Tidligere EU-toprådgiver: Stop biobenzin af hvede og majs
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
Ved at tilmelde dig accepterer du vores Brugerbetingelser, og du accepterer, at Teknologiens Mediehus og IDA-gruppen lejlighedsvis kan kontakte dig om arrangementer, analyser, nyheder, job og tilbud m.m. via telefon og e-mail. I nyhedsbreve, e-mails fra Teknologiens Mediehus kan der forefindes markedsføring fra samarbejdspartnere.

Tidligere EU-toprådgiver: Stop biobenzin af hvede og majs

Indfør et midlertidigt stop for byggeri af biobrændstof-fabrikker i EU. Det foreslår tidligere top-energirådgiver i EU, Jørgen Henningsen, efter EU-Kommissionen lægger op til blåstemple så godt som alle de nuværende biobrændstoffer.

Jørgen Henningsen afviser, at det er bæredygtigt overhovedet at fremstille biobrændstoffer baseret på råvarer som hvede og majs, fordi det presser fødevare-priserne i vejret til skade for jordens fattigste. De anlæg skal bremses, mener han.

I stedet skal Europa slå koldt vand i blodet og vente på at 2. generations-teknologierne, som kan udvinde biobenzinen af restprodukter som halm kommer rigtigt i gang.

»Det bindende mål på 10 procent vedvarende energi i transportsektoren gælder først i 2020, og det kan vi sagtens nå på en kombination af 2. generations biobrændstof–teknologier og anden vedvarende energi,« mener Jørgen Henningsen.

Han peger på, at for eksempel biogas allerede i dag er et yderst bæredygtigt biobrændstof.

Jørgen Henningsen, som også er medlem af regeringens nyligt udpegede Klimakommission, var i sin tid med til at planlægge EU's biobrændstofsatsning. Han forklarer, at EU dengang planlagde, at råvarerne skulle dyrkes på jord, som var braklagt, og som skulle kunne række til at producere syv-otte procent af EU's energiforbrug i transportsektoren.

»Vi fejlvurderede åbenbart mængden af brakjorde, som var tilgængelige. I hvert fald dyrkes der i dag råvarer til biobrændstoffer på almindelig landbrugsjord, og det er jo helt galt,« siger han.

Jørgen Henningsen er også kritisk over for andre dele af Kommissionens forslag til certificering af biobrændstof-produktionen. For eksempel lægger EU op til at certificere de enkelte leverancer med hensyn til, om de er produceret bæredygtigt nok. Det kalder Henningsen »helt uanstændigt«:

»Vi er nødt til at certificere hele leverandør-landets samlede areal-politik for at sikre, at biobrændstofferne fremstilles, uden at det for eksempel fører til rydning af mere regnskove. Ellers får EU blot det certificerede biobrændstof, og så ryddes der skov for at producere til andre kunder, som ikke stiller krav,« siger han.

EU-Kommissionens forslag har fået Socialdemokraterne til at foreslå, at Danmark skal udarbejde sin egen certificering af biobrændstoffer. Regeringen venter ellers på de fælles EU-regler.

Socialdemokrater: Vi kan ikke vente på EU

Socialdemokraterne har ikke tiltro til, at EU-kommissionens udkast til bæredygtighedskriterier bliver klar lige med det første. Den danske ordning skal dog tage udgangspunkt i EU-kommissionens udkast, som kræver mindst omkring 35 procent CO2-fortrængning.

Den danske ordning skal ifølge Socialdemokraterne træde i kraft ved årsskiftet.

»Vi skal have danske bæredygtighedskriterier i år, så vi sikrer os mod at få dårlige biobrændstoffer ind i landet,« erklærede Mette Gjerskov (S), da hun annoncerede S-forslaget under førstebehandlingen fredag 4. april af Enhedslistens beslutningsforslag om et moratorium for biobrændstoffer.

»Det er sjældent, at en beslutning i EU ikke tager to-tre-fire år, og det kan vi ikke vente på i denne sag. Der er brug for bæredygtighedskriterier hurtigst muligt, når der må forventes en kraftig stigning i anvendelse af biobrændstoffer allerede frem mod 2010,« erklærer Mette Gjerskov.

Per Ørum Jørgensen (K) afviser på forhånd forslaget.

»Dette er et europæisk og globalt anliggende. Vi vil ikke indføre danske kriterier, før vi kender EU's bæredygtighedskriterier. Det ville være forkert over for alle aktører at indføre nogle kriterier i Danmark, som vi kort tid efter må ændre,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Kan det virkelig passe, at den mest velbjærgede del af jordens befolkning skal bruge fødevarer, som millioner af mennesker dør i mangel af, at de skal bruge fødevarer til brændstof i køretøjer til øget forbrug. Og der bliver endnu flere der dør af sult, fordi priserne stiger og kan ikke betale for mad til alle.
Udviklingen er skræmmende og kan anstændigheden ikke standse den, må der et forbud til at bringe potentielle fødevarer i anvendelse som brændstof, sålænge en stor del af jordens befolkning dør af sult.

Det vil også komme i den øvrige befolkning til gode, eftersom fødevarerprisernes himmelflugt vil bringes til ophør.

Måske kan kommende uroligheder mindskes ved at stabilisere fødevarerpriserne eller måske sænke dem.
Under alle omstændigheder må der et øjeblikkeligt stop til, for at undgå katastrofale tilstande i jordens fødevareforsyning.

Det var jo derfor man i Europa lavede de forskellige markedsdannelser, der senere blev til EU og som havde en sikker fødevareforsyning som sit allerøverste mål.

Nu sætter man hele den stabilitet, som opfyldelse af menneskets basale behov er en forudsætning for, overstyr.

Dette er en "ommer". Hellere idag som i morgen.

  • 0
  • 0

Måske kan kommende uroligheder mindskes ved at stabilisere fødevarerpriserne eller måske sænke dem.

Prisreguleringer er netop hvad der skaber mangel - Så kan det jo ikke længere betale sig at producere.

  • og hvorfor tror du så mange millioner døde af sult efter kommunisterne tog magten i Rusland?
  • 0
  • 0

Når nu ørkenstaterne skal til at betale lidt mere for deres fødevarer, så kan det kompensere for de overpriser de hidtil har taget for olien. Dermed kan der komme mere balance i tingene, så oliesheikerne ikke overtager vore virksomheder for vore egne penge.

Det er selvfølgelig synd for dem der sulter, men man kunne jo så blot smide Mugabe og de andre diktatorer på porten, så Afrika kan få bæredygtige demokratier. Der kunne produceres store mængder af fødevarer i Afrika, hvis blot statslederne vil.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten