Tobaksproducent: Uden digitalisering er det farvel og tobak
more_vert
close
close

Vores nyhedsbreve

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og at Mediehuset Ingeniøren og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, tilbud mm via telefon, SMS og email. I nyhedsbreve og mails fra Mediehuset Ingeniøren kan findes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Tobaksproducent: Uden digitalisering er det farvel og tobak

Administrerende direktør Jarl Freiesleben (tv) og teknisk chef Thorbjørn Nielsen foran en ny topmoderne skæremaskine, der meget godt illustrerer, at softwaren efterhånden er lige så vigtig som mekanikken på moderne produktionsudstyr. Foto: Morten Vittrup Lund

Jarl Freiesleben indrømmer det gerne. Mac Baren var lidt famlende over for begrebet digitalisering, da man i sommeren 2016 tog fat på at skrive det ind i tobaksvirksomhedens strategiplan. For hvad var det nu egentlig, digitalisering var?

»Digitalisering kan jo være mange ting. Det kan være sociale medier og webshops, men det kan også være digitalisering af produktionen,« lyder det fra Mac Barens administrerende direktør.

Det er dog sidstnævnte, digitalisering af produktionen, der er omdrejningspunktet for denne artikel. For når 2017 rinder ud, vil tobaksfabrikken i Svendborg – begrebsforvirring eller ej – have investeret et trecifret millionbeløb i teknologi siden 2014. Det er gået til nye, moderne produktionsmaskiner, procesoptimering og et par robotinstallationer, der er med til at effektivisere og reducere antallet af fejl i pakningen af Mac Barens i dag uhyre komplekse portefølje af primært pibe- og rulletobak.

Tobaksforretningen var truet

Robotterne vender vi tilbage til. Først et par ord om den udvikling, der har gjort det nødvendigt for Mac Baren overhovedet at skrive digitalisering ind i sin strategiplan.

Da den ingeniøruddannede Jarl Freiesleben kom til Mac Baren i slutningen af 90’erne, kom han til en virksomhed, der allerede havde over 100 år på bagen. Etableret i 1887 var den sydfynske tobaksfabrik et produkt af en tid, hvor stort set enhver by med respekt for sig selv havde sin egen tobaksproduktion.

Men mod slutningen af det 20. århundrede havde et støt faldende tobaksforbrug og hårdere konkurrence på verdensmarkedet gjort betingelserne svære for en dansk tobaksproducent som Mac Baren.

Derfor begyndte fabrikken at lønproducere for andre kunder for derigennem at øge sin volumen – en strategi, der viste sig så succesfuld, at Mac Baren over årene har opkøbt mange af de brands, man lønproducerede, så de i dag produceres, sælges og markedsføres under eget navn.

»Det er blevet vanvittig komplekst«

Samtidig satser Mac Baren i stigende grad på rulletobak, som er et langt større marked end den pibetobak, fabrikken ellers har været kendt for. Alene det europæiske marked for rulletobak er 15-20 gange større end hele verdensmarkedet for pibetobak, anslår Jarl Freiesleben.

Alt det har ført til, at Mac Baren i produceret volumen vækstede med 30 procent om året i 2015 og 2016. Og selvom væksten nok klinger lidt af nu, regner Jarl Freiesleben stadig med en årlig vækst på ti procent i de kommende år. Samtidig opererer Mac Baren i dag med det, som den administrerende direktør kalder en »ekstremt kompleks produktportefølje«.

2.500 varenumre håndteres der i skrivende stund på fabrikken. Og bag hvert varenummer kan der gemme sig op til 40 forskellige produktvarianter over en treårig periode.

»Det er blevet vanvittigt komplekst, og derfor er sådan noget som digitalisering og it-styring ekstremt vigtigt, for at vi kan overleve som virksomhed,« konstaterer Jarl Freiesleben.

Teknologi frem for mursten

Det er her, digitalisering og automation kommer ind i billedet, og her man blandt andet skal finde årsagen til, at Jarl Freiesleben og hans kolleger sidste år skrev digitalisering ind i virksomhedens strategiplan som ét ud af seks spor.

Grundprincippet er forholdsvist simpelt: Det er billigere at investere i teknologi end i mursten. Eller sagt på en anden måde: Hellere investere i nye maskiner, der kan øge produktions-outputtet, end udvide fabriksarealet eller købe nye bygninger.

En væsentlig del af investeringerne er gået til nye produktionsmaskiner, der kræver mindre bemanding og øger Mac Barens kendskab til de enkelte processer. På en rundvisning i produktionen fremviser teknisk chef Thorbjørn Nielsen således både en ældre og en ny skæremaskine.

Førstnævnte er en bundsolid gammel sag, hvor det er mekanikken, der spiller hovedrollen. Sidstnævnte er en spritny maskine med touchskærm og en hjerne af software, der betyder, at operatøren groft sagt ikke skal gøre andet end at vælge den rigtige recept og trykke på startknappen.

På skærmen angives mundstykketryk og andre typer skæredata. Maskinen sørger selv for at slibe sine knive, hvis der bruges flere kræfter end vanligt på skæringen, og de opsamlede procesdata kan deles med maskinleverandøren, som langt lettere end tidligere kan bistå Mac Baren med teknisk support, hvis maskinen driller.

»Det er jo også en af gevinsterne ved digitalisering. Lige pludselig kan vi arbejde meget tættere sammen med vores leverandører, ikke bare på materialefronten, men også teknologifronten,« som Thorbjørn Nielsen udtrykker det.

Lagde blidt ud

Og så er der robotterne, som netop på grund af Mac Barens komplekse produktportefølje har været en stor udfordring at få implementeret på linjerne. Derfor lagde man blidt ud med at teste en UR-robot på en simpel håndteringsopgave. Det gik så godt, at Thorbjørn Nielsen og hans kolleger nu har indkørt en langt mere kompleks robotinstallation et andet sted i produktionen.

Her udfører robotten en roteringsopgave, som indtil nu har været varetaget af forskellige mekaniske vendere uden den store succes. Men nu er det robotten, som sørger for at gribe de punge eller folieposer, som tobakken er pakket i på deres vej hen til den kassepakker, hvor pungene og poserne pakkes i kasser. Robotten løfter produkterne op på et andet bånd og sørger for at orientere dem rigtigt, i forhold til hvordan de efterfølgende skal pakkes. Samtidig påfører en etiketteringsmaskine de nødvendige etiketter.

»Kombinationen af, at vi har forskellige typer emballager og forskellige formater, og at produkterne efterfølgende skal pakkes på forskellig vis i kasser, gjorde, at det blev for simpelt med de mekaniske vendere. Kompleksiteten var så høj, at vi var nødt til at finde på en mere robust løsning,« lyder det fra Thorbjørn Nielsen, som tilføjer, at man indtil videre ser ud til at have fundet det i løsningen med UR-robotten.

Den første robot tog mange år

Efter at robotten er kommet til, er antallet af fejl reduceret i den efterfølgende pakkeproces, ligesom robotarmen har vist sig noget mere fleksibel og robust end førnævnte mekaniske vendere, som havde svært ved at rotere produkterne korrekt.

»Men der en masse praktik i det, selvom selve installationen ikke er så svær. Der er cyklustider, der skal programmeres og optimeres, så vi får det tilpasset til robotten,« siger den tekniske chef.

»Det tog rigtig mange år for os at få den første robot ind på linjen. Til gengæld tog det kun et år at få den næste ind i produktionen efterfølgende. Så jeg er sikker på, vi får langt flere robotter og i meget hurtigere tempo end indtil nu,« supplerer Jarl Freiesleben.

Én mand udfører snart ti mands arbejde

Fabrikken kan i dag producere fire gange så meget som for 15 år siden – vel at mærke med det samme antal medarbejdere.

»Og vi er på vej mod, at én mand kan udføre det arbejde, som ti mand udførte dengang,« siger Jarl Freiesleben, som medgiver, at investeringerne i ny teknologi har reduceret antallet af medarbejdere på gulvet.

»Til gengæld kan vi se, at behovet for kloge hoveder såsom ingeniører bliver både vigtigere og større,« siger han og tilføjer, at der i dag er minimum lige så mange funktionærer som timelønsansatte på fabrikken.

Produktion og salg skal integreres bedre

Grundlæggende skal det øgede fokus på digitalisering ses som et udtryk for, at Mac Baren gerne vil åbne sig ud mod kunderne og lære at forstå især slutkundernes forbrugsmønstre og ønsker langt bedre end i dag. Det skal ifølge Jarl Freiesleben blandt andet ske via øget brug af data.

Derfor har virksomheden oprettet en ny stilling i form af en Business Intelligence Manager, der foreløbig primært arbejder med at opsamle og analysere data på kunde- og salgssiden.

På sigt er det meningen, at hans arbejde skal vandre tilbage i organisationen til eksempelvis supply chain-medarbejderne, så behovene på salgs-, logistik- og produktionssiden kan samkøres og forudsiges langt bedre end i dag.

At få digitaliseringen forankret i hele organisationen er et must, mener Jarl Freiesleben, som derfor understreger vigtigheden i at få udarbejdet en fælles digitaliseringsstrategi for hele virksomheden – og ikke bare for produktionen eller for salg.

»Kigger man år tilbage, har man nok haft en tendens til at lave én strategi for sit marked, en anden for produktionen og en tredje for it og måske for teknologi. Og der er min pointe, at når vi nu begynder at have de her muligheder for at kunne integrere data på tværs af værdikæden, er det sindssygt vigtigt, at strategien udvikles i fællesskab, så du ikke har folk siddende i hver sin lejr,« siger Jarl Freiesleben og tilføjer afslutningsvist:

»Så når vi i dag diskuterer digitalisering her i huset, er det ikke et salgsprojekt. Det er et fælles projekt for hele organisationen.«