Tid er tidens store problem
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

Tid er tidens store problem

»Hvad er tid? Hvis ingen spørger mig herom, ved jeg det. Men hvis jeg vil forklare det for nogen, ved jeg det ikke.«

Sådan skrev en af de mest berømte kirkefædre, Augustin af Hippo, for godt 1.600 år siden. Siden har filosoffer og fysikere kæmpet med at forstå tiden.

Den amerikanske fysiker Lee Smolin vil nu gøre op med både Isaac Newtons og Albert Einsteins opfattelse af tiden og sætte tiden over alt andet.

For Newton var tid og rum absolutte begreber, som fungerede uafhængigt af hinanden. Universet var som et mekanisk ur, der var designet og trukket op af Gud.

Einstein gjorde tid og rum relative og smedede dem sammen i en firedimensional rumtid, hvor forskellen på fortid og fremtid ikke var anderledes end forskellen på op og ned eller højre og venstre.

‘Sondringen mellem fortid, nutid og fremtid er kun en illusion,’ skrev Einstein i et brev i marts 1955 til sin afdøde ven Michele Bessos familie.

Til trods for at tidens gang for almindelige mennesker er noget af det mest faste i tilværelsen, så mener de fleste fysikere, at tid opstår på grund af mere fundamentale egenskaber ved universet, hvor tidens retning forklares med termodynamikkens love.

‘Efter lange overvejelser køber jeg ikke den forklaring,’ skriver Lee Smolin i en ny artikel i Physics Today, hvor han opridser hoved­temaerne i sin bog ‘Time Reborn’, der udkom i 2013, og i en endnu ikke udkommet bog, ‘The Singular Universe and the Reality of Time’, skrevet sammen med filosoffen Roberto Mangabeira Unger.

Tre store spørgsmål

For Smolin er tid en reel størrelse, og det er måske endog den eneste egenskab ved naturen, der hverken opstår på grund af noget andet eller er approksimativ.

Det er et kontroversielt synspunkt, og det vil have drastiske konsekvenser, hvis det er rigtigt. Fortid og fremtid vil ikke være ligestillede som i det firedimensionale rumtidsbegreb, og naturlovene vil ændre sig med tiden.

Når Lee Smolin vil gøre tiden til et kernebegreb for en beskrivelse af naturen, er det i et forsøg på at besvare tre kosmologiske spørgsmål:

  1. Hvorfor har naturen udvalgt de naturlove, vi kan deducere os frem til ud fra observationer og eksperimenter? Og hvorfor er naturkonstanterne så fintunede, at ganske små afvigelser fra deres værdier vil medføre, at der slet ikke ville være et univers, som vi kender, med stjerner og kompliceret kemi.

  2. Hvorfor var universet utrolig homogent i dets første tilstand efter big bang?

  3. Hvorfor er universet i dag næsten 14 milliarder år efter big bang langt fra termisk ligevægt, så der findes en lang række irreversible processer givet ved bl.a. termodynamikkens regler?

Mystisk forklaring

En besvarelse af disse spørgsmål er ifølge Lee Smolin umulig, hvis man antager, at det eneste, der ændrer sig i universet, er bevægelser og positioner af atomer styret af uforanderlige naturlove. En beskrivelse, han kalder for Newtons paradigme.

Nogle fysikere har godt nok forsøgt sig med multivers-forklaringer, hvor der findes mange forskellige universer med forskellige værdier for naturkonstanterne. Når værdierne for naturkonstanterne er helt rigtige for liv i vores univers, er det ikke så overraskende, for vi ville jo ikke være til stede, hvis betingelserne var forkerte.

Smolin er ikke multivers-tilhænger, for hypotesen har ikke produceret en eneste forudsigelse, som man kan undersøge og i givet fald falsificere.

Den traditionelle forklaring på, at universet stadig er langt fra termisk ligevægt, og at der findes en termodynamisk forklaring på tidens retning, er, at universet begyndte i en meget usandsynlig tilstand med meget lav entropi. Men det er blot at forklare et mysterium med et andet mysterium, mener Smolin.

Sorte huller og nye universer

Han mener derfor, at den eneste udvej er at løsrive naturlovene fra tidens åg.

Smolin tager udgangspunkt i en teori om, at et nyt univers opstår, når en stjerne kollapser til et sort hul, og tiden i henhold til den generelle relativitetsteori stopper. Kvanteeffekter vil efterfølgende sætte gang i et nyt univers. Hvor tiden slutter i det sorte hul, begynder den ved et big bang i et nyt univers.

Lee Smolins tilføjelse til denne teori er, at egenskaber for partikler og naturlove ændres ganske svagt og tilfældigt, når et nyt univers opstår.

Ændringerne afgør, om det nye univers vil have mindre eller større tilbøjelighed til at danne sorte huller, som kan blive til nye universer og så videre. I denne proces vil der være en tilbøjelighed til, at lige præcis den form for univers, som vi befinder os i, bliver et typisk univers.

Smolin har hentet inspiration fra evolutionsbiologien og kalder princippet for kosmisk naturlig udvælgelse.

Det står dog fast, at mange fysiske systemer beskrives godt med tidsuafhængige love. Hertil beretter Smolin, at termodynamikken har vist, at tidsirreversible effektive love kan opstå ud fra tidsreversible fundamentale love. Han har nu sat sig for at undersøge, om det omvendte også kan være tilfældet.

Emner : Fysik
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Opstår de nye universer så når en stjerne kollapser eller når det sorte hul har suget material til sig i milliarder af år, for det er da et problem at hullet ikke forsvinder i dette univers så?

  • 0
  • 1

Eller svarer det nye univers tidsskala ikke til den tidsskala at hullet bliver fodret i dette univers?

  • 0
  • 1

Smolin er ikke multivers-tilhænger, for hypotesen har ikke produceret en eneste forudsigelse, som man kan undersøge og i givet fald falsificere.

Jeg slutter, at Smolins teori jo så må have den egenskab, at den er falsificerbar eller i det mindste "mere" falsificerbar end multivers-teorier og lignende, men jeg har dog lidt svært ved at se hvodan Smolins teori kan adskille sig netop fra multivers-teorier på dette punkt. Nogen her der kan kaste lys over dette forhold? Hvordan kan man falsificere noget der sker "på den anden side" af et sort hul i et "nyt univers"?

  • 1
  • 0

Man kunne også vælge den tanke at hvis han kunne opstille en teori ville han stå først i køen til en Nobelpris.

  • 1
  • 2

’Tid’ er et menneskeskabt praktisk begreb, der er udsprunget af vor sanseerkendelse om forandringer i Naturen!
Uden processer der forårsager forandringer, ja, så eksisterede der intet dynamisk Univers og intet liv.

Den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804) har i sit store erkendelsesteoretiske værk ” Kritik der reinen Vernuft” fra 1781 analyseret begreberne ’Rum’ og ’Tid’.

Immanuel Kant opfattede ’Rum’ og ’Tid’ som grundlæggende anskuelsesformer, dvs. som ’noget’ på forhånd givet. Kant mente således, at vi ikke kan anskue eller erkende noget, uden at det foregår i ’grundformerne’ ’Rum’ og ’Tid’. Kant hævder således, at ’forandring’ af ’noget i rummet’ kun er mulig ’i tiden’. Hvis en ting forandrer sig fra at være i en tilstand til at være i en anden tilstand, da må denne forandring nødvendigvis foregå ’i tiden’. Hvis f.eks. en lukket dør bliver åbnet, så kan det kun finde sted ’i tiden’; thi kun på to forskellige tidspunkter kan én og samme dør være henholdsvis lukket og åben, mente Kant.

-- A priori påstande og a posteriori påstande –
Påstande der erkendes uafhængigt af erfaringen kaldes a priori påstande.
Påstande hvis gyldighed afhænger af erfaringen, kaldes a posteriori påstande.

Immanuel Kants påstand om ’Tid’ og ’Rum’ er således a priori påstande.

-- Tid er en erfaringsbaseret størrelse –
Undertegnet er IKKE enig med Kant i hans påstand om, at ’Tid’ er en a priori størrelse, dvs. at ’Tid’ er ’noget’, der eksisterer uafhængigt af alt andet.
Modsat Kant mener jeg, at ’Tid’ er, og bør, defineres som en a posteriori størrelse, dvs. defineret på grundlag af vores sanse - og erkendelseserfaring om forandringer i naturens systemer.
’Tid’ eksisterer ikke i sig selv, uafhængigt af Naturens fænomener og forandringer.

-- Er tiden kontinuert eller diskret kvantiseret?
Et karakteristisk træk ved nutidens Naturvidenskab er antagelsen om ’tidens’ kontinuitet.
I de matematisk formulerede definitioner af fysiske størrelser og i de matematisk formulerede fysiske teorier – også kvantefysiske teorier – antager man, at ’tidsvariablen’ er en kontinuert reel talstørrelse. Tidsvariablen kan således også antage irrationelle talværdier som f.eks. kvadratroden af 2. Pythagoræerne kaldte netop et tal som f.eks. kvadratroden af 2 et irrationalt tal, dvs. et ufornuftigt tal. Selv i deres vildeste fantasi kunne de ikke tro på eller acceptere, at Naturen fungerer efter sådanne irrationelle tal. Pythagoræerne troede, dvs. holdt det for sandt, at Universet fungerer på basis af naturlige tal.
Ifølge undertegnedes Kvantekosmologi er fysisk tid en diskret kvantiseret størrelse (se link).

-- Tids-kvantisering. Tidsforløb angivet ved antallet af Unitoner –
Ifølge undertegnedes 'Uniton-teori om Universet' eksisterer der overalt i Universet nogle mindste energi-/stof kvanter kaldet Unitoner.
Unitonerne er de mest fundamentale byggepartikler i alt stof og de er ansvarlige for alle kraftvirkninger.
Noget grundlæggende i Uniton-teorien er, at antallet af unitoner i Universet er stadigt voksende. Da Universet blev ’født’ var der én uniton, kaldet den kosmiske Embryoton. I vor epoke har Universet udvikling sig til at indeholde omkring 7,2*10^127 unitoner.

Hver gang Universet har forandret sig til at have én uniton mere, så er der forløbet det fysisk mindste tidsinterval Elementartiden, Tidskvantet eller Tidsatomet (ja kært barn har mange navne).
Alle tidsforløb er givet ved et naturligt tal multipliceret med Elementartiden.
Et større tidsinterval end ’tidsatomet’ kan i princippet angives ved tælling af tilvæksten af antal unitoner i Universet. Ganske vist meget vanskeligt i praksis.

Vores sanse-erfaring og fornemmelse er, at 'tiden' forløber i en bestemt og målbestemt retning. En 'tidens retning' kan forklares, som den retning i hvilken antallet af unitoner vokser.

Link: http://louis.rostra.dk

Hilsen fra
Louis Nielsen

  • 0
  • 1

På videnskab.dk, er en uge gammel artikel,
Derfor er 'Tid' så svær at forstå, -
en kommentar henviser til artikel af Martinus (kosmos,1870 nr 19)
Tiden, et åndeligt rum, -

uddraget, indledes med; Tid er Evigheden spaltet op i åndelige rum.

Vi er Evigheden, Stilhed, Jeg'et,
Tanken er bevægelsens inderste kilde,
Tid er bevægelses skygge.
Vi er altså tidens skabere, Vi skaber selv Vor egen tid.
Holger

  • 0
  • 0

Lad os antage at enhver nutid er absolut (erkendt af enhver iagttager) .....

  • 1
  • 0

Louis unitoner er proportional med BB tiden, unitonen pumper tid ind i universet. Men hvad findes der så ml. to på hinanden fødte unitoner u1 og u2 ? Det er svaret herpå, der afliver unitonen.

  • 0
  • 0