To stationer lukket i London: Gamle rørledninger årsag til stort gaslæk

Illustration: London Fire Brigade via Twitter

Området omkring den store togstation Charing Cross Station i det centrale London er nu spærret af efter et stort naturgaslæk kort før kl. 3 i nat dansk tid. Ifølge Londons brandvæsen er 1.450 personer blevet evakueret fra de omkringliggende bygninger, herunder en stor natklub og et hotel.

Londons brandvæsen har lokaliseret den ødelagte gasrørledning i Craven Street, der ligger rundt om hjørnet fra Londons berømte Trafalgar Square, og her arbejder ingeniører fra forsyningsselskabet National Grid lige nu på at isolere lækagen.

Over for The Guardian fortæller en talsmand for London Fire Brigade, at den britiske hovedstad på det seneste har oplevet fem lignende tilfælde.

»På grund af de aldrende rør i London er et løbende program i øjeblikket i færd med at udskifte alle rørledninger,« siger Brett Loft fra London Fire Brigade til den britiske avis.

Han oplyser også, at sagen ikke udgør nogen fare for offentligheden, men Metropolitan Police beder trafikanter om at holde sig væk fra området.

Imens er også togstationen Waterloo East på den anden side af Themsen blevet lukket. Det skyldes, at togene mod Charing Cross, som i øjeblikket bliver aflyst eller omdirigeret til andre stationer, ikke kan vende på Waterloo East.

Også hele gaden The Strand, som er en del af den stærkt trafikere indfaldsvej A4, er siden i morges blevet lukket ned for trafikanter.

Emner : Naturgas