TI: Virksomheders frygt for datalæk hæmmer innovation
more_vert
close

Få de daglige nyheder fra Version2 og Ingeniøren. Læs mere om nyhedsbrevene her.

close
By signing up, you agree to our Terms & Conditions and agree that Teknologiens Mediehus and the IDA Group may occasionally contact you regarding events, analyzes, news, offers, etc. by telephone, SMS and email. Newsletters and emails from Teknologiens Mediehus may contain marketing from marketing partners.

TI: Virksomheders frygt for datalæk hæmmer innovation

Illustration: Technicon

Mange danske produktionsvirksomheder holder et alt for stramt greb om den store mængde af data, som automatiseringsløsninger i stigende grad spytter ud fra virksomhedens processer. Sådan lyder vurderingen fra Teknologisk Institut, og årsagen er især frygten for, hvad der kan ske med data, hvis de deles med en ekstern leverandør.

»Det er i høj grad en problemstilling, som vi ser i mange produktionsvirksomheder. Det betyder, at innovationen bliver udfordret,« siger Rasmus Hasle, der er faglig leder og ph.d. ved Center for Robotteknologi, Teknologisk Institut.

Frygter læk til konkurrenter

Hos Teknologisk Institut ser man ifølge Rasmus Hasle ofte, at en stor andel af især de små og mellemstore virksomheder ikke er gode nok til at udnytte de data, der kan hentes ud af Industri 4.0-løsninger. Det skyldes for det første, at de ofte ikke har de rette kompetencer internt i virksomheden.

»Den anden grund er, at de ikke tør lade eksterne folk bruge deres data, fordi de er bange for at lække værdi­fulde data til deres konkurrenter. Hvis nu den samme eksterne konsulent hjælper to virksomheder, der er konkurrenter, hvordan ved den ene virksomhed så, at deres viden ikke bliver genanvendt hos konkurrenten?« siger han.

Hos konsulentvirksomheden Technicon i Hobro, der udvikler og integrerer robotløsninger, oplever administrerende direktør Casper Hansen, at hele debatten om privatliv set i lyset bl.a. sagen om læk af 87 mio. Facebook-brugeres data til analysebureauet Cambridge Analytica smitter af på virksomhederne.

»Som forbrugere kan vi blive nervøse for, hvor vores data bliver af, og den tankegang bliver vi også mødt af ude i industrien,« siger han.

Uudforsket land

Ifølge direktøren har mange af de virksomheder, som Technicon leverer ydelser for, ikke mod på at lade konsulentvirksomheden bruge data til at bygge nye løsninger og tjenester, som måske kunne gavne kunden i form af bedre indsigt i virksomhedens processer.

Det gælder eksempelvis Technicons produkt med navnet Flex Cell – et modulbord til montering af robotter, som bl.a. kan sende data videre til en cloud-løsning. Her oplever direktøren konkret, at det er langt nemmere at flytte robotcellen ind i virksomhedernes produktion, end det er at få lov at hente data ud af produktionen igen.

»Vi kunne hjælpe rigtig mange virksomheder ved at få adgang til deres data. Men så snart data kommer uden for virksomhedens matrikel, så bliver det uudforsket land, hvor praksis ikke er etableret. Det er med til at dræbe innovationen,« påpeger direktøren.

Især mindre virksomheder er ifølge faglig leder Rasmus Hasle, TI, dårlige til at udnytte data fra deres maskiner: »De tør ikke lade eksterne folk bruge deres data, fordi de er bange for at lække værdi­fulde data til deres konkurrenter,« siger han. Illustration: TI

Han nævner som et eksempel en skrueproces, hvor en robot monterer skruer i et emne. Her er der potentielt masser af relevante procesparametre at hente for virksomheden, f.eks. skruedybde, moment og modstand under iskruningen.

»Det er meget stærke procespara­metre, som på den ene side siger noget om kvaliteten af skruen, om emnet, der skal skrues i, og om kvaliteten af den robot, vi leverer. Alle de ting kan du bruge til at forudsige vedligehold og minimere nedetiden,« siger Casper Hansen.

»Men produktionsvirksomheden kan på den anden side sige, at det afslører noget om deres produkt, som konkurrenterne ikke skal kunne få fat i. For dem handler det om, hvordan de kan være sikre på, at data ikke ryger videre fra os og til en tredjepart.«

Store gevinster kan gå tabt

Direktøren mener for så vidt, at virksomhedernes bekymring er reel, men at bekymringen ofte ender med at blive en egentlig stopklods.

Rasmus Hasle vurderer, at koblingen til privatlivsdebatten omkring eksempelvis Facebook er »essentiel« for at forstå industriens forbehold over for at dele data med eksterne leverandører. Han ser i stigende grad en værdikløft blive skabt mellem større virksomheder, der begynder at bruge data til innovation, og dem, der ikke kan eller tør:

De tør ikke lade eksterne folk bruge deres data, fordi de er bange for at lække værdifulde data til deres konkurrenter.Rasmus Hasle, faglig leder, Teknologisk Institut

»De virksomheder, som begynder at udnytte deres data, får relativt hurtigt nogle store gevinster. De får indsigt i deres produktion, så det ikke længere bare er en mavefornemmelse, når de f.eks. skal optimere deres materialeforbrug og minimere nedetid.«

Men er læk af data ikke også en frygt, som er reel nok at have for mange produktionsvirksomheder?

»I forbindelse med denne form for analytisk tilgang til at bruge data er det sjældent kernedata om den enkelte virksomhed, man bruger. Så det vil jeg ikke mene, at det er, og jeg har ikke hørt om, at det (læk af data, red.) skulle være et problem,« siger Rasmus Hasle.

»Det er også i leverandørens interesse at lave et godt stykke arbejde. Hvis jeg sælger en løsning og snyder kunden, så får jeg jo aldrig en ny opgave. Så der er nogle elementer i det her, som ikke er rationelle.«

Data gør produktet bedre

Det er til denne artikel ikke lykkedes at få en udtalelse fra en konkret produktionsvirksomhed, der bekræfter problemstillingen. Men ifølge Casper Hansen stiller de ubesvarede spørgsmål omkring praksis for ejerskab og deling af kundernes data også en virksomhed som hans i et andet dilemma.

For konsulenter har det altid været en fordel over for kunden at kunne trække på og henvise til erfaringer fra projekter, man har udført for tidligere kunder. Men når erfaringerne udskiftes med rå data, bliver sagen en anden:

»Må vi bruge den viden, vi får ud af en kundes data, til at lave vores næste løsning bedre? Her er der mange kunder, som vil sige, at vi så bruger deres data til at gøre en konkurrents produkt bedre,« påpeger direktøren.