Det har vist sig, at kun 30 procent af vandet er renset tilstrækkeligt til at leve op til internationale standarder, de resterende 80 procent indeholder..
menu close Teknologiens Mediehus
person Konto arrow_drop_down
Det kommer til at tage omkring 30 år, før vi har ryddet op efter Fukushima-ulykken. Sådan lød det i sidste måned fra det japanske energiselskab Tepco, der er ejer af værket. Og sådan lød det også sidste år og forrige år. Der ser ud til, at der altid er 30 år til oprydningen efter Fukushima-ulykken er færdig.
Her på 10-årsdagen er situationen da også stadig så uoverskuelig, at ikke engang robotter har lykkedes med at få et glimt af de brændselsstave, som findes et sted i ruinerne. Noget af brændslet menes stadig at befinde sig i en af reaktorkernerne, andre steder ser brændslet ud til at være faldet ned i bunden af trykkammeret og i en reaktor menes brændslet at have brændt sig vej gennem kammeret og roder rundt et sted i bunden af bygningen.
Det er de brændselsstave, der er årsagen til, at japanske arbejdere i ti år har ladet vand regne ned over de ødelagte reaktorbygninger for at holde temperaturen under 100 grader og sikre en såkaldt cold shutdown. Og i området omkring værket Fukushima Daiichi vidner lidt over 1000 tanke om, at oprydningsarbejdet har enormt lange udsigter. I alt er der tale om 1,25 mia liter vand - og for hver dag vokser vandmængderne med 170.000 liter.
Hvor vandet egentlig bliver af, og hvordan det fordeler sig og strømmer rundt i reaktorbygningerne er ikke helt klart for Tepco, og et nyt jordskælv den 13. februar med en kraft på 7,3 på richterskalaen understregede situationen, da Tepco meldte om, at vandniveauet i reaktorerne faldt kortvarigt for igen at stabiliserer sig. Hvorfor var uklart. Og først i 2022 kan man måske begynde at få de første kig ind til brændselsstavene, når planen er at fjernstyre en mekaniske arm ind for at hive de første brændselselementer ud af reaktor 2.
Tepco svejser i rasende fart nye tanke sammen for at fortsætte det sisyfos-agtige arbejde, men selskabet har ved flere lejligheder varslet, at pladsen er ved at slippe op. Indtil videre har Tepco tankkapacitet til 1,37 mio kubikmeter vand - og i sommeren år 2022 er den plads brugt op. For to år siden meldte Tepco ud, at man ville begynde at lukke vandet ud i Stillehavet, men efter et ramaskrig i offentligheden blev de planer stoppet.
Tepco har ellers forsikret offentligheden om, at al vandet bliver behandlet i tre anlæg efter ALPS-metoden, men selskabet er igen blevet fanget i løgne, der efterhånden er blevet selskabets allerstørste problem: troværdighed.
Det har vist sig, at kun 30 procent af vandet er renset tilstrækkeligt til at leve op til internationale standarder, de resterende 70 procent indeholder stadig ubehagelige radioaktive elementer som strontium-90, der er kendt for at kunne give kræft.
Tepco ser dog ud til at have styr på ALPS-metoden og har haft Det Internationale Atomagentur IAEA inde over arbejdet. ALPS-metoden gør det muligt at rense vandet for 62 radioaktive stoffer, herunder cæsium som tidligere metoder ikke kunne rense for. Tepco beskriver kort processen på deres hjemmeside, hvor det fremgår, at det forurenede vand føres gennem to udfældningstanke med henholdsvis jern og salte af kulsyre. Dernæst ledes det videre til en række adsorptionstanke.
Slutproduktet er vand med det lille forbehold, at det indeholder stoffet brint-isotopen tritium som er umuligt at udfælde med eksisterende teknologier, men som heldigvis også er mindre farlig for dyr og mennesker.
En tidligere rapport fra IAEA har da også peget på, at Tepco godt kunne gå i gang med at udlede ALPS-behandlet vand til havet - eller fordampe det - og stadig holde sig pænt under grænseværdierne for grundvand og dræn på 1500 Bq/L - og langt under grænseværdierne i havvand, der er på 60.000 Bq/L.
IAEA har også tilbudt Tepco og den japanske regering at stå for en uafhængig måling af det behandlede vand før det bliver udledt til havet, så alle kan stole på, at det er sikkert. Men en ting er fakta. En anden er frygt.
I ti år har myndighederne nu kæmpet for at få folk til at købe varer fra Fukushima-området. Det samme frygter man vil ske med fiskeriet, hvis man begynder at lede behandlet vand ud.
Fukushima-området var før ulykken kendt for at være japans spisekammer med de bedste ris i landet. I årevis har lokale og myndigheder kæmpet gennem oplysningskampagner for at få folk til at købe regionens varer, der har været gennemtestet for radioaktivitet. I busser og tog har oplysningskampagner skreget budskabet ud om, at varerne er fuldkommen sikre at spise, og rissække er påklistret mærkater, der understreger, at de er testet.
Frygt-scenariet er, at det samme vil ske med fiskeriet, hvis man begynder at lede behandlet vand ud i havet. Først i februar 2020 blev det tilladt at sælge fisk fra kystområdet Onahama, selvom test på test viste, at fiskene var uden radioaktivitet.
Siden har stort set alle test vist de samme resultater, dog lige bortset fra i sidste måned, hvor en fisk viste sig at have cæsium-niveauer fem gange højere end grænseværdierne. Sidste gang en fisk overskred grænseværdierne var for 16 måneder siden.
Miljøorganisationer og fiskere advarer mod at udlede vand fra værket. For fiskerne handler det især om frygten for, at folk vil nægte at spise japanske fisk, og fiskerne lider stadig under det importforbud, som Sydkorea har indført for fisk fra japan.
Imens hober vandet sig op i tankene på grunden omkring Fukushima Daiichi. Om 30 år er oprydningen slut, lyder det. Spørgsmålet er om vi vil høre den samme sætning igen om 30 år.
