Tim Berners-Lee får fornem pris

Japan-prisen består af en medalje og 50 millioner yen (3,2 millioner kroner) og skal overrækkes til april i Tokyo.

Berners-Lee har fået Japan-prisen på grund af sit arbejde, der har skabt bedre betingelser for menneskelig kommunikation og samarbejde.

Japan-prisen uddeles af den japanske stat for at belønne nulevende personer, der har gavnet menneskeheden og fremmet fred og velstand ved hjælp af videnskab eller teknologi. Prismodtagerne udvælges hvert år i december indenfor skiftende videnskabelige områder. Prisen blev uddelt første gang i 1985.

Samtidig med Berners-Lee modtager doktor Anne McLaren og Andrzej K. Tarkowski Japan-prisen for deres arbejde for en større forståelse for pattedyr-fostres tidlige udvikling.