Tidligere Shell-boss: Forbyd benzinslugende biler
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Tidligere Shell-boss: Forbyd benzinslugende biler

EU er alt, alt for eftergivende over for bilfabrikkerne. De skal ganske enkelt forbydes at sælge biler, der kører under 12,4 kilometer på literen.

Lyder det som et budskab fra Greenpeace eller en anden miljøorganisation? Det er det ingenlunde. Opfordringen kommer derimod fra en tidligere bestyrelsesformand for et af verdens største olieselskaber, Shell, Sir Mark Moody-Stuart.

»Ingen behøver jo biler, der kun kører 3,5 til 5,3 kilometer på literen,« fastslår han i en blog på BBC's website.

Den tidligere Shell-formand henviser til, at markedet altid er kommet op med løsninger, hvis regeringerne vel at mærke har været tilstrækkeligt strikse.

»Da der kom katalysatorer, hævdede bilfabrikanterne, at priserne ville ryge i vejret. Men det gjorde de ikke. Nu skal vi alle have katalysatorer, hvilket kun er på sin plads. Markedet er en magisk størrelse,« erklærer Sir Mark Moody-Stuart.

Han anbefaler, at kravene bør gælde for alle nye biler. De gamle benzinslugende øser vil efterhånden udfase sig selv. Og den adlede brite er ikke hvem som helst.

I dag er han bestyrelsesmedlem af mineselskabet Anglo American, men fra 1966 til 2005 arbejdede Mark Moody-Stuart for Shell. Først som geolog i Oman, senere som leder af undersøgelsen af Nordsøen og endeligt som bestyrelsesmedlem.

De rige skal ud af de gigantiske firehjulstrækkere

Sir Mark Moody-Stuart har derfor stor gennemslagskraft, og hans lovforslag fik UK Society og Motor Manufactures and Traders til at få Earl Grey-teen galt i halsen.

Organisationen påpeger, at ejerne af forurenende biler i forvejen betaler ekstra gennem vejskat og afgifter på benzin.

Den klagesang gider den tidligere Shell-leder ikke skråle med på. Han henviser til, at de rige ikke bør kunne bruge deres formuer til at undslippe deres ansvar i at løse klimaforandringerne.

»Da vi udryddede forureningen fra afbrændingen af kul i London, sagde vi ikke til folk i Chelsea, at de kunne betale lidt mere og stadig riste deres tebrød foran et åbent ildsted. Vi sagde ingen, absolut ingen, skal bruge åben ild,« betoner Sir Mark Moody-Stuart.

Tror miljøkrav vil genere flere job

Hans lovforslag dumper ned i en hed debat. EU-Kommissionen har allerede vedtaget et indgreb, der gør ondt på pengepungen, hvis ikke bilfabrikkerne producerer biler, som i gennemsnit udleder mindre end 130 gram CO2 per kilometer efter 2012. For hver bil, som en bilfabrik sælger, skal den betale en bøde på 150 kroner per gram CO2, den udleder ud over de 130 gram.

Blandt andet i Tyskland klager industrien over, at sådanne tiltag vil straffe dem og koste arbejdspladser, hvis de skal omlægge produktionen.

Sir Mark Moody-Stuart siger, at i en verden med en stigende efterspørgsel på biler, vil job mistet i en forurenende del af industrien mere end blive opvejet af nye job i en mere miljøvenlig del af industrien.

Dokumentation

Sir Mark Moody-Stuart: Society depends on more for less

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Hvis man justerer brændstoføkonomien med forbud som en delvis erstatning for afgiftsystemet kommer der jo til at mangle penge i statskasserne, så jeg tvivler lidt på at forslaget har en chance i praksis på trods af at det nok ikke er helt dumt.

  • 0
  • 0

En super idé, der hurtigt vil aflive produktionen af de benzinslugende biler.
De fleste store biler kører vel på gule plader som firmabiler, hvor det hele trækkes det hele fra i skat.
Det er der selvfølgelig ikke økonomi for statskassen, så tabet kan ikke være så stort.

Hvorfor skal det lige være 12,4 km. ltr., mon ham Sir Mark Moody-Stuart kører i en der går 12,5 km. ltr.

  • 0
  • 0

Grunden til de sjove tal er at de kommer fra engelske mål.

3.5 km/liter svarer til 10 miles/gallon
5.3 km/liter svarer til 15 miles/gallon
12.4 km/liter svarer til 35 miles/gallon.

Med det sagt, så ja, der er tider hvor man kan gøre det mere eller mindre økonomisk utiltalende at gøre en ting, og nogen gang hvor et direkte forbud er den eneste vej frem.

Personligt støtter jeg helt op omkring tanken med et forbud.

  • 0
  • 0

Hvorfor skal det lige være 12,4 km. ltr., mon ham Sir Mark Moody-Stuart kører i en der går 12,5 km. ltr.

Ja, det er et pudsigt tal - jeg tænkte, om det kunne være en omregning fra miles per gallon - men det er 29,16666 miles per (US) gallon.

Eller 7,7 miles per liter

Eller 46,94 kilometer per (US) gallon

Men faktisk er det 35,03 miles per UK gallon, så det kunne godt være den oprindelige måleenhed med "rundt" tal.

  • 0
  • 0

Problemet er at de politikere, fortrinsvis mænd, der skulle vedtage sådan et forslag SELV kører rundt i benzinslugere og de vil da ikke skyde dem selv i foden.
Det vi virkeligt trænger til det er at få ændret holdningen til bilen så man ser den som et transportmiddel PUNKTUM!!! -Ikke et legetøj, ikke en potensforlænger og ikke et statussymbol men slet og ret en måde at komme fra punkt a til punkt b i tørvejr og med en vis komfort.
En 2CV opfylder de krav glimrende :)

  • 0
  • 0

Det er da en udmærket idé. Og pengene fra mistet afgifter kan da ikke mangle nogen steder, hvor det betyder mere end de forbedringer det kunne skabe. Afgifterne er der jo for at gøre miljøet og vejene bedre - ikke for at lappe huller i statsbudgettet. Desuden er der jo også afgifter på mindre skadelige køretøjer (for ingen er miljøvenlige). Eller tager jeg helt fejl?

  • 0
  • 0