I et interview med Ingeniøren har professor Peter Bøggild fra DTU Fysik udtrykt sin store bekymring for den manglende reproducerbarhed inden for forskning.
Det baserer han bl.a. på de problemer, hans egen forskningsgruppe har haft med bruge de metoder, andre forskningsgrupper har udviklet til at løse en række udfordringer omkring ultratynde materialer som kulstofmaterialet grafen, der besidder en lang række interessante mekaniske og elektriske egenskaber.
To af Danmarks topforskere, generalsekretær for Videnskabernes Selskab professor Thomas Sinkjær og formanden for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd professor Frede Blaabjerg, erklærer sig enige i Peter Bøggilds bemærkninger om, at det er helt generelt problem inden for videnskab, at alt for megen forskning ikke kan reproduceres.
Thomas Sinkjær er udover at være generalsekretær for Videnskabernes Selskab også professor i sansemotorik ved Aalborg Universitet. Han har tidligere gennem en årrække været direktør for Danmarks Grundforskningsfond.
Frede Blaabjerg er udover at være formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd ligeledes professor ved Aalborg Universitet inden for brug af effektelektronik i moderne elforsyningssystemer. Han er en af Danmarks mest citerede og prisbelønnede forskere.
Thomas Sinkjær er enig i, at reproducerbarhedskrisen er en vigtig problemstilling, som de videnskabelige institutioner ikke har fået ordentlig tag om endnu. Til trods for at emnet har været berørt i flere omgange.
»Det er særligt bekymrende, for det kan svække videnskabens stilling i samfundet,« siger han.
Det skyldes bl.a. en lang række strukturelle problemer. Peter Bøggild har bl.a. peget på presset på at publicere i 'high impact' tidsskrifter og tidsbegrænsede ansættelsesforhold.
»Hertil kommer forskydningen af midler fra relativt færre basismidler og til flere eksterne midler,« siger Thomas Sinkjær.
En løsning vil være, at bevillingsgivere/fonde, universiteter og særligt tidsskrifter belønner eller stiller som krav, at nye videnskabelige resultater gennemanalyseres af uafhængige kollegaer. For dette kan virke, vil det kræve, at de forskere, der stiller sig til rådighed for re-analyserne, også belønnes/krediteres.
Det skal også afklares, hvem skal betale for de evt. ekstra ressourcer, det kræver. Så det er ikke helt ligetil.
»Nogle tidsskrifter er begyndt at forpligte sig til at publicere replikationsstudier af de studier, de allerede har publiceret. Det synes jeg er en interessant vej at forfølge,« siger Thomas Sinkjær.
Men forskerne kan også selv gøre noget, mener han. Han fortæller, at man allerede i Videnskabernes Selskab har taget fat på at overveje, hvordan det bedst kan ske. Det vil vi komme til at høre mere til, lover han.
Frede Blaabjerg er enig i, at det generelt er godt med en second opinion.
»Man kunne f.eks. forestille sig en slags mærkningsordning af artikler, så de eksempelvis blev markeret med en stjerne eller noget lignende, hvis en anden forskningsgruppe havde eftervist samme forskningsresultat eller -metode,« siger han og fortsætter:
»Vi skal naturligvis have tidsskrifterne med på ideen, men det ville relativt let kunne indføres.«
Frede Blaabjerg ser også et stigende problem omkring verificering af forskningsresultater i takt med den øgede brug af kunstig intelligens og maskinlæring inden for flere og flere forskningsområder.
Her er det helt afgørende hvilke træningsdata, der bliver anvendt. Det gør det vanskeligt for andre at eftergøre denne forskning, hvis metoden ikke er uhyre velbeskrevet.
Han peger på, at man generelt inden for forskning måske burde lade sig inspirere af de barske krav omkring evidens, der findes inden for medicin og specielt klinisk forskning.
Ulempen, som Peter Bøggild også var inde på i sin kommentar i Nature Communications og interviewet med Ingeniøren, er, at sikring af evidens eller indhentelse af en second opinion vil kunne forsinke nye forskningsresultater.
Det vil specielt gå udover yngre forskere i korte midlertidige stillinger, som derved ikke får udbygget deres cv, og dermed står ringere, når de skal søge nye stillinger.
Frede Blaabjerg mener, dette til dels er løst ved, at det er blevet mere og mere almindeligt, at man offentliggør forskningsartikler på preprintservere, inden artiklerne er endeligt godkendt af et videnskabeligt tidsskrift gennem en traditionel peer-review proces.
»Ved at bruge preprintserverne sikrer man sig prioritet til en opdagelse eller ny metode,« siger Frede Blaabjerg.
