Ukendt

  • Ing.dk er under ombygning - vi er tilbage mandag med nyt udseende. Henover weekenden er alt vores indhold åbent, men man kan ikke logge ind og debattere.

Ti år efter Fukushima: Gigantiske tanke med forurenet vand hober sig op

PLUS.
I alt er 1061 tanke omkring Fukushima-værket fyldt med behandlet vand. Illustration: Tepco

Det kommer til at tage omkring 30 år, før vi har ryddet op efter Fukushima-ulykken. Sådan lød det i sidste måned fra det japanske energiselskab Tepco, der er ejer af værket. Og sådan lød det også sidste år og forrige år. Der ser ud til, at der altid er 30 år til oprydningen efter Fukushima-ulykken er færdig.

Her på 10-årsdagen er situationen da også stadig så uoverskuelig, at ikke engang robotter har lykkedes med at få et glimt af de brændselsstave, som findes et sted i ruinerne. Noget af brændslet menes stadig at befinde sig i en af reaktorkernerne, andre steder ser brændslet ud til at være faldet ned i bunden af trykkammeret og i en reaktor menes brændslet at have brændt sig vej gennem kammeret og roder rundt et sted i bunden af bygningen.

Læs også: Se ødelagt atomkraftværk filmet fra kran og fly

Det er de brændselsstave, der er årsagen til, at japanske arbejdere i ti år har ladet vand regne ned over de ødelagte reaktorbygninger for at holde temperaturen under 100 grader og sikre en såkaldt cold shutdown. Og i området omkring værket Fukushima Daiichi vidner lidt over 1000 tanke om, at oprydningsarbejdet har enormt lange udsigter. I alt er der tale om 1,25 mia liter vand - og for hver dag vokser vandmængderne med 170.000 liter.

Læs også: På besøg i Fukushima: Heldragter og radioaktive kirsebærtræer

Hvor vandet egentlig bliver af, og hvordan det fordeler sig og strømmer rundt i reaktorbygningerne er ikke helt klart for Tepco, og et nyt jordskælv den 13. februar med en kraft på 7,3 på richterskalaen understregede situationen, da Tepco meldte om, at vandniveauet i reaktorerne faldt kortvarigt for igen at stabiliserer sig. Hvorfor var uklart. Og først i 2022 kan man måske begynde at få de første kig ind til brændselsstavene, når planen er at fjernstyre en mekaniske arm ind for at hive de første brændselselementer ud af reaktor 2.

Tepcos troværdighed er væk

Tepco svejser i rasende fart nye tanke sammen for at fortsætte det sisyfos-agtige arbejde, men selskabet har ved flere lejligheder varslet, at pladsen er ved at slippe op. Indtil videre har Tepco tankkapacitet til 1,37 mio kubikmeter vand - og i sommeren år 2022 er den plads brugt op. For to år siden meldte Tepco ud, at man ville begynde at lukke vandet ud i Stillehavet, men efter et ramaskrig i offentligheden blev de planer stoppet.

Den sidste opgørelse viser, at der findes 1061 tanke med i alt 1,25 mia liter kølevand omkring Fukushima Daiichi værket. Et kort fra Tepco giver et indblik i, hvor de er placeret Illustration: Tepco

Tepco har ellers forsikret offentligheden om, at al vandet bliver behandlet i tre anlæg efter ALPS-metoden, men selskabet er igen blevet fanget i løgne, der efterhånden er blevet selskabets allerstørste problem: troværdighed.

Det har vist sig, at kun 30 procent af vandet er renset tilstrækkeligt til at leve op til internationale standarder, de resterende 70 procent indeholder stadig ubehagelige radioaktive elementer som strontium-90, der er kendt for at kunne give kræft.

Renser for alt - undtagen tritium

Tepco ser dog ud til at have styr på ALPS-metoden og har haft Det Internationale Atomagentur IAEA inde over arbejdet. ALPS-metoden gør det muligt at rense vandet for 62 radioaktive stoffer, herunder cæsium som tidligere metoder ikke kunne rense for. Tepco beskriver kort processen på deres hjemmeside, hvor det fremgår, at det forurenede vand føres gennem to udfældningstanke med henholdsvis jern og salte af kulsyre. Dernæst ledes det videre til en række adsorptionstanke.

Illustration: Tepco

Slutproduktet er vand med det lille forbehold, at det indeholder stoffet brint-isotopen tritium som er umuligt at udfælde med eksisterende teknologier, men som heldigvis også er mindre farlig for dyr og mennesker.

Frygt fylder mere end fakta

En tidligere rapport fra IAEA har da også peget på, at Tepco godt kunne gå i gang med at udlede ALPS-behandlet vand til havet - eller fordampe det - og stadig holde sig pænt under grænseværdierne for grundvand og dræn på 1500 Bq/L - og langt under grænseværdierne i havvand, der er på 60.000 Bq/L.

IAEA har også tilbudt Tepco og den japanske regering at stå for en uafhængig måling af det behandlede vand før det bliver udledt til havet, så alle kan stole på, at det er sikkert. Men en ting er fakta. En anden er frygt.

Læs også: Seks ansatte i Fukushima har fået for meget stråling

I ti år har myndighederne nu kæmpet for at få folk til at købe varer fra Fukushima-området. Det samme frygter man vil ske med fiskeriet, hvis man begynder at lede behandlet vand ud.

Fukushima-området var før ulykken kendt for at være japans spisekammer med de bedste ris i landet. I årevis har lokale og myndigheder kæmpet gennem oplysningskampagner for at få folk til at købe regionens varer, der har været gennemtestet for radioaktivitet. I busser og tog har oplysningskampagner skreget budskabet ud om, at varerne er fuldkommen sikre at spise, og rissække er påklistret mærkater, der understreger, at de er testet.

Vil udledninger smadre fiskeriet?

Frygt-scenariet er, at det samme vil ske med fiskeriet, hvis man begynder at lede behandlet vand ud i havet. Først i februar 2020 blev det tilladt at sælge fisk fra kystområdet Onahama, selvom test på test viste, at fiskene var uden radioaktivitet.

Siden har stort set alle test vist de samme resultater, dog lige bortset fra i sidste måned, hvor en fisk viste sig at have cæsium-niveauer fem gange højere end grænseværdierne. Sidste gang en fisk overskred grænseværdierne var for 16 måneder siden.

Læs også: Regeringskomité: Radioaktivt vand fra Fukushima bør pumpes i havet

Miljøorganisationer og fiskere advarer mod at udlede vand fra værket. For fiskerne handler det især om frygten for, at folk vil nægte at spise japanske fisk, og fiskerne lider stadig under det importforbud, som Sydkorea har indført for fisk fra japan.

Imens hober vandet sig op i tankene på grunden omkring Fukushima Daiichi. Om 30 år er oprydningen slut, lyder det. Spørgsmålet er om vi vil høre den samme sætning igen om 30 år.

sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først

Det har vist sig, at kun 30 procent af vandet er renset tilstrækkeligt til at leve op til internationale standarder, de resterende 80 procent indeholder..

  • 5
  • 2

citat:

"Tepco har ellers forsikret offentligheden om, at al vandet bliver behandlet i tre anlæg efter ALPS-metoden, men selskabet er igen blevet fanget i løgne, der efterhånden er blevet selskabets allerstørste problem: troværdighed.

Det har vist sig, at kun 30 procent af vandet er renset tilstrækkeligt til at leve op til internationale standarder, de resterende 80 procent indeholder stadig ubehagelige radioaktive elementer som strontium-90, der er kendt for at kunne give kræft."

Jeg mangler en kilde til det postulat - at Tepco ikke er troværdig mht. det rensede vands overholdelse af grænseværdier - specielt når Ingeniøren i den følgende paragraf skriver:

"Tepco ser dog ud til at have styr på ALPS-metoden og har haft Det Internationale Atomagentur IAEA inde over arbejdet. ALPS-metoden gør det muligt at rense vandet for 62 radioaktive stoffer, herunder cæsium som tidligere metoder ikke kunne rense for. Tepco beskriver kort processen på deres hjemmeside, hvor det fremgår, at det forurenede vand føres gennem to udføldningstanke med henholdsvis jern og salte af kulsyre. Dernæst ledes det videre til en række adsorptionstanke."

Altså, Tepco har styr på rensemetoden, men kun 30% af det rensede vand lever op til grænseværdierne? Hvorfor renser man så ikke bare det vand som ikke lever op til kravene ? Det har man måske også gjort?- andet ville da næsten være utænkeligt, ikke sandt?

Når man ser tingene i 30 års perspektiv, som Ingeniørens skribent gerne vil, så kan man jo næsten være sikker på at forurenet vand er renset og ikke vil være til nogen fare selv til den tid.. Hvis "pladsen til tankene slipper op" som det udtrykkes, mon man så ikke finder på et eller andet. Ingeniørens skribent får det til at lyde som om det skulle være et stort problem. Uden dog at have spurgt de involverede om hvad man så tænker på at gøre, hvis det skulle blive tilfældet... Men det vil jo nok kræve at man tager telefonen eller skriver en mail til rette vedkommende. Jeg mindes at have læst for flere år siden at Tepco faktisk fik tilladelse til at slippe vand ud i havet, selvom det var lidt forurenet?

Angående "oprydning inde i reaktortankene" har man et problem med høj radioaktivitet og temperatur. Derfor har man ladet reaktoren køle ned. Når temperatur og radioaktivitet tillader det kan man så "rydde op" med udstyr som kan klare de ret vanskelige forhold. Kunne Ingeniøren ikke skrive noget oplysende om hvad man tænker på her? I stedet indladet skribenten sig på spekulationer om hvordan forholdene ser ud om 30 år uden at gøre rede for de problemer man har mødt/møder ved oprydningen. Det er jo uforståeligt for en ingeniør at man ikke skriver om det, som jo er det interessante. I stedet hører man en del om Tepcos utroværdighed - uden modifikationer eller forklaringer på hvorfor Ingeniøren mener at Tepcos oprindelige forsikring om at der vil være ryddet op "om 30 år" ikke holder? Der er jo 20 år endnu til at holde løftet - så det er da ret utroværdigt at bringe den slags spekulationer til torvs uden at beskrive hvorfor man ikke skulle kunne klare det. Alt andet er da ikke troværdigt...

  • 5
  • 13

Det er rettet - tak. Nu giver det 100. Se debatregler: Skriv direkte til skribent for hurtig rettelse af fejl.

  • 11
  • 3

Intet er lykkedes bedre i Japan end at ødelægge atomkraften.

Den reneste og sikreste energikilde nogensinde bliver saboteret politisk og økonomisk, ved disse absurde tiltag, som koster enorme summer, men ikke beskytter mod noget. Der er nemlig ikke noget at beskytte imod.

Tilgengæld får Kul, Olie, Gas og biomasse frit løb i Japan, med tusindvis af døde og syge til følge fra luftforurening.

Denne absurde forestilling, kommer til at resulterer i global opvamning og millioner af dødsfald på verdendsplan, fordi vi er bange for atomkraft.

Det er tåbeligt og selvdestruktivt.

  • 17
  • 16

Det fleste mennesker ser radioaktiv stråling som noget mystik og ukendt. Derfor ender vi i nonsens diskussioner hver gang atomkraft kommer op. Det bliver ikke bedre af at organisationer som Tepco kommer med falske informationer.

Alt energiproduktion påvirker miljøet. Og enhver aktivitet har risici. Men vi holdt ikke op med at bygget skibe da Titanic sank (eller tusindvis af skibe før og efter). Vi holdt ikke op med at bygge jetfly da de første Comets faldt ud af himlen som døde fluer. Og vi holdt ikke op med at bygge vandkraftværker hver gang en dæmning er kollapset. Vi lærte af det og fandt ud af at håndtere risici.

Jeg har altid været stor tilhænger af atomkraft. Men det må ske på et faktabaseret grundlag. Vi er nødt til at forstå omkostninger, risici, gevinster, etc. At fremdrage fakta er ikke en forskningsopgave - bortset fra fremtidige konstruktionsomkostninger så kender vi resten. Det handler blot om kommunikation. Og så må atomkraft kæmpe for en plads på lige fod med andre energikilder.

Hvorfor diskuterer vi stadigvæk hvordan vi håndterer affald når det i praksis er et ikke-problem? Hvorfor diskuterer vi stadigvæk backup kapacitet når vi sammenligner med vind/sol, når behovet åbenlyst ikke kan sammenlignes? Etc. etc.

  • 19
  • 4

Kommentar udtræk:

"Hvorfor diskuterer vi stadigvæk hvordan vi håndterer affald når det i praksis er et ikke-problem?"

"Vellykket sabotage"

"Den reneste og sikreste energikilde nogensinde bliver saboteret politisk og økonomisk,"

  • 7
  • 5
  1. Problemerne med TEPCO knytter ssig til kutur og adfærd i Japan - hierarkisk styring og ingen-tab-af-ansigt kultur. Det giver anledning til ikke-løsninger og undertrykkelse af fakta. Netto = ingen løsningr eller langsigtede måske-løsninger. Hwr er der behov for praktiske teknokrater, som skærer igennem.
  2. Naturligvis er den almindelige frygt og uvidenhed en hemsko for løsninger. Igen ville en teknokrat med opbakning fra premierministeren være den eneste løsning. Der er grund til at tro, at det rensede vand kan udledes uden risiko.
  3. De største ricisi er knyttet til det bestående.

a. den enorme tankfarm er udsat for jordskælvsrisiko. Tænk hvis det hele revnede, væltede, eller lignende, OG indholdet så skyldede ud i området og i havet ? Der er også af denne grund al mulig fornuft i at nedbringe omfanget af lagret vand til det mindst mulige (buffertanke fra oppumpning).

b. de tre/fire havarerede reaktorer, deres beskadigede trykbeholdere og de resulterende corium udgør en faktisk og potentiel risiko ved udvaskning fra grundvand og nedbør. Oppumpning af vand begrænser virkningerne, men ingen kan vide hvad et stort, lokalt, jordskælv kan medføre. Det er vist ikke endeligt afklaret, om fysiske ændringer igen kan forøge fissionen i resterne af brændslet - med deraf følgende skabelse af radioaktive affaldsprodukter, som udvaskes. Det vil vise sig om det overhovedet, inden for de næste 10 år, er muligt atlave nogen form for skadesbegrænsning. Ihvertfald bidrager tankfarmen til risikoen.

PS: Bemærk, at begrebet "hot", som bruges oversat, dels kan betyde radioaktivt, dels kan betyde varmt (termisk). Forskellen går ofte tabt i oversættelser og uddrag. Så vidt jeg ved foregår der, som minimum, et radioaktivt henfald som producerer både radioaktiv stråling og varme. Om fission også sker er vist uklart og ihvertfald forskellig fra reaktor til reaktor.

PPS: TV2 nyheder genoptrykker en beskrivende artikel. Den er desværre i den sidste del, beskrivelsen efter køling af reaktorerne delvis svigter, fejlagtig på en række punkter.

  • 1
  • 2
Bidrag med din viden – log ind og deltag i debatten