Toppen af nordisk design

»Design from Scandinavia« er en lækker publikation om nyt og klassisk design fra de nordiske lande. Det tykke hæfte på glittet papir bruges ofte som en officiel, statslig gave til udlændinge, der antages at interessere sig for godt design.

Læserne kan da også kun få et positivt indtryk af nordiske designeres kreativitet og kvaliteten af deres produkter. Hvad enten det gælder hele huse eller møbler, glas, tekstiler, service og andet til hjemmets og kontorets indretning.

Gammelt og nyt

Mange vil nikke genkendende til talrige af emnerne. Eksempelvis til Arne Jacobsens huse og brugskunst, der får en særlig omtale i anledning af arkitektens forestående 100 års dag. Men også til møbler tegnet af Kaare Klint, Mogens Koch, Finn Juhl, Børge Mogensen, Hans J. Wegner, Nanna Ditzel, Bruno Mathsson, Alvar Aalto etc. Mindre kendte navne er dog også med, bl.a. under omtalen af nyheder på årets møbelmesser. Så alt i alt er det en god orientering om nordisk møbelkunst gennem årtier.

Inden for boligbyggeri omtales bl.a. udstillingen Bo01 i Malmø og den nye bydel Skuggahverfi i Reykjavik med en bemærkelsesværdig kirke af Gudjón Samuelsson og byens geotermiske tankanlæg "Perlen", tegnet af Ingimundur Sveinsson.

Ros uden kritik

Inden for brugskunst omtales bl.a. Jacob Jensens ting for B&O, Helly Hansens fritidstøj, Södahls tekstiler, Menu's husgeråd, Lindbergs briller, Ole Lynggaards smykker, Jørgen Fengers cd-holdere og Saga Furs pelsværk. Hvert firma får et flot opslag, der virker som en krydsning mellem en annonce og et stykke redaktionelt arbejde. At grænsen er flydende kan muligvis forklare præsentationen af Grundfos' pumper, der ganske vist har fået mange designpriser, men her virker som en hund i et spil kegler.

Kan man se bort fra slig kritik, er de forholdsvis korte tekster ganske udmærkede, idet de på både dansk, engelsk, tysk og fransk søger at beskrive firmaernes og produkternes karakteristika. Bogen skal derfor primært ses som en positiv og indbydende billedbog om højdepunkter fra nordiske designere, kunsthåndværkere og producenter.