Tiden rinder ud for Kinas ingeniørvælde

Det er skiftedag i mere end én henseende, når Kinas kommunistiske parti mødes 8. november for at udvælge de syv eller ni personer, der får den øverste magt i landet de næste to femårsperioder. Efter tre årtier med næsten udelukkende ingeniører i toppen ventes økonomer at få tildelt de fleste pladser i politbureauets magtfulde stående komité.

Årsagen til det ventede skifte i uddannelsesbaggrund er ikke meldt ud. I udenlandske medier ses dog gisninger om, at der skal tages bedre hånd om den grimme bagside af tre årtiers exceptionel vækst på gennemsnitligt 10 procent årligt, hvis partiet fortsat skal sidde sikkert i sadlen.

Korruptionen er blevet værre, og de nyriges pral udgør en daglig provokation, der understreger, at forskellen mellem rig og fattig er øget. Befolkningen ytrer desuden stigende bekymring over fødevareskandaler, den alvorlige forurening og det spinkle sociale sikkerhedsnet. Endelig er det seneste væksttal nede på 7,4 procent.

Det officielle kinesiske nyhedsbureau, Xinhua News Agency, nævner ingen af problemerne i foromtalen af partikongressen. De 2.000 delegerede, som repræsenterer godt 82 millioner partimedlemmer, vil blot tage udgangspunkt i 'den nuværende internationale og nationale situation'.

Styret har, både centralt og lokalt, i årtier været overmåde domineret af folk med minimum en fireårig uddannelse som ingeniør eller inden for naturvidenskab. Men en af Danmarks mest Kina-kyndige professorer, historikeren Kjeld Erik Brødsgaard ved Asia Research Center på CBS, forventer, at ingeniører kommer i mindretal, mens økonomer og jurister bliver nogenlunde ligeligt repræsenteret i den stående komité.

»Det er ikke så underligt, når man tænker på den moderniseringsproces, Kina har gennemløbet, og det er et tegn på, at landet bevæger sig væk fra sin polytekniske fortid. Den større vægt på især økonomer er, hvad man ser i flere af Asiens andre vækstlande, ikke mindst i Singapore,« siger Kjeld Erik Brødsgaard.

Han pointerer, at uddannelsesniveauet også øges, da flere af de potentielle medlemmer har en ph.d.

»Vi ser imidlertid næppe en person fra humaniora i den stående komité, selv om Kina kunne trænge også til det aspekt,« tilføjer professoren.

Skeptisk over for skiftet

En anden garvet Kina-iagttager er mere skeptisk:

»Jeg er selv Djøf'er, men jeg er ikke henrykt over udviklingen. Ingeniørerne har været gode til at få trukket Kina ud af fattigdom, blandt andet ved at satse på den nødvendige infrastruktur og erhvervsvenlige vilkår, og opgaven er ikke slut,« siger politologen Clemens Stubbe Østergaard, senior research fellow ved Nordisk Institut for Asienstudier ved Københavns Universitet.

Ifølge ham har dominansen fra ingeniørsiden sikret, at saglighed - videnskab - står i høj kurs i Kina, og han nævner, at det samme var tilfældet i USA i årene, hvor nationen var rigtig stærk.

»Økonomer er på mange måder en form for ideologer med nogle ret firkantede indstillinger til, hvordan økonomi fungerer. De har ikke en særlig god track record i at løse landes problemer,« siger han.

Clemens Stubbe Østergaard håber på, at der også kommer en jurist eller to i toppen af styret, da Kina bør trækkes mere i retning af en retsstat.

»Bare det ikke bliver 'corporate' jurister som i USA, for det er skidt. De befinder sig fjernt fra befolkningen,« siger han.

Ved det kommunistiske partis kongres i november gælder det udskiftninger i alle lag i magtpyramiden, inklusive i de 31 provinser og de 2.600 amter. Skiftet i partiets lederhierarki sker umiddelbart, mens skiftet på regeringsniveau først træder i kraft om et halvt år.

Har man gjort sit arbejde godt, tages typisk et enkelt trin op ad stigen. Således ventes vicepræsidenten, Xi Jinping, og vicepremierministeren, Li Keqiang, at kunne skrotte 'vice', når der er skiftedag næste år, men Xi Jingping forventes allerede i november at bliver øverste chef for partiet, altså generalsekretær.

Ingen plads til 'børnebander'

De medlemmer af politbureauet, der udpeges til den stående komité, er typisk omkring 60 år, mens medlemmerne af Den Nationale Folkekongres (den lovgivende forsamling) oftest er omkring 45-50 år ved udvælgelsen - 'børnebander' har ingen chancer i den politisk styrede udvælgelse.

»Man skal typisk have ledet en til to provinser med både politisk og økonomisk succes, for at komme blandt politbureauets 25 medlemmer, og den økonomiske succes forudsætter et godt kendskab til erhvervslivets vilkår,« fortæller Clemens Stubbe Østergaard.

Oveni kommer videreuddannelse, også på partiskoler og kadreakademier, men flere i toppen har desuden erfaring med at lede store statsejede koncerner.

»De har været igennem en enorm praktisk aftestning, så man ved, at de kan stå distancen,« siger Clemens Stubbe Østergaard.

Den tidligere direktør i A.P. Møller-Mærsk, Tom Behrens-Sørensen, der på 19. år bor i Kina, har i sit virke set landets stærke fundering i ingeniørfaget, både bevillingsmæssigt og i udførsel.

»De er mestre i at præstere anlægsarbejder på en skala og i en hastighed, der ikke kendes i Europa. Nok er lønninger og arbejdsvilkår forskellige, men det er bestemt ikke hele forklaringen,« siger Behrens-Sørensen, der i dag er rådgiver.

»Men vi er på vej ind i den 5. generation af ledere efter Mao, og det er behov for en anden type ledere,« tilføjer han.

»Udfordringerne har ændret sig. Der er en aldrende befolkning, erhvervsstrukturen skal moderniseres, velfærd skal sikres og befolkningen er langt mere oplyst og kommenterende end tidligere,« siger han.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

»Økonomer er på mange måder en form for ideologer med nogle ret firkantede indstillinger til, hvordan økonomi fungerer. De har ikke en særlig god track record i at løse landes problemer,« siger han.

Kunne vi ikke lige få det ud i en bredere sammenhæng, i et årti, hvor økonomerne har bestemt alt, hvad der foregik i dette land.

  • 0
  • 0

er en disciplin der beskæftiger sig med penge og deres væsen og intet andet. I hvert fald i den angelsaksiske version vi (og det meste af verden) anvender. Beskrevet på en anden måde: den fortæller alt hvad en gentleman bør vide for at tjene penge i London uden at skulle vide hvad der egentlig foregår i produktionen oppe nordpå.

Tyske økonomer som http://en.wikipedia.org/wiki/Johann_Heinri... og http://en.wikipedia.org/wiki/Friedrich_List ('His influence among developing nations has been considerable. Japan has followed his model.[20] It has also been argued that Deng Xiaoping's post-Mao policies were inspired by List.[21]') inddrager også produktion i emnegrundlaget for økonomien (tysk Wirtschaft, bogst. 'værtskab', altså en slags management science).

Russerne har et ordsprog: V Rossii dve bedy: duraki i dorogi "I Rusland er der to ulykker: tåberne og vejene"

Tåbernes og vejenes tilstand findes ikke som parameter i klassisk angelsaksisk økonomisk teori. Vi har derfor forsømt dem og står nu himmelfaldne når de økonomiske konsekvenser viser sig.

  • 0
  • 0
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten