Tilfældig snak under jobmesse gav bonus flere år efter

Illustration: Marianne Løth, MI

Når pumper og systemer trænger til forbedringer, træder maskinmester Mads Rohmann Jensen til med kollegerne i konsulentvirksomheden ÅF i Kalundborg. Sammen udfører de tekniske opgraderinger i fødevare- og farma­industrien.

Nye jobtilbud hver uge. Tjek Jobfinder.

I sit første job har han fået lov til at arbejde med forskellige problemstillinger inden for automation og sikkerhed. Et af hans tidligere projekter bestod i at opgradere sikkerheden for nogle centrifuger, hvor operatørerne fik løftet lågene af for tidligt, inden centrifugerne var stoppet.

»Her går vi ind og vurderer risikoen og fremlægger en løsning. Vi står for hele processen – lige fra at indkøbe materiel til at hyre håndværkere, programmere PLC’en og dokumentere processen,« siger Mads Rohmann Jensen, der arbejder som Sattline-programmør hos ÅF.

De høje krav til dokumentation, sikkerhed og køligt overblik har ikke fjernet glæden ved arbejdet.

»Det er en fed oplevelse, at jeg kan lave noget, som andre mennesker kan have glæde af. At se operatører, der ikke længere behøver at kravle rundt oven på tanke for manuelt at tilkoble CIP- station, men i stedet bare kan trykke på en knap, efter at vi har automatiseret processen,« fortæller Mads Rohmann Jensen, som netop er på vej over i en ny stilling som projektingeniør i virksomheden.

Automatisk tiltrækning

Hans første møde med konsulentvirksomheden ÅF skete på Jobtræf Aarhus, da han læste til maskinmester. På det tidspunkt var han meget optaget af automation og PLC-programmering, og ved standen faldt han i snak med Ole Lomholt, der er afdelingsleder for ÅF i Randers.

På jagt efter praktikpladser? Find din drømmeplads på Jobfinder.

»Jeg startede på uddannelsen til maskinmester, fordi jeg har en stor interesse for elektronik og automation og bl.a. har fiflet med programmering og C++. Men jeg har altid været meget socialt anlagt og ikke rigtig kunnet identificere mig med den specialiserede rolle som ingeniør,« fortæller Mads Rohmann Jensen.

Han fik en god snak med afdelingslederen og fandt ud af, at firmaets profil passede rigtig godt med to ting, som lå inden for hans interesser: automation og projektledelse. Men da han kun var halvvejs gennem studiet og ikke på udkig efter et job, gik de hver til sit.

En hurtig tur til Randers

Halvandet år efter deres første møde kontaktede Mads igen Ole Lomholt, da han så et opslag på en stilling som automationsingeniør hos ÅF. På studiet var de ved at skrive bachelor, og han sad hjemme i lejligheden i Aarhus dybt begravet i opgaveskrivning.

Over telefonen forsøgte de at sætte et møde op, men det var svært at finde tid i afdelingslederens kalender – han kunne kun samme dag. Mads kastede joggingtøj og bacheloropgave fra sig og ræsede til Randers i en bil, som det lykkedes ham at skaffe fra sin far i sidste øjeblik.

Scor et studiejob og tyvstart din karriere. Se dine muligheder.

Læs også: Tyvstart din karriere: Studiejob kan være genvejen til dit drømmefirma

Det viste sig, at ÅF allerede var ved at underskrive kontrakt med en anden kandidat, men i stedet blev Mads peget i retning af Jens Rasmussen, der var tilknyttet afdelingen i Kalundborg. Efter en samtale endte det med en ansættelse som Sattline-programmør hos ÅF fra september 2016, og den nyuddannede maskinmester hev teltpælene op og flyttede fra Aarhus.

Selvom der kan være et stort spring, når man går fra at være studerende til at blive ansat i en virksomhed, kan Mads Rohmann Jensen stadig se paralleller til projekter fra uddannelsen.

Fra hovercraft til farmaindustri

Under et værkstedsforløb på studiet gik han og et par studiekammerater sammen om at bygge et minesøgende hovercraft. Her blev dele fra en metal­detektor sat på det svævende fartøj, tilsluttet et Arduino-board og et GPS­modul. Ved at bruge et hovercraft, der kunne bevæge sig 20-30 cm over jorden, var det muligt at lede efter miner uden at røre jorden og udløse dem.

Søger du en graduate-stilling? Find den rette stilling for dig.

»Projektet har en parallel til mit arbejde i dag. Når kunderne kontakter os, har de ofte et specifikt problem, som de gerne vil have løst,« siger han.

Som nyuddannet har han stor glæde af at deltage i de faglige diskussioner på en arbejdsplads. Men hvis man har været vant til at være blandt de dygtigste på skolen, kan arbejdslivet også komme bag på en, når man pludselig er blandt folk, der har mange års erfaring:

»Et godt råd er, at man skal gå til sit første job med en stor ydmyghed, især over for den viden, som de erfarne med­arbejdere har. Men man må også gerne erklære sig uenig og sige andre imod.«