Der har længe været spekulationer om, at computerormen Stuxnet har været målrettet faciliteter til atomberigelse i Iran, men det har dog været småt med beviser. Det er det sådan set stadigvæk, men nu melder endnu en spiller sig på banen og peger på Iran som muligt mål for Stuxnet.
Den tidligere generaldirektør i Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) finnen Olli Heinonen fortæller, at der har været en bølge af udstyr i Iran, som har fejlet, i kølvandet på Stuxnet.
Allerede i sidste uge kunne elektronikbranchen.dk fortælle at nyfremkomne oplysninger i kildekoden på Stuxnet viser, at ormen meget vel kan være målrettet netop centrifuger til berigelse af uran.
LÆS OGSÅ: AFGØRENDE SPOR I EFTERFORSKNING AF INDUSTRIORM
Og nu bakkes disse spekulationer altså yderligere op af Olli Heinonen.
I følge tal fra Det Internationale Atomenergiagentur, så faldt antallet af fungerende højhastigheds-centrifuger i Iran fra 3.936 til 3.772 i løbet af få måneder. Centrifugerne bliver brugt til at producere beriget uran.
På et spørgsmål fra Reuters om, hvorvidt Stuxnet kunne være en del af årsagen til faldet i fungerende centrifuger, svarede Olli Heinonen:
»Helt sikkert, det kan være en del af forklaringen ... Der er ikke noget bevis for, at det er, men der har været en del ikke-fungerende centrifuger.«
Olli Heinonen, der trådte tilbage som generaldirektør i Det Internationale Atomenergiagentur i august, fortalte dog også til Reuters, at en anden årsag til de fejlramte centrifuger kan være, at deres design ikke er godt.
Centrifugerne, som kan have været mål for Stuxnet, er fint-kalibrerede cylindre, der roterer ved overlydshastighed med henblik på at berige uran, så det kan bruges som brændsel i atomreaktorer. Hvis materialet bliver yderligere beriget, vil det kunne bruges til fremstilling af atombomber, skriver Reuters.
Stuxnet er lavet til at trænge ind på processtyringssystemer, blandt andet via USB-porten i Windows-maskiner. Såfremt Stuxnet identificerer et givent SCADA-setup, forsøger ormen at ændre i koden i de såkaldte programmable logic controller-enheder (PLC'ere).
Ved at påvirke PLC'erne kan Stuxnet eksempelvis ændre omdrejningsfrekvensen for en motor i en centrifuge.
Dokumentation
Reuters: Stuxnet may be part of Iran atom woes: ex-IAEA aide
