Tor Nørretranders om corona: Sådan går det, når man ødelægger naturen
Vi er selv ude om det. Så kort kan det siges. Vi har drevet rovdrift på naturen i lang tid, og nu kommer infektionssygdommene strømmende. Senest i form af en coronavirus, som vi nu bøvler med på andet år.
Forfatteren og videnskabsjournalisten Tor Nørretranders har skrevet en bog, hvor han gennemgår tiden med SARS-CoV-2 fra første dag i slutningen af december 2019 til og med marts 2021. Og han lader os fra begyndelsen forstå, at vi var advaret, og nu ligger vi, som vi har redt.
Det er især tamheden, der er problemet, forklarer han. I de gode gamle dage, da vi var jæger-samlere, rendte vi ikke ind i den slags sygdomme. Vi boede langt fra hinanden, lod natur være natur, og dermed lod vi også virusser i dyr blive, hvor de var.
Men agerbrugets og byernes fremmarch gav ikke mikroorganismerne meget andet valg end at skifte vært og bruge os mennesker til at reproducere sig i, og det kan vi ikke altid tåle.
»Virusser er blandt miljøødelæggelsernes mange flygtninge,« citerer han fysikeren Paolo Giordano for.
I bund og grund foreslår han derfor, at vi skal udnytte vores moderne viden om informationsteknologi til at gå lidt mere tilbage til at blive jægere og samlere ved at lade naturen være mere vild og så bruge robotter til at finde de ønskede fødevarer i vildnisset.
Men – som han også siger – vi har det jo med at glemme årsagen til pandemier igen. Vi husker de store krige, men ikke de store pandemier, der slog endnu flere ihjel.
Tor Nørretranders er journalist og forfatter og ikke embedsmand eller politiker. Derfor beskriver han ikke egne erfaringer med håndtering af epidemier, men han har læst mange bøger og artikler, som han flittigt citerer fra, så bogen fremstår som en lang, kommenteret baggrundsartikel om året, der gik.
Han er tydeligvis gået op i, at alle skal være med, så han deler ud af meget pædagogiske eksempler hen ad vejen. Og her taler vi meget pædagogisk, da han f.eks. ikke benævner virussens indtrængningsmekanisme – og dermed målet for vaccinerne – som spikeproteinet. Den benævnes bare som virussens »pæne tøj«.
Tingene bliver skåret ud i pap. Vi er helt nede i, at immunforsvaret skal læres op, og at »denne form for oplæring kaldes vaccination«.
Så bogen er nok ikke henvendt til fagfolk, men snarere enten til dem, som stadigvæk ikke er helt sikre på, hvad en virus eller en vaccine egentlig er for noget – eller som et historisk bidrag, som kommende generationer eller vi selv kan tage frem om 10-20 år for at repetere, hvad der skete det første år med mundbind og håndsprit.
Hvad der til gengæld glæder forfatteren er, at politik er kommet tilbage i billedet. Hvor politikken efter hans mening tidligere har været gemt væk bag grafer og lagkagediagrammer, så er der blevet taget nogle egentlige politiske beslutninger under coronakrisen.
Som f.eks. at lukke landet ned, uanset om tallene på det tidspunkt gjorde beslutningen 100 procent oplagt eller ej.
Tor Nørretranders tager også spørgsmålet om overvågning op. Om danskerne værner for meget om privatlivet i forhold til behovet for smitteopsporing. For hvorfor er det bedre at sidde hjemme og kukkelure uden nogens indblanding frem for at kunne bevæge sig mere frit og lade nogen registrere det?
Forfatteren er selv i tvivl, men foreslår, at vores privatlivsholdninger måske tilhører en gammel tid, hvor virus ikke var så stor en trussel.
Som opløftende punkt mener han, at problemet med virus er et, vi kan gøre noget ved. For karma handler om at stå til ansvar for sine handlinger og foretage en række valg. Og hvor der er valg, er der håb. Og redningen ligger ikke bare i medicin og vacciner, men i at holde igen med trangen til at tæmme naturen.
