Tilbud til naturfag-genier

Erhvervsledere og forskere leverer lærerkræfter og højteknologisk udstyr til en sommerskole for 60 naturvidenskabelige genier i Frederiksborg Amt, skriver Politiken.

Skolen skal åbne til sommer og skal hedde ScienceCamp2002. Initiativtagere er Hillerøds borgmester Nick Hækkerup (S) og tidligere amtsborgmester, nu indenrigs- og sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen (V).

ScienceCamp2002 med lokaler i Hillerød skal øge de unges interesse for naturfag og give elever med særlige evner et kvalitetstilbud. Skolen satser på at skaffe elever fra Danmark, Sverige og de baltiske lande, især fra gymnasier og andre ungdomsuddannelser.

Initiativet er taget i erkendelse af, at uddannelsessystemet har svært ved at få de unge til at interessere sig for fysik og kemi. Interessen fra en lang række førende danske virksomheder og institutioner er stor. Uffe Ellemann jensen står i spidsen for et præsidium for skolen og skal sørge for relevante kontakter sammen med en række erhvervsledere.