#1 Hans Schou
»Derfor fokuserer DSB på politikerne som den vigtigste kunde«
Man kunne skrive det samme om DR.
menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
En lang række problemsager i DSB, kendte såvel som ukendte i offentligheden, kan tilskrives én overordnet udvikling: En ledelsesmæssig forskydning af fokus væk fra DSB’s primære transportopgave og hen imod optimering af vilkårene for DSB som virksomhed.
Det er hovedpointen i en ny bog fra fremtidsforskeren Uffe Palludan, som han har skrevet blandt andet på baggrund af sin tid i DSB’s økonomi- og planlægningsafdeling.
»Problemet er en fokusforskydning væk fra, hvad DSB egentlig burde fokusere på, nemlig passagererne,« siger Uffe Palludan til Ingeniøren.
Det startede med Plan 90. Den udkom i 1975 og var DSB’s bidrag til den statslige perspektivplanlægning i en tid, hvor DSB som national monopoltransportør var truet økonomisk, politisk og identitetsmæssigt af bilens udbredelse. Budskabet i planen var kort fortalt, at DSB nu skulle være en moderne virksomhed.
»Plan 90 gik ud på at redde jernbanen i en tid, hvor danskerne for alvor var blevet bilister. Problemet er, at når DSB laver en strategi for sig selv, så bestemmer DSB dybest set, hvordan jernbanen skal udvikle sig. Men det er jo politikernes opgave at bestemme det,« siger Uffe Palludan, som ud over DSB har arbejdet i Finansministeriet og i dag arbejder som fremtidsforsker med fokus på trafikale problemstillinger.
Plan 90 var ikke mindst en advarsel mod at give biltrafikken for gode vilkår. DSB skriver i planen, at ‘den kraftige stigning i transporten med bil har medført en række ulemper for samfundet i form af forringelser af miljøet, forurening, kraftigt stigende energiforbrug og færdselsulykker’. Derfor skulle politikerne opprioritere den kollektive trafik, ikke mindst gennem ekstrabevillinger til DSB.
»Den store misforståelse var, at hvis DSB fik en høj grad af frihed, ville man få en organisation, der lignede en privat virksomhed. Det vil sige: som er markedsorienteret, tænker på kunderne og opererer med høj effektivitet. Logikken for en privat virksomhed er jo, at man mister de utilfredse kunder. Men vilkårene for DSB er de modsatte: Den væsentligste indtægtskilde er jo skattepenge, så den væsentligste kunde er Christiansborg. Togpassagererne er ikke kunder i traditionel forstand, for mange af dem har ikke noget alternativ,« siger Uffe Palludan.
»Derfor fokuserer DSB på politikerne som den vigtigste kunde, og her er det jo ligegyldigt med effektiv drift, for staten giver stadig tilskud, når det går dårligt. Man kan groft sagt sige, at hvis man laver en IC4-skandale, får man nye elektriske tog som belønning,« siger han.
Palludan beskriver i sin nye bog, ‘DSB af sporet’, en række af DSB’s efterfølgende skridt op gennem 1980’erne i retning af at prioritere magtbevarelse i DSB. Og han serverer en række nyere problemer, der ifølge hans analyse kan spores tilbage til 1975.
Blandt dem er øresundstogene. Det er ifølge Palludan lykkedes DSB at spolere det kollektive trafiksystem, der skulle have bundet Øresundsregionen sammen. Årsagen er, at togdriften i Skåne er regionaliseret og ikke drives i statsligt svensk regi.
‘DSB modarbejder af strategiske grunde enhver form for regionalisering, herunder naturligvis i særdeleshed regionale trafikselskaber, der kan komme til at overtage drift af regionaltog fra DSB, hvis politikerne i et svagt øjeblik ikke skulle være under kontrol. Hvis den kollektive regionaltrafik blev styret som ét samlet system, ville DSB jo miste sin særstatus i forhold til andre kollektive trafikformer, og det ville få konsekvenser for virksomhedens helt særlige økonomiske vilkår via finansloven,’ skriver han i bogen.
Det lykkedes DSB at få en model på plads, hvor øresundstogene kører ud af Skåne, hvilket frigjorde DSB fra den regionale skånske togtrafik. Modellen blev realiseret i det omstridte selskab DSBFirst, og togene fik endestation i Gøteborg, Kalmar og Karlskrona.
‘Dermed lykkedes det DSB at få transformeret et regionalt togsystem til at blive et fjerntogssystem, men som i Danmark og i Øresundsregionen altså alligevel skulle fungere både lokalt og regionalt. Dette reelt absurde togsystem er årsagen til den manglende regularitet på Kystbanen i dag,’ skriver Uffe Palludan videre.
DSBFirst havde i 2011 trecifrede millionunderskud i både Danmark og Sverige og fik frataget øresundstogstrafikken i Sverige.
Uffe Palludan beskriver også, hvordan den reelle hensigt hos DSB med at anlægge Øresundsforbindelsen var at få en jernbaneforbindelse til lufthavnen i Kastrup betalt gennem Øresundsbroen. Oprindeligt var der ellers lagt op til, at der skulle etableres en fast forbindelse ved Helsingør.
‘Magtfulde DSB ønskede netop forbindelsen i syd (København-Malmø, red.), så man fik en jernbaneforbindelse til lufthavnen betalt kvit og frit af Øresundsbroen (...). Det var helt afgørende for realisering af DSB’s strategi, der gik ud på at udkonkurrere indenrigsflyvningen,’ skriver Uffe Palludan.
På tilsvarende vis nævner Palludan over 20 eksempler frem til i dag på, at jernbaneinvesteringer og transportpolitiske beslutninger er blevet initieret eller forvredet af DSB med det formål at sikre DSB flest muligt opgaver og bevillinger.
For eksempel at rejsekortet skulle sikre DSB strategisk kontrol med de regionale trafikselskabers takstpolitik, at timemodellen skulle styrke DSB i konkurrencen mod indenrigslufthavnene, og at DSB i flere årtier systematisk har bremset udviklingen af bussystemer, hvor busser kunne udgøre et alternativ til jernbanen, og hvor jernbanen ikke dækker behovet for kollektiv trafik. Også IC4-sagen, signalprogrammet, elektrificeringen af jernbanen, Nørreport Station og Togfonden DK tages under behandling. Flere af eksemplerne stammer fra Palludans erfaringer fra eget arbejdsliv, mens andre bygger på DSB’s udgivelser eller kilder i transportsektoren og centraladministrationen.
»Til syvende og sidst er det politikerne, der har givet DSB lov til at agere, som DSB gør. DSB får lov til at fortsætte med at agere som en privat virksomhed, så DSB gør jo bare det naturlige for en virksomhed. Det er at varetage egne interesser. Den udvikling, som er sket over flere årtier, trækker tråde til en lang række problemer i dag,« siger han.
Uffe Palludan: ‘DSB af sporet’, 270 sider, 348 kr. ISBN 978-87-7082-477-4
