Tjekkisk phthalat-firma raser over 'danske' EU-krav
Danmarks kamp for at få forbudt hormonforstyrrende phthatater i EU bliver nu mødt med sagsanlæg fra en af de større producenter, tjekkiske Deza.
Ifølge firmaet er der nemlig sket et brud på en vifte af grundlæggende principper, da EU i slutningen af 2014 optog stoffet DEHP, der bliver brugt til at blødgøre plast, på EU´s kandidatliste. Af de principper, som er brudt, er blandt andet retssikkerhedsprincippet, ejendomsretten, retten til en retfærdig rettergang ... og selve Menneskerettighedskonventionen blot for at nævne et par stykker.
I Danmark forbereder Miljøministeriet nu et modsvar, da danske politikere har haft en central rolle i sagen, og ifølge fuldmægtig Niels Helweg-Larsen står EU stærkt.
»Vi tror på, at vi har en ret god sag. Vi har alle argumenter i orden,« lyder det.
Sagen er interessant med danske øjne, fordi flere regeringer herhjemme har kæmpet i årevis for at få forbudt en række phthalater. DEHP var f.eks. et af de fire hormonforstyrrende phthalater, som Danmark forsøgte at forbyde inden for landets grænser, men måtte opgive, da det var i strid med EU-retten. DEHP udgør 60 procent af forbruget i Fjernøsten og er fundet i alt fra plastsandaler over viskelædere til sexlegetøj.
Læs også: EU: Derfor afviste vi dansk særforbud mod phthalater
I stedet forsøgte Danmark at få forbudt stofferne i EU, og den 12. december 2014 lykkedes det at vinde en lille sejr, da Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) enstemmig vedtog det danske forslag om at optage DEHP på den såkaldte kandidatliste. Det var dog kun en lille danske sejr, da det ikke indebærer et forbud mod stoffet, men blot - og kun i nogle tilfælde - giver producenter, importører og leverandører pligt til at oplyse, om stoffet i de varer, som der handles med.
Tjekkiske firma: Hvornår er et stof hormonforstyrrende?
Dezas argumenter for at køre en sag mod ECHA bygger på flere argumenter, blandt andet at procedureregler ikke er blevet overholdt. Men den mest centrale anklage er, at EU slet ikke har kriterier for, hvornår et stof er hormonforstyrrende.
Populært sagt kan man sige, at Deza ikke grundlæggende betvivler, at DEHP kan have en hormonforstyrrende effekt, men anfægter, at det er i strid med retsprincipper at optage eller ikke optage stoffer på en liste uden at have kriterier for, hvornår et stof kan betegnes som hormonforstyrrende.
Men sådan ser man ikke på det i det danske kemikaliekontor i Miljøstyrelsen. Her er man af den klare opfattelse, at det ikke et nødvendigt med EU-kriterier for at optage et stof på kandidatlisten. Og da DEHP blev sat på kandidatlisten i 2014 skete det, ifølge teknikker Emilie Reiler fra Kemikaliekontoret i Miljøstyrelsen, faktisk også med afsæt i de kriterier, som WHO i 2002 brugte til at definere hormonforstyrrende stoffer:
'Hormonforstyrrende er et udefra kommende stof eller en blanding, der ændrer funktion(er) i hormonsystemet og dermed forårsager sundhedsskadelige virkninger i en intakt organisme eller dens afkom eller (under)populationer' (IPCS / WHO, 2002).
Oven på den definition lagde en ekspertgruppe under EU-Kommissionen tre kriterier, der skulle være opfyldt for at et stof er hormonforstyrrende. 1. Der skal være en skadelig virkning, 2. Der skal være en hormonforstyrrende virkningsmekanisme, og 3. Der skal være en plausibel sammenhæng mellem de to.
Hormonforstyrrer gav hanrotter vaginalåbning
Danske forskere har været blandt dem, som har påvist, at DEHP er hormonforstyrrende. F.eks. viste seniorforsker Ulla Hass fra Fødevareinstituttet på DTU i 2007, at selv små doser af DEHP i kombination med andre hormonforstyrrere gav alvorlige misdannelser på rotter.
Mellem 60 og 80 procent af de nyfødte rotter havde misdannede kønsorganer. I nogle tilfælde var hanrotternes penis spaltet hele vejen igennem. Og en del af hannerne havde en vaginalåbning.
Læs også: "0 + 0 + 0 + 0 giver 7"
Det var blandt andet de undersøgelser, der fik daværende miljøminister Karen Ellemann (V) til at arbejde for et forbud mod fire phthalater, herunder DEHP.
Miljøministeriet vurderer, at Deza-sagen kan få stor betydning for eksisterende stoffer på kandidatlisten, og optagelsen af nye stoffer, hvis det tjekkiske firma skulle få medhold i sine anklager.
