Tobenet robot klarer selv et stød i ryggen

Tobenet robot klarer selv et stød i ryggen

Google-selskabet Boston Dynamics har offentliggjort en opsigtsvækkende video af den nyeste udgave af robotten Atlas, der bl.a. vandrer rundt i sneklædt terræn og hjælper med at flytte kasser på et lager.

Vi har nu i en årrække set de hårdføre robotter fra Boston Dynamics blive skubbet og generet på alle mulige måder. Det er ikke altid gået lige godt, men med den seneste generation af den tobenede og opretgående humanoide robot Atlas har udviklerne skabt en robot, hvis bevægelser på mange måder minder om den måde, vi mennesker bevæger os på.

I modsætning til de meget flotte, hvide japanske robotter, som f.eks. Asimo fra Honda, så er robotterne fra Boston Dynamics udviklet til at fungere udendørs og gerne i ujævnt terræn.

En tur i sneen er ikke noget problem for den seneste generation af Atlas-robotten fra Boston Dynamics. Foto: Boston Dynamics

Læs også: Googles nye robot-hund holder balancen, hvis man sparker den

Det kan man for eksempel se med pakæslet LS3, der er tiltænkt at skulle bære oppakning for soldater, der bevæger sig i naturen. LS3 kan både gå op og ned af stejle skrænter, og hvis den falder, kan den komme op på alle fire igen.

Med den nye Atlas-robot tager Boston Dynamics endnu en skridt, om man så må sige. Robotten går som et menneske, og i sneen rundt om hovedkvarteret formår den at holde balancen – også selv om den glider og skal gå over grene. Atlas har tidligere været fremvist af Boston Dynamics, men da var den mindre og med ledninger stikkende ud. Nu går den 1,75 meter høje og 85 kilogram tunge robot frit omkring.

Læs også: Skadet robot kan lære at gå igen på under to minutter

Inde i en lagerhal løfter den pakker på 5 kilogram op på hylder, og hvis en person er så fræk at flytte pakken, kan robotten få øje på den igen, gå hen til den og løfte den op.

Selv et hårdt stød i ryggen får ikke robotten til at miste besindelsen. Den falder forover, og i løbet af et par sekunder er den på benene igen. Men under Youtube-videoen bemærker man de mange kommentarer, der har medlidenhed med robotten, som for eksempel:

»Gutten, som sparker til robotten, vil blive holdt ansvarlig for de kommende krige mellem mennesker og robotter.«

Læs også: Nu er robothunden med på militærøvelse

Til venstre ses Atlas-robottens oprindelige ben. Til højre ses firmaets vision for fremtiden. (Illustration: Boston Dynamics)

Atlas er designet til at kunne bruge det samme værktøj, som mennesker bruger, og har i alt 28 frihedsgrader. Alle led bevæges via hydraulik. For at kunne orientere sig er Atlas-robotten udstyret med stereokameraer og laserscannere. Men ellers er Boston Dynamics – som altid – meget lukkede med hensyn til detaljer. De har dog tidligere præsenteret deres vision for fremtiden. I stedet for ben skabt af forskellige materialer fyldt med bolte og skruer, så vil de efterligne biologiske strukturer og skabe benene i mere ensartede materialer med støbte kølekanaler og luftfyldte rum for at gøre strukturen lettere.

Om de er nået i mål med deres vision er uklart, men til IEEE Spectrum oplyser grundlægger og chef Marc Raibert, at benene er 3D-printede, så aktuatorer og hydraulikledninger er integreret i strukturen.

Kommentatorer spekulerer lige nu over, i hvor høj grad robotten på nedenstående video faktisk også selv gør alting - eller om den bliver styret af udviklerne. Det bliver nemlig bemærket, at laserscanneren ikke kører, der hvor robotten går udendørs i sneen. Dette kan skyldes, at den faktisk bliver styret direkte og altså ikke selv orienterer sig.

I slutningen af videoen går robotten ud ad en dør – så måske man skulle overveje at låse dem i fremtiden.

Se Boston Dynamics' egen video om Atlas-robotten her:

Kommentarer (15)

Imponerende.

De omtalte ældre "pakæsler" fra samme firma bruger en lille og ret larmende forbrændingsmotor.

Atlas-robotten støjer ikke meget, så man må gå ud fra at den er batteridrevet.

Hvor længe kan den arbejde på en opladning?

  • 0
  • 0

Jeg fik mig i hvert fald et billigt grin da jeg så videoen. Tænk en gang, at vores samfund er rigt nok til at udvikle den slags totalt ubrugelig teknologi, hvis fremmeste egenskaber er, at de efterligner et menneske. Eller som en gammel kommentar til AI lød: Det vil til enhver tid være langt billigere og mindre resourcekrævende at fremstille fremragende biologiske hjerner ved hjælp af ufaglært arbejdskraft !

I det hele taget forstår jeg ikke det fokus der tilsyneladende er på at fremstille menneskelignende robotter. Formålet med robotter er vel (???) at de skal udføre arbejde som mennesker ikke er gode til, qua de begrænsninger vores biologi lægger på os. F.x sekvensen hvor robotten vakler frem i et sneklædt landskab, konstant snublende over grene og småkviste. Er der nogen som vil betvivle at den opgave kunne løses langt mere elegant af en robot med larvefødder og et væsentligt lavere tyngdepunkt ? Og hvem har egentlig brug for en robot som kan klare et landskab som et 10-årigt barn ville kapere langt bedre ?

Kald mig bare gammeldags, kald mig maskinstormer, men jeg synes faktisk at det er tragisk at vi spilder så mange resourcer på dette legetøj, mens store dele af befolkningen verden over kæmper med fattigdom, arbejdsløshed, sociale konflikter og krige.

Et af de få steder hvor denne teknologi faktisk virker, omend i meget begrænset omfang, er robotstøvsugere. De er sikkert udviklet med de bedste intentioner, men hvad sker der ? Jo, nu har landets kommuner lugtet lunten, og de gamle får en robotstøvsuger til at fræse rundt mellem benene på dem, i stedet for en levende hjemmehjælper. Sikkert meget billigere, og så må de gamle bare prøve at snakke med robotten i stedet for at have kontakt med andre (stadig) levende væsener.

Iskolde robothænder i stedet for varme menneskelige !

  • 2
  • 19