kl. 03:25

Har I bare halvvejs ret er det skandale, på alle måder. Skulle Ekstrabladet/ Information ikke kobles på det der?

7
30. november 2012 kl. 15:59

Var det ikke de fossile brændstoffer vi skulle væk fra?

Først når vi har penge til overs til det, for det må endelig ikke koste vores hellige ko/vækst.

Vi er jo ikke rigtigt i tvivl om hvilken prioritet der er imellem miljø og penge. Hvad er det nu det hedder når nogen er til salg for penge?

6
30. november 2012 kl. 10:08

i U,S,A der er store områder hvor titusinder mennesker må købe vand da deres undergrund er blevet forurenet af skifergas boringer.frankrig og bulgarien har forbudt skiffergas boringer.utroligt at man tillader at der pumpes meget giftige og sygdoms fremkaldende gifte i undergrunden der må nok være nogle politikere der har fået engle brune kuverter for at dette er blevet tilladt.hvornår får kommune kemi og grindsted værket samme tilladelse til at pumpe deres gifte ned i undergrunden plus risø alt deres radioaktive affald kan også pumpes ned i ndergrunden

5
30. november 2012 kl. 09:02

"Både konservative og socialdemokrater overvejer, hvordan det kan reguleres."

Tja.... Kunne man tage udgangspunkt i VE-loven og tilbyde 20 % til dem der bor inden for 4.5 km.(om det er et vindmølle tårn eller et bore tårn kan vel være "ligegyldigt") (og en ny 20 % del til erhverv/landbrug i området)

Hvis jordskælvene betyder revnede huse længere væk, bør de også tilbydes en del.(en ny 20 % del)

Bliver der målt mere RADON i større områder bør de også tilbydes en del. (en ny 20 % del)

Hvad er det det hedder... Forureneren betaler.... TOTAL afregning tak.

NB: der er billige huse i området, hvis der er nogen der vil prøve lykken med skifergas i baghaven og en måske 20 % + 20 % + 20% del :-)

4
29. november 2012 kl. 17:10

Var det ikke de fossile brændstoffer vi skulle væk fra?

3
29. november 2012 kl. 15:46

Jeg er meget bekymret over udsivning af kemikalier og gas til grundvand og luft. Erfaringer fra USA bl.a. viser at der foregår alle mulige former for udsivning, gas i grundvandet, kemikalier og tungmetaller i spildevandet og udslip af spildevand. Skiffergas udgør en betydningsfuld miljømæssig risiko - erfaringsmæssigt.

Og så er der jordskælvene.

Det ironiske ved skifferudvinding af gas og olie er, at udvindingsraten falder drastisk efter halvdelen af gassen/olien er udvundet - og ikke i en bell-kurve som andre slags felter. Dette er ofte kilden til en overvurdering af værdien af skifferfelterne, der af samme grund befinder sig i en investeringsboble. Når pengene er væk står nordjyderne med problemer...uden energi, ekspertise eller finansiering til at holde hullerne lukkede fremover....

2
29. november 2012 kl. 14:54

Vil du uddybe hvorfor det er så dårlig en idé? Er det af frygt for udsivning af skifergas til den fri luft eller fordi det generelt er svært at kontrollere udvinding af gassen?

1
29. november 2012 kl. 14:20

Jeg mener det er en MEGET dårlig idé at grave efter skiffergas i det hele taget, og særligt i Jylland. De der plomber skal laves rigtigt, og det koster. Og så skal de lige vedligeholdes i et par hundrede år for at forhindre at det revner. Tro på det... det her er rigtig kortsigtet og dumt.