Ti år efter: Nu er WTC's nye tårne på vej i vejret

Illustration: WTC

Byggelarmen på Ground Zero vil i dag på ti-årsdagen for angrebet forstumme og blive afløst af lyden af navnene på hvert eneste af de 2.977 ofre for terrorangrebet 11. september 2001.

Ved en mindehøjtidelighed på stedet, hvor World Trade Centers to tårne styrtede i grus, indvier præsident Obama sammen med New Yorks borgmester Michael Bloomberg og deres forgængere George W. Bush og Rudy Giuliani mindeparken ved Ground Zero i New York.

Indtil nu er 7 WTC, der ligger umiddelbart nord for Ground Zero, det eneste tårn, der er blevet genopført. Men hvis gæsterne til indvielsen løfter hovederne, vil de kunne se, at stålkonstruktionen til 1 WTC - tidligere kaldet Freedom Tower - er nået 81 etager op.

Læs også: Kom med ned under det nye World Trade Center

Den er nu den højeste bygning på det sydlige Manhattan og forventes at nå de planlagte 105 etager inden nytår. I den anden ende af grunden er 4 WTC også ved at rejse sig. Her er stålet oppe på 47 etager.

Det tog kun fem år at bygge tvillingetårnene, men amerikanerne har været ti år om at få etableret en mindepark og overhovedet komme i gang med at bygge nye skyskrabere.

En dybtliggende forklaring

For at forstå hvorfor, skal man kigge ned. Under mindeparken med foreløbigt 220 egetræer og to bassiner, der markerer de faldne tårnes fundamenter, gemmer sig nemlig en seks etager dyb labyrint af kældre og forsyningsledninger. Og efter angrebet var det her, de kollapsede bygninger med deres tusindvis af døde endte.

»Der var tunge følelser involveret, naturligvis,« siger afdelingsleder Peter Luke fra Alectia, der var en af de få danskere i bygningerne 11. september 2001. Dengang var han som ingeniør hos det amerikanske ingeniørfirma PMA Consultants udlånt til bygningernes ejer, Port Authority of New York & New Jersey.

Han arbejdede på 72. etage i nordtårnet, da et Boeing 767 med 790 km/h ramte bygningen mellem etagerne 93 og 99. Peter Luke troede, at det var et lille privatfly, der havde ramt tårnet, men da hårdt sårede kontorfolk begyndte at strømme ned ad trapperne, besluttede Peter Luke og hans kolleger at evakuere.

»Vi takker alle sammen Empire State Building for, at vi er her i dag. Man mener, at terroristerne brugte den som pejlemærke, så de fløj direkte ind over den. Men den er ret høj (443 meter, red.), så de kunne først begynde at dykke efter 33. gade,« fortæller han.

To dage efter angrebet var han på arbejde igen, og indtil 2008 arbejdede han med oprydningen og genopbygningen af World Trade Center.

»Der gik totalt løsningsmode i det. Det var en rendyrket ingeniøropgave uden skyggen af politik. Det er ikke særlig tit, ingeniører får lov til at sætte dagsordenen i en offentlig instans. Det politiske lag var i gang med noget helt andet, men infrastrukturen skulle jo genetableres. Og så var det altså ingeniørerne, der fik lov til at bestemme.«

Efterhånden som politikerne genvandt tøjlerne, begyndte genopbygningsprocessen at gå langsommere. Men inden da havde ingeniørerne sørget for at få de vigtigste beslutninger taget, fortæller Peter Luke:

»Der var nogle af de erfarne, der godt vidste, at politikerne ville vende tilbage. Derfor sørgede de for at tage nogle meget væsentlige beslutninger hurtigt og for at implementere dem. Så da byggeriet gik i gang, var processerne på plads, så man kunne levere hurtigt. De folk har jeg enormt meget respekt for,« siger han.

Peter Luke og to kolleger blev sat til at sørge for, at der var en meget præcis plan for genopbygningen af den togstation, der lå under WTC-komplekset. Indtil angrebet brugte 67.000 passagerer WTC-stationen hver dag, mens tusinder passerede den i tog fra Newark og New Jersey på den anden side af Hudson-floden. Genopbygning af stationen ville være afgørende for at holde liv i området omkring Ground Zero i fremtiden.

»Vi lavede en bagvendt kritisk vejanalyse på tidsplanen. Måske hedder din sidste aktivitet i en tidsplan 'klip snoren'. Så arbejder du dig baglæns ud fra det. Du laver en analyse af de fysiske forhold: Hvordan bygger man en togstation? Hvordan modellerer man det i et tidsplansprogram?«

Den baglæns tidsplan viste en række milesten og resulterede i nogle usædvanlige udbudspakker.

»Det og det område skal du bruge først, fordi der skal de og de kritiske forsyningselementer stå. Ergo skal det være færdigt til den og den tid. Så kom der pakker bestående af lidt genopbygning her og lidt oprydning der. Hvis du havde projekteret det forlæns, så havde du aldrig fundet på sådan nogle udbudspakker. Men her blev det altså trumfet igennem, før folk kunne protestere. 18 måneder senere havde vi en ny station. Det kan du sagtens gøre i et diktatur eller et sted, hvor der ikke er en by i forvejen, men det er aldrig før sket i New York,« siger Peter Luke.

Til gengæld gik det langsommere med resten af genopbygningen. Nogle gange fandt bygningsarbejdere pludselig ligrester, og det satte byggeriet i stå, mens retsmedicinere indsamlede delene og analyserede dem. Ifølge hjemmesiden for mindeparken og det kommende museum er der til dato stadig 6.435 uidentificerede ligdele på køl hos New Yorks retsmedicinere, og man har stadig kun fundet ligdele af 1.630 ud af 2.977 ofre.

Andre gange var det økonomiske slagsmål, politisk indblanding eller sikkerhedsbekymringer, der satte byggerierne i stå til stor frustration for de indblandede.

Masser af ændringer

Designet af 1 WTC har eksempelvis ændret sig tre gange og med to forskellige arkitekter for at tilfredsstille både økonomiske, æstetiske og sikkerhedsmæssige krav, og det, der skulle have været et kulturkompleks på 30.000 m2 er nu blevet til en kombineret teknikbygning og indgangsportal på 5.600 m2 til det underjordiske museum, fortæller partner Jenny Osuldsen fra den norske tegnestue Snøhetta, der vandt opgaven med kulturkomplekset i 2004.

»Vi begyndte i 2004, og da vi havde et skitseprojekt klar i 2006, smed bygherren alt ud. Der var intet program. Ingen brugere. Intet byggeri. Vi havde lige etableret os i New York for at håndtere opgaven, og nu vidste vi ikke, om der overhovedet ville blive bygget noget som helst,« siger hun.

I dag er Memorial-bygningen næsten klar, men det har med Jenny Osuldsens ord været en meget lang proces for et meget lille byggeri.

Noget af det, der gør det svært at bygge på WTC, er den omfattende seks etagers kælder, som blandt andet huser en fælles forsyningsinfrastruktur til alle bygningerne, der skal gøre det sværere for terrorister at ramme en enkelt bygning. Desuden er der under jorden et 9.000 m2 stort museum, to togbaner, en subway og en topsikret parkeringskælder.

»Vi havde virkelig svært ved at finde et sted, hvor vi kunne lave fundament. Derfor var det en stor opgave at lette bygningen så meget som muligt, så vi kunne minimere fundamentet,« siger Jenny Osuldsen.

Slutresultatet, som nu står færdigbeklædt, er meget anderledes, end arkitekterne havde drømt om.

Sikkerhed i højsædet

»Der har været ekstremt fokus på sikkerhed. Vi havde foreslået en meget transparent bygning med meget glas, der skulle være en neutral overgang fra det underjordiske museum, der ser tilbage i tiden, til bygningerne over jorden, der ser fremad. Men sikkerhedskrav betyder, at der er meget mere stål i facaden, at glasset er blevet meget tykt, og at vi ikke måtte lave en tagterrasse til publikum. Vi har måttet gå meget på kompromis med æstetikken,« siger Jenny Osuldsen.

Alle de nye byggerier er præget af de ekstraordinære sikkerhedskrav, som både myndigheder, bygherrer og offentligheden har stillet, fortæller Peter Luke.

»Jeg var meget involveret i Vehicle Security-centret, som al kørende trafik til World Trade Center skal igennem. Det vil sige, at alt, hvad der kan være en bombe i, skal filtreres fra, inden man kan komme ind. Og så er der faktisk yderligere tjek længere inde i parkeringskælderen. Projekteringsgrundlaget er i princippet skrevet af en sprængningsekspert. Han har beregnet, hvor stor energiladningen er for en bestemt eksplosion - og hvad bygningen så skal kunne holde til.«

Tilgangen betyder, at parkeringskælderen er ti gange dyrere, end en normal P-kælder, og at der kun er plads til ca. halvt så mange biler, som der ellers kunne have været plads til.

»Det var der mange, der var kyniske over for. De mente ikke, at man lavede så små bomber mere. Men det er et eksempel på, at der er problematikker, hvor det ikke bare er ingeniørkunst, der sætter dagsordenen. Der er følelser og politik i stedet.«

Selv om Peter Luke umiddelbart efter angrebet var sikker på, at der ville stå et nyt tårn på grunden inden for fem år, så er han i dag ikke irriteret over, at man ikke er kommet længere.

»Hvorfor skulle det gå hurtigere? Det, vi bygger, skal være til at holde ud at se på i mange år fremover. Derfor må man have de værste følelsesmæssige reaktioner bag sig, før man finder ud af, hvad man skal bygge. Ellers var der endt med at være ørne og flag over det hele. Jeg mener ikke, at ti år er voldsomt i betragtning af, at der bliver bygget noget eksisterende - og oven i en katastrofe, hvor man også skulle rydde op og mindes ofrene. Det er demokratiets vilkår.«